For en kort stund virkede det, som om enhver dansker, der nogensinde blot havde åbnet for en pixibog, havde haft fingrene i Jakob Ejersbos bestseller “Nordkraft”. Det var Danmarks svar på “Da Vinci mysteriet”, en gigantisk, uforlignelig litterær mastodont, hvis kritiske og kommercielle succes var ulig det meste, der var sket på det danske bogmarked i mange år. Den var næsten for populær som bog til at kunne blive filmatiseret. Danskerne havde øjeblikkeligt sat stopuret i gang for at se, hvor lang tid det ville tage den danske filmindustri at få bogen omdannet til levende billeder. Derudover forventede tilsyneladende alle at se en opreklameret og stort anlagt dansk film uundgåeligt snuble over et bjerg af forventninger, der aldrig nogensinde ville kunne blive indfriet.

Bevidn det endelige produkt. Ole Christian Madsen vender tilbage til instruktørstolen efter 4 års fravær med et brag af et comeback, som ville kunne give enhver afdanket instruktør nok savl til at moppe køkkengulvet. Ikke dermed sagt at Madsen er i nogen som helst form for afdanket tilstand pro tempora. Men manden, som gav os en af dansk fjernsyns største miniserier nogensinde, “Edderkoppen”, har måske nydt et lidt for langt fravær, især fra det hvide lærred. Han må bestemt gerne levere film med lidt kortere intervaller, især fordi Madsens kompromisløse tilgang til filmmediet er en fornøjelse at overvære. Der bliver bestemt ikke sparet på de filmiske virkemidler. Scener bliver spillet hurtigt, hakkende, ja, sågar spillet baglæns. Konservative filmkendere eller folk med lav koncentrationsevne vil ikke føle sig godt tilpas. Men det er nok heller ikke disse folk, som Madsen og co. har intentioner om at få til at se filmen.

For de 2-3 stykker derude, som hverken har læst eller hørt om bogen, tager “Nordkraft” udgangspunkt i tre personers tilværelse i Aalborgs stofmiljø, som alle forsøger at øjne en mening med galskaben igennem narkoens euforisende skytåge. Madsen har samlet et fornemt skuespillerensemble, i høj grad bestående af relativt uerfarne eller debuterende skuespillere, som alle spiller fremragende. Det er hovedsageligt filmens altdominerende trio, bestående af Thure Lindhardt, Signe Egholm Olsen og Claus Riis Østergaard som henholdsvis Steso, Maria og Allan, der imponerer, uden det virker forceret eller kunstigt. Og når man har tygget sig igennem Farshad Kholgis tunge accent, venter der også her én en godbid af en præstation. Nærmest allerede fra startskuddet lyder, har man investeret sig i personerne og deres videre færd, med ofte hjerteskærende og chokerende effekt. Det bliver især spændende at se, hvad Olsen og Østergaard vil tage sig til i fremtiden, da “Nordkraft” er begges spillefilmsdebut.

At klandre “Nordkraft” for at være et plagiat af Darren Aronofskys “Requiem of a Dream”, som mange synes at have gjort, virker en smule usselt, og baseret udelukkende på det grundlag at begge film foregår i samme miljø og benytter sig af ens tekniske virkemidler til at fortælle sin historie. Så kan man næsten ligeså godt bebrejde samtlige spillefilm, der indeholder steadicam-skud, at de imiterer “Rocky”. Kun et enkelt musikalsk tema, som især akkompagnerer Stesos scener, virker en smule stjålet fra Aronofskys moderne mesterværk. “Nordkraft” står ganske fint på egne ben. Barsk, ubarmhjertig, rørende, rå, modig, original. “Nordkraft” borer sig igennem huden, flyder igennem blodårerne og formår mere end én gang at fryse hjertet via en stærk, emotionel overdosis.

VideoPræsenteret i 2.35:1 Anamorphic-widescreen format.
Forudsigeligt for en film, der omhandler og leverer flere narkoinducerede syretrips, som trækker personerne igennem hele det følelsesmæssige spektrum, svinger billedsiden også kraftigt i karakter. Fra kølig til varm… råt til nogenlunde rent… Men fælles for alle tilfælde er, at det ser knaldgodt ud. Billedtemperaturen er primært i den kolde ende af skalaen og kommer fint til udtryk. Billedet er af og til en smule grynet, men sådan er filmens stil. Mængden af digital støj er minimal og kontrasten er perfekt.

