Hun er stadig Ghita

“Nøgle hus spejl” er et trekantsdrama. Om utroskab, ny kærlighed og drømmen om Paris. I Michael Noers nye film er der også indbrud om natten, flugt fra systemet og forbudte kys på nytårsaften. Der er hed sex, bebrejdende blikke og ømme favntag med en evigt lækker Ghita Nørby i opmærksomhedens centrum. Der er det meste. Og det hele foregår på et plejehjem.

Det kan måske være vanskeligt at trække en lige linje fra Michael Noers fængselsfilm, “R”, over ungdomskrimien “Nordvest” til plejehjemmet Sølund ved søerne i København, hvor Ghita Nørbys pensionist er flyttet ind med sin hjerneskadede ægtemand. Men linjen er ganske lige. Plejehjemmet i “Nøgle hus spejl” er et lige så lukket samfund uden for samfundet som fængslet i Horsens eller bandekriminaliteten i Nordvest. Det er et akvarieliv, hvor både fisk og beboer først slipper fri, når de er døde.

Men så længe drømmen om et liv uden for akvariet er der, så er det til at holde ud. Ghita Nørby er som Jack Nicholson i “Gøgereden”. Hun drømmer om livet udenfor. Om Paris, som Frank Sinatra synger om for hende fra anlægget. Hun mangler selv sin Sinatra, der kan tage hende med på eventyr. Ægtemanden kan kun stirre og savle, imens hun desperat forsøger at få hjælperne til at holde ham oprejst til en sidste brudevals ved hjemmets seniordans. Han er så godt som død. Det er svenske Sven Wollter tvætimod ikke. Han springer ind på scenen som verdensmand med charmeklud og løfter om Istanbul og Paris, selv om han godt nok har svært ved at holde på kniven, når der skal skæres et æble. Han har Parkinson. The Shaking Swede kalder han sig, imens den aldrende gadedreng trækker en flaske rødvin op til banko.

Sammen danner Nørby og Wollter et herligt, modent par, der skider på de kommunale hygiejneregler, når der skal bages tærte til fødselsdagen. De vil og kan selv. Lidt endnu. Men det er ikke kun “Gøgereden”, hvor systemet er ondt. Langt fra. Plejehjemmet er, som det er. Med SOSU’er, der gør det, så godt de kan. “Nøgle hus spejl” er en film, hvor enderne bøjes og mødes nuanceret fint. Hvor datterens demens-mistanke ikke blokerer for den (over)modne kærlighed, hvor to 80-årige kroppe mødes i et erotisk øjeblik, som “Fifty Shades of Grey” aldrig var i nærheden af at matche.

Jeg er ikke tosset, bare forelsket,” siger Ghitas pensionist, da hun bliver konfronteret med ikke at kunne huske titlens tre ord så godt, som hun kunne tænke sig. Præcis med samme balancerede skrøbelighed som Julianne Moore leverede i Oscar-rollen i “Jeg er stadig Alice”. Men her handler det ikke kun om kroppens forfald, om accepten af at være blevet plejehjemsgammel. Det handler også om værdighed. Om selv at bage den tærte, drikke den vin til banko. Om at spejde fra tagtoppen til Paris og kysse en, man elsker, på nytårsaften.