Da Alan Arkin blev udråbt som vinderen af årets Oscar for bedste birollepræstation, udvandrede en bitter og skuffet Eddie Murphy, som åbenbart havde været overbevist om, at han ville få den eftertragtede pris for sin præstation i “Dreamgirls”. Umiddelbart kunne man godt have en smule sympati for den efterhånden 46-årige entertainer, som leverede sin bedste præstation til dato i Bill Condons musical og for første gang var trådt ind i de store prisceremoniers søgelys. Men blot få uger forinden havde den aldeles forfærdelige “Norbit” haft biografpremiere og tydeligt bevist, at Murphy egentlig er hamrende ligeglad med reel hæder og udfordrende roller, og at det i sidste ende tilsyneladende er hyren og ikke manuskriptet, der får skuespilleren til at skrive under på en kontrakt.

Folkene bag “Norbit” bør slæbes til menneskerettighedsdomstolen i Haag for at have kreeret et værk, der simpelthen gør fysisk ondt at beskue. Oscar-belønnede Cuba Gooding Jr. og talentfulde Thandie Newtons uforståelige medvirken forårsager kraftig hovedpine… de platte og ineffektive vitser er skyld i konstant og næsten krampefremkaldende hovedrysten… og filmen er så læsset med sentimentalt sludder, at man jævnligt får en ubehagelig og direkte kværkende fornemmelse af at drukne i sirup. Der er ikke en eneste scene, karakter eller præstation, der stikker ud – i hvert fald ikke i positiv forstand. Og det er aldrig et godt tegn, når en films hovedperson udsættes for en trafikulykke, og man virkelig håber på, at han ikke kommer på benene igen.

Filmen beretter om den nørdede, forældreløse Norbit og hans enorme hustru, Rasputia, der er lige så rig på kropsvægt, som filmen er fattig på indhold. Norbit er ikke forelsket i den hjerteløse, egoistiske kvinde, som han nærmest blev tvunget til at gifte sig med. Men han er derimod vild med barndomsveninden Kate (Newton), der pludselig dukker op og viser sig at have følelser for Norbit. Og med mindre man er opvokset i et skur midt i den sydpolske ødemark vil hvert eneste skridt på vej mod filmens endelige, tåbelige konklusion være forudset.

Eddie Murphy, som satte lattermusklerne i brand via adskillige komedier, actionfilm og uforlignelige stand-up shows i 1980’erne, er for længst faldet af på den. Hans forkærlighed for pikant, vovet humor er forduftet, og i stedet ifører han sig enorme, pinlige kostumer i et desperat forsøg på at fremtvinge latter. Skuespilleren har i utallige ældre og nyere film anlagt en masse make-up og spillet forskellige roller i samme film, og man mærker tydeligt, at manden (der også har været med til at forfatte manuskriptet) prøver at presse de sidste dråber ud af konceptet. Men den kreative citron er for længst blevet tømt for saft, og Murphy er nødt til at lære, at det ikke er sjovt nok bare at se ham spille flere karakterer – selve karaktererne er også nødt til at være sjove.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Dvd’en byder på et strålende transfer, som kun hæmmes af en smule billedlig blødhed og ekstremt få tilfælde af edge-enhancement. Farverne er naturtro og flotte, kontrasten er solid, farvetemperaturen er stabil, og der er ingen nævneværdige tilfælde af snavs, støj eller udtværing.

AudioDiscens eneste lydspor, et engelsk Dolby Digital 5.1 mix, er godt, om end langtfra overvældende. Dialogen er tydelig, selvom den af og til rammes af en smule overstyring. Der er få, men fine panoreringer, og subwooferen mønstrer en solid bund. Musikken er også dejlig distinkt, men den auditive atmosfære er desværre en smule kedelig.