Filmen bliver, som noteret, præsenteret i dimensionerne 2.35:1, men alligevel er der et mærkværdigt blink godt og vel et kvarter inde i filmen, som breder sig ud over de sorte bjælker. Det er en pudsig lille bagatel, som desværre hiver én en smule ud af filmen. Omtrent en time senere sker noget lignende igen.

Audio”Nordkraft” byder på to slagkraftige lydspor: et DD5.1 og et DTS. Begge har en dejlig, solid bund, og, på trods af at være primært frontbaseret, føles lydsiden alligevel i flere tilfælde tilpas bred og fyldig, frem for alt takket være en krystalklar levering. Dog kunne mere surround-aktivitet have været relevant, især nu hvor billedsiden er så oppumpet og dynamisk. Der er desværre heller ikke mere surround over discens DTS-spor.

For øvrigt noterede jeg mig et enkelt hul i filmens lydside. Det sker omkring tidspunktet 1.09.00. I cirka et sekund forsvinder lyden, og det gælder for begge lydspor. På discens inkluderede kommentarspor er der på netop dette tidspunkt i filmen en lille kunstnerpause imellem instruktørens kommentarer, hvor han lige får lejlighed til at trække vejret. Derfor bliver volumen for en meget kort stund skruet ned, og det er garanteret dette, man også er kommet til at gøre på de to andre spor. Uanset hvordan denne fejl er opstået, er det ganske uacceptabelt, særligt for så stor en udgivelse fra så stort et selskab, som normalt tager sig rigtig godt af deres dvd-udgivelser. Fejlen lader til at være et udbredt problem, så den kan ikke undgå at trække ned i vurderingen.

EkstramaterialeOle Christian Madsen leverer et glimrende kommentarspor. Man kunne godt have ønsket sig lidt mere input fra nogle af seriens skuespillere, såsom de tre hovedrolleindehavere, men Madsen gør det stadigvæk fornemt på soloplan. Der er ingen egentlige pauser og der bliver budt på både tekniske, historiemæssige og muntre anekdoter. Han taler i særdeleshed om forholdet mellem filmen og bogen, og hans eget personlige forhold til romanen, og så taler han naturligvis også en del om filmens visuelle stil. Muligvis den bedste anekdote: Filmens producenter og location-folk nægter at fortælle Madsen, at de ikke har fået lov at spærre broen i Aalborg af en hel dag som lovet, af frygt for at han vil blive vred og råbe og skrige ad dem. Det er et kommentarspor blottet for vrøvl og vås – et af de bedste nogensinde leveret på den danske dvd-front.

Disc 1 byder også på filmens trailer, som bestemt ikke bør skues, før filmen er blevet set. Mindst ét stort øjeblik i filmen bliver mere eller mindre udpenslet i traileren. Traileren er også inkluderet på disc 2 sammen med to nærtbeslægtede tv-reklamer.

“En samtale med Ole Christian Madsen & Jørgen Johansson” byder på 8 små interviews med Madsen og filmens fotograf Johansson, som diskuterer forskellige aspekter af filmens stil. Heldigvis kan alle 8 dele også ses som én lang dokumentar med en samlet varighed på knap 34 minutter. Begge mænd tilbyder adskillige interessante kommentarer og argumenterer godt for deres særlige ideer med filmen. Dokumentaren indeholder også nogle klip fra filmen, som glædeligvis ofte refererer til det, parret taler om, samt en lille mængde bag-om-kameraet optagelser. For både professionelle og aspirerende filmfotografer er det her et must, da der også bliver talt en smule om forholdet mellem instruktør og fotograf.

“Fra bog til billede” er en 28-minutter-lang dokumentar. Den byder på endnu flere forfriskende ærlige kommentarer fra folk involveret i produktionen. ”Jeg følte, jeg maltrakterede et stykke litteratur, som jeg virkelig godt kunne lide” siger Madsen. ”Jeg tog checken, og så løb jeg,” konstaterer forfatter Jakob Ejersbo med et smil på læben. Og det er bare toppen af isbjerget. Dokumentaren byder på tonsvis af kommentarer omhandlende ikke blot filmens forlæg. Godt arbejde.

Her får man kompensation for at have savnet deltagelse fra skuespillerne på kommentarsporet på disc 1. 43 minutter af filmen bliver præsenteret med kommentarer fra skuespillerne Signe Egholm Olsen, Claus Riis Østergaard og Thure Lindhardt – altså nøjagtigt filmens tre mest prominente skuespillere. Skuespillernes kommentarer byder på langt mere fis og spas end Madsens, og derfor var det måske meget godt, at Madsen indspillede sit kommentarspor alene. Olsen fortæller bl.a., at en hund bed sig fast i hendes lår under optagelserne og efterlod en enkelt tand som souvenir, og drengenes kommentarer under Olsens sexscene bør heller ikke forbigås. Det er naturligvis kommentarer, som kun folk der investerer i den komplette 3-disc udgave af “Nordkraft” kommer til at nyde godt af.

