Nej, det er ikke mit kort…

Jeg har aldrig været specielt glad for tryllekunstnere. Selv når jeg ikke med det samme kan regne tricket ud, så er jeg alligevel pinligt bevidst om, at det er et trick. Men på trods af min antipati imod tryllekunst, så formåede “Now You See Me” faktisk at overraske mig. Den var underholdende, havde interessante karakterer og ikke mindst den magiske ingrediens, som alt for mange tryllekunstnere mangler: showmanship. Uheldigvis minder dens slappe fortsættelse mig kun om, hvorfor jeg var skeptisk til at begynde med.

Castet fra den første film er ellers det samme, hvilket er et klart plus. De havde god kemi, og det er altid underholdende at se Morgan Freeman spille skurkagtige roller. I den nye film er Isla Fishers udbryderdronning erstattet med en splatterfikseret trickkunster, der er ulideligt kikset på den der Hollywood-måde, som det er meningen, vi skal finde bedårende. Værst af alt er hun helt overflødig og virker mest af alt til at være kastet ind i sidste øjeblik for at undgå anklager om misogyni for at have fjernet den eneste kvindelige figur. Jeg er lige ved at tro, at dette er værre. I det mindste får vi lov til at se Daniel Radcliffe tydeligt more sig med at spille den paranoide hovedskurk.

Plottet er malet med bred pensel, og der er adskillige plothuller af alarmerende størrelse, men det havde den første film sådan set også. Årsagen til, at jeg kunne se gennem fingre med det i den første film, var først og fremmest de imponerende shows, som manuskriptet var konstrueret relativt løst omkring og så de gode karakterer, der interagerede på en underholdende måde. Her er samspillet mellem de fire (nu eftersøgte) tryllekunstnere skåret ned til et absolut minimum, og når der så endelig gives plads, er det sådan noget som det inderligt ligegyldige og dybt utroværdige romanceplot, der kluntet er klistret ind mellem James Francos figur og gruppens nye medlem.

Men den største fejl er, at de store optrædender den her gang for det meste er langtrukne og kedelige. På et tidspunkt skal gruppen smugle et spillekort med en påklistret computerchip ud af et laboratorium. For at undgå at blive opdaget kaster de kortet rundt mellem hinanden. Det er maksimalt sjovt i et minuts tid, hvorefter jeg begyndte at kede mig. Man kan kun se et computeranimeret spillekort flyve fra Woody Harrelsons hånd til Jesse Eisenbergs og videre til den næste et vist antal gange, før man mentalt tjekker ud. Der er tydeligvis lagt en masse energi i at lege med kameravinkler og point-of-view-indstillinger, men det er skønne, spildte kræfter.

Det irriterer mig også, at der insisteres på at fjerne en del af mystikken fra den første film. Dengang blev deres tricks først forklaret bagefter showet – hvis overhovedet, og man fik aldrig nogen fyldestgørende forklaring på den mystiske organisation, der stod bag tryllekunstnerne. I den anden film bliver alting overforklaret, og der bliver bundet en pæn sløjfe på det hele. Der er enkelte optrædender, der får lov til bare at (undskyld udtrykket) fortrylle publikum, såsom Eisenbergs fantastisk scene i London, hvor han fryser regndråber midt i luften, men de fleste af dem er enten kedelige, gennemskuelige eller bliver forklaret i detaljer, inden de er gået i gang.