EkstramaterialeDvd’en indeholder fire dokumentarer: “The Making of Norbit” (21 min.), “Man of a 1,000 Faces” (4 min.), “Power Tap” (5 min.) og “The Stunts of Norbit” (12 min.). Featuretterne er ganske underholdende, selvom de ikke overraskende prøver at få filmen til at fremstå bedre og sjovere, end den tilnærmelsesvis er. Der er adskillige interviews med flere af filmens skuespillere og dem, som arbejdede bag kameraet. Det er især muntert at se Eddie Murphys storebror, Charlie, som var fornøjelig i MTV-udsendelsen “Chappelle’s Show”, i aktion. Instruktøren Brian Robbins’ forfængelighed demonstreres også af en plakat på hans væg, som tydeligt viser, hvor mange penge filmen “Coach Carter” (som han producerede) indtjente.

Derudover er der i alt 14 slettede scener, som dog kun varer i alt 8 minutter. Det kommer ikke som den store overraskelse, at scener, der ikke engang var gode nok til at komme med i en film som “Norbit”, ikke er værd at skrive hjem om. Et billedgalleri og trailere til “Dreamgirls”, “Year of the Dog” og “Norbit” runder pakken af.

Han har gjort det før, og nu gør han det igen. Eddie Murphy forklæder sig og udfolder sig i hele tre hovedroller i komedien “Norbit”, der desværre byder på mere hovedrysten end grin.

Norbit bliver som spæd overladt til Mr. Wongs børnehjem, hvor han vokser op. Som årene går, bliver det lille barn til en spinkel, læspende dreng. Alligevel kaster pigen Kate sin kærlighed på ham, og de to bliver uadskillelige. De to børns lykke varer dog ikke evigt, for Kate bliver adopteret, mens Norbit, som jo ingen vil have, bliver ladt tilbage på børnehjemmet. Her er han de andre børns mobbeoffer, og har i det hele taget en miserabel tilværelse, indtil han møder Rasputia. Rasputia er en sværvægter af en pige, og hun finder sig ikke i noget. Hun uddeler øretæver til alle dem, der generer Norbit, og beslutter sig for, at hun og Norbit skal være kærester.

Som voksne bliver de gift, og Norbit får job i Rapsutias brødres firma. Rasputia er ikke ligefrem nogen nips, og hun behandler Norbit som skidt og er ham utro med en aererobicinstruktør, så han er langt fra lykkelig. En dag vender det hele dog; Kate kommer tilbage til den lille by med planer om at købe børnehjemmet og drive det videre. Desværrre er Rasputias brødre også interesseret i børnehjemmet, som de vil nedlægge og omdanne til en stripbar. Nu får Norbit travlt. Han skal undvige Rasputia, der slet ikke vil finde sig i, at han er sammen med Kate; han skal overbevise Kate om, at hun ikke skal gifte sig med sin forlovede, samtidig med, at han skal forhindre de tre brødre i at ødelægge børnehjemmet.

Det er den Oscar-vindende Rick Baker, der står bag Eddie Murphys forklædninger i “Norbit”. De er overvældende gennemførte. Hvis man ikke ved det, kan det være svært at se, at de tre hovedroller spilles af samme person. Desværre er den fantastisk overbevisende make-up det eneste positive, der er at sige om denne film. “The Nutty Professor”, hvor Eddie Murphy også trak i et dellekostume, opvejede for sine mangler ved at have en sød og troværdig kærlighedshistorie, der drev filmen frem. I “Norbit” er kærlighedshistorien plat, og selv om man et par gange trækker på smilebåndet af Rasputias mimik, er den store kvinde bare ikke nok til at holde historien kørende. Filmen er centreret om, at vi skal synes, det er sjovt at se en meget fed, sort kvinde i små shorts, og derudover er der ikke meget at komme efter.

“Norbit” er ond og grov, og det føles som om, man har proppet Eddie Murphy ned i et dellekostume, tændt kameraet og så ventet på, at han gjorde noget sjovt. Nu hvor Eddie Murphy ikke er i stand til at holde en film flydende på trods af hele tre karakterer at lege med, kunne man jo håbe, at filmens øvrige cast kunne bidrage med noget. Her er der desværre heller ikke noget at hente – det skulle da lige være Thandie Newton, der i rollen som Kate gør det ganske charmerende, på trods af, at hun er blevet parret med Cuba Gooding Jr., der spiller hendes usympatiske forlovede, og bestemt ikke gør det godt.