“Nodevenderen” er en film, det er meget vanskeligt at forestille sig, andre end franskmændene kan producere. Det skal ikke opfattes negativt – tværtimod – men blot således, at den indeholder en meget fransk balancegang mellem det kølige og det løsslupne, og en undertrykt følelse af, at der hele tiden lurer noget virkeligt fælt under overfladen.

Den blot 10-årige Mélanie er er en lovende pianist. Hendes forældre har en beskeden slagterforretning, men sætter deres lid til, at den talentfulde Mélanie kan komme på det prestigefyldte musikkonservatorium. For at få et stipendium må Mélanie imidlertid bestå en optagelsesprøve. Til at overvære prøven er bl.a. den berømte pianist Ariane Fouchécourt, som imidlertid synes mere optaget af at give sin autograf til en fan, end at overvære musikken. Mélanies selvtillid bliver rystet og hun fejler prøven. Frustreret og bitter opgiver hun permanent musikken, men glemmer dog aldrig fornærmelsen.

Mange år senere bliver den nu 20-årige Mélanie ansat som sekretær i et prestigefyldt advokatfirma, der tilfældigvis – eller måske ikke så tilfældigt – tilhører Ariane Fouchécourts mand, Jean. Inden længe får den meget korrekte og kløgtige Mélanie ansættelse hos parret, hvor hun skal passe deres søn. Adriane, der ikke genkender pigen, viser sig slet ikke at være den samme kæphøje personlighed mere. Efter en bilulykke plages hun nu af sceneskræk, men hun finder en trøst i den pligtopfyldende Mélanie, der bliver hendes nodevender og giver hende tillid til sig selv igen. Forholdet mellem de to skal dog snart ændre sig.

“Nodevenderen” er instrueret af Denis Dercourt, og er den første af hans film, der har fået dansk biografpremiere. Det er forhåbentlig ikke den sidste, for Dercourt, der er en stor beundrer af Hitchcock, har med “Nodevenderen” begået en lille fornem thriller. Historien ligner i sig selv noget, der i typiske Hollywood hænder ville udvikle sig til endnu en “ond barnepige” eller “grum lejer” fortælling komplet med overgearet skuespil og malplaceret slasher slutning. I Dercourts kompetente hænder er den i stedet blevet et subtilt værk, fattig på vold men rig på spænding og undertrykket stemning.

Af filmens mange dyder er først og fremmest dens økonomi. Historien er skåret fuldstændig ind til benet. Her er ingen overflødig psykologisering, ingen unødvendige scener og næppe et eneste vilkårligt øjeblik eller kameravinkel. Ligesom dens hovedperson er filmen køligt kalkulerende. Filmens anvendelse af musik bliver både en del af historien eksternt og internt. Særligt Mélanies ordknappe figurs lidenskaber bliver i stedet fortalt gennem de musikstykker, vi hører undervejs.