10 slettede scener med en samlet spilletid på 18 minutter vil garanteret glæde de af bogens tilhængere, som mente, at filmen skar for mange ting ud af originalmaterialet. Madsen kommer med kommentarer til samtlige scener, inden de for alvor går i gang. Hvad pointerne med scenerne var, hvorfor de blev slettet, etc. Selve scenerne får man lov til at se med den oprindelige reallyd. Vi får bl.a. en scene mellem Allan og hans mor, en scene hvor Hussein sviner en araber til og en glimrende scene mellem Steso og Tilde, som også Madsen ytrer en smule ærgrelse over at have kappet ud af den endelige udgave af filmen.

Et 13-minutter-langt interview med udelukkende Ole Christian Madsen virker måske en smule overflødigt, når nu han allerede leverer et fyldigt kommentarspor til den 125-minutter-lange spillefilm, samt kommentarer i discens resterende dokumentarer. Men han hoster stadigvæk op med nogle spændende kommentarer, og dobbeltkonfekt bliver for det meste undgået.

5 små dokumentarer med titlerne “Slåskampen” (6 minutter), “Allan bliver til” (5 minutter), “En arbejdsdag” (10 minutter) og “Spille sig til sorgen” (3 minutter) er inkluderet under menupunktet “Featuretter”. De er også alle sammen med til at vedligeholde det høje produktions- og ambitionsniveau på denne dvd-udgivelse, og handler om alt fra koreografien af filmens første slåskamp til Signe Vaupels forsøg på at fremstå troværdig i en meget vigtig scene, der kræver blod, sved og (bogstaveligt talt) tårer. Klikker man på “Skolemateriale” får man lidt tekstlig information om en nyudgivet undervisningsbog, med specielt henblik på at blive brugt på de danske gymnasier. Den handler om forholdet mellem bog og film, og lægger op til at blive brugt i et undervisningsforløb omhandlende netop dette forhold.

”Aalborg Sightseeing” er måske primært interessant for folk, der vitterligt bor i Aalborg. Her får man et oversigtskort over Aalborg by, og så kan man klikke sig ind på i alt 19 forskellige steder i byen, hvorefter man bliver præsenteret for et klip fra filmen, som netop foregår på den markerede location.

Tekstbaserede biografier af både filmens 10 mest betydningsfulde karakterer og deres virkelige alter egoer kan også studeres.

4 fine musikvideoer (inklusiv én med Pernille Vallentin Brandt, som også spiller Tilde i filmen) er også inkluderet, samt en 3-minutter-lang dokumentar om sammensætningen af filmens musikalske side. Ole Christian Madsen taler om, hvordan han og hans klipper lyttede 400 (!) forskellige CD’er igennem for at finde de mest passende numre til at supplere filmens billedside.

Apropos musik er filmens komplette soundtrack såmænd også at finde på en separat CD inkluderet i denne fornemme boks. CD’en byder på følgende 20 sange:

1) Viva Vertigo – Jaguar Tornado
2) The Low Frequency In Stereo – Astro Kopp
3) PowerSolo – Fertilizer Baby
4) The Raveonettes – Beat City
5) Kira & The Kindred Spirits – Save Me
6) Majid – New Love
7) Mikael Simpson – Virus
8) Ashtiani-Baltzer – Soundstepping
9) Superjeg – Stirrer På Atomer
10) Pernille Vallentin Brandt – Kiss Your Demons Away
11) Jonny Hefty – Muggen Røv
12) Mnemic – Jack Vegas
13) Nephew – Movie Klip
14) PowerSolo – Baby, You Ain’t Looking Right
15) Gasolin – Lilli Lilli
16) The Raveonettes – Please You
17) Antenne – Whispering (edit)
18) Lise Westzynthius – French Leave
19) Limp – New Autumn
20) Amber – Walking Through

Dog er “komplet” måske lidt for meget sagt. Soundtracket byder ikke på noget som helst original musik fra filmen. Det er et udmærket soundtrack, med klart skarpest fokus på rockgenren, bydende på både nye som gamle numre (såsom Gasolins “Lilli Lilli”). Der bliver dog også tid til bl.a. lidt velkomponeret rap (Majids “New Love”), instrumentalnumre (Mikael Simpsons “Virus” og Limps “New Autumn”) og lidt mere poppede musikalske indslag (såsom Pernille Vallentins “Kiss Your Demons Away” og Nephews “Movie Klip”) og meget andet. Alt i alt en ganske fin lille opsamling, som sagtens kan overleve at blive smidt på discmanden et par gange. CD’en byder på lige knap 80 minutters musik, så her er i hvert fald også valuta for pengene.

Der følger et lille 12-siders hæfte med boksen, som indeholder en liste over kapitelinddelingen, enkelte kommentarer fra Madsen, hans filmografi, adskillige billeder, tekst om filmens hovedpersoner, uddrag fra diverse anmeldelser af filmen, en liste over den vigtigste hovedpart af filmholdet samt en oversigt over numrene på soundtracket.

Det er trist at der ikke bliver lavet flere film i Aalborg end der gør. Byen er sådan en fremragende kulisse, både smuk og hæslig på samme tid. Det indre Aalborg ligner præcis et sted hvor man kan fare vild og blive spærret inde. I “Nordkraft” er der mange mennesker der er mentalt spærret inde, nogle bevidst, mens andre knap nok aner det.

“Nordkraft” er en filmatisering af Jakob Ejersbos prisbelønnede roman. Det er fortællingen om tre skæbner der alle springer ud af narkomiljøet i Aalborg – Maria, Allan og Steso. Bogen er skarpt opdelt i tre sektioner, en centreret omkring hver person. Hver del har sin egen stemning og eget sprog. I filmen har man, forståeligt nok, valg at krydsklippe mellem de tre historier, og fortælle hver historie på omtrent samme måde. Bogen har desuden en tilbagelænede stil hvor den større handling kun sporadisk viser sig gennem hashtågerne, men til filmen er en del af handlingen skrevet om og speedet op, således at den foregår over et par dage.

Maria er en pusherfrau, dvs. hun varter de kunder op der kommer for at købe hash hos hendes pusherkæreste Asger. Desuden smugler hun hash fra Christiania til Aalborg, et job der er nærved at koste hende en længere fængselsstraf. Samtidigt er Asger mere og mere ved at synke hen i en ynkelig tilstand og da hun træffer den sympatiske Hossein bliver hun nød til at overveje sit liv. Hun ved der skal ske noget, men ikke helt hvad.

Desuden følger vi Allan, som er kommet hjem efter en brandulykke på et skib, der har efterladt ham vansiret på den højre side af ansigtet. Ulykken har imidlertidigt ikke taget modet fra ham, og han kommer hjem besluttet på at samle sin spredte familie. Hans barndomsven Frank, der i mellemtiden er blevet en ambitiøs narkohandler, er dog opsat på at få Allan med til hans nye forretninger, og samtidigt møder han Maja, der også synes at have en forbindelse til miljøet.

Den tredje historie følger Steso, en tilsyneladende uhelbredelig narkoman, der sluger stoffer og bøger med lige stor appetit mens han kynisk kommenterer verden omkring ham. Hans kæreste Tilde har dog fået nok af hans litterære dødstrip og Steso bliver tvunget til at vælge mellem de to.

Ole Christian Madsen, der tidligere har instrueret bl.a. “En kærlighedshistorie” og “Pizza King”, har valgt hovedsagligt at bruge en ung og relativt uerfaren rollebesætning. Det betyder at der er enkelte svage præstationer, men til gengæld giver det fortællingen mere autenticitet og gør tonen mere rå. Thure Lindhardt brænder gennem lærredet som Steso – det er svært at tro på at det var den samme der spillede den autistiske Brian i “Her i nærheden”. I rollen som Maria er Signe Egholm Olsen ligeledes god, hun har et par enkelte svage scener men de skyldes mere et til tider lidt rodet manuskript, end hendes præstation. Det er beundringsværdigt at se en kvindelig skuespilpræstation der er så modig som hendes. Desuden bør Farshad Kholghi nævnes for, med ganske få virkemidler, at give en interessant flertydighed i sin rolle.

Filmens styrke ligger først og fremmest i dens miljøbeskrivelse. Den er så proppet med gode detaljer at man knap nok når at opfange dem alle. Den bruger en del kameratricks, nogle af disse fungerer upåklageligt mens andre bare virker distraherende. “Nordkraft” ville formodentlig have gjort sig selv en tjeneste ved at bruge knap så mange, det er i de mere afdæmpede scener at den fungerer bedst.