Nynne

InstruktionJonas Elmer

MedvirkendeMille Dinesen, Stine Stengade, Lærke Winther Andersen, Mette Agnete Horn, Lene Maria Christensen, Ole Lemmeke, Jimmy Jørgensen, Claes Bang, Lars Hjortshøj, Laura Christensen, Christian Tafdrup

Længde94 min

GenreKomedie, Komedie

IMDbVis på IMDb

I biografen28/10/2005


Anmeldelse

Nynne

4 6
“Nynne” er en herlig lille film, som rammer det boglige oplægs toneleje lige på kornet, og faktisk formår at være underholdende og nærværende hele vejen igennem. Ikke mindst drives fortællingen frem af en Mille Dinesen, der i skikkelse af Nynne er intet mindre end fremragende.

“Nynnes dagbog” er forfattet af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard og dagbogsafsnittene blev bragt som klumme i Politiken hver søndag fra 1999 – 2000. Siden kom dagbogen samlet i ét og der fulgte også en to’er. Jonas Elmer, der tidligere har lavet “Let’s Get Lost” har kastet sig over projektet med at legemliggøre moderne, danske kvinders ikon, og der er bestemt kommet en seværdig film ud af det. Filmen er frit fortalt over den første bog. Manuskriptet er skrevet af den unge Mette Heeno, der sidst brillerede med “Terkel i knibe”.

Nynne tror hun har styr på det hele. Forholdet til den perfekte kæreste, Henrik, er ved at nå sit højdepunkt, da bomben sprænger; bedst som Nynne tror, han vil stille det store spørgsmål, fortæller han i stedet, at han har fundet en anden og Nynne bliver udskiftet med en 24-årig reklameassistent med guirlandepatter. Den eneste kur der findes mod det, er sprut i rigelige mængder og powershopping med et glødende dankort. Det er ikke nemt at være kvinde, når det eneste der mangler, er en mand. Derfor kaster Nynne sig ud i dating med så forskellige mænd som nymfomanen fra marketing Poul Erik Ø og den smarte tv-kok og madfetichist Daniel.
I stedet for kærlighed får Nynne alvorlige tømmermænd og overtrækket på dankortet vokser igen i takt med de rigelige mængder sprut og trøsteshopping. Heldigvis har hun en god ven i den blinde nabo Martin, og han er hendes eneste trøst. Uheldigvis bryder Martins kæreste Beate sig ikke spor om Nynnes forhold til kæresten, så hun forbyder dem at se hinanden. Nynne er alene i verden, kærligheden virker umulig, overtrækket vokser og der er ingen udsigt til at det skal blive bedre.

Det er lykkedes Jonas Elmer at gøre “Nynne” både interessant og vedkommende. På trods af, at filmen nok er en udpræget kvinde-film, er den alligevel så tilpas skør, sjov og absurd, at det ikke er sikkert at kæresten vil sidde og kede sig hele tiden, selv om de nok ikke vil nikke genkendende til det hele i så høj grad som hende ved siden af. Først og fremmest er “Nynne” et ikon og symptomatisk for den moderne kvindes selvopfattelse. Singlekvinders jagt på kærligheden fylder sendefladen med serier som “Sex and the City” og “Bridget Jones”-filmene. Nynne befinder sig lidt i grænselandet mellem de to, da den heldigvis hverken er alt for pæn eller alt for grotesk. Den er lidt sin egen, og det klæder filmen i høj grad. Ikke mindst er Mille Dinesen, der for øvrigt har sin hovedrolledebut på film, perfekt som Nynne. Hun er kantet, sjov og nærværende og man forstår slet ikke hvorfor vi dog ikke har set hende i film før.

Mændene i Nynnes liv spilles af Lars Kaalund, Claes Bang, Jimmy Jørgensen og Ole Lemmeke. De er alle perfekte statister i singlekvindens liv, og skaber sammen med Mille Dinesen og veninderne, der spilles af Stine Stengade og Mette Agnete Horn, det perfekte sammenspil, der får fortællingen til at gå op i en højere enhed. “Nynne” er en vidunderlig film, der balancerer mellem det melankolske og det skingrende skøre. Den kan bestemt anbefales alle kvinder i den giftemodne alder, og mændene er der også plads til – hvis de altså tør.


Trailer

Kort om filmen

Lørdag og søndag morgen er hun som regel skudt i sænk af tømmermænd – både dem der følger, når man blander champagne, hvidvin, rødvin, cognac, gin, tequila og øl, og de moralske af slagsen. Til dagligt siger hun go’ morgen til trøsteshopping, fejlslagne dates med mislykkede mænd, damebladsdrømme, venindesladder, overtrækspsykoser og ingen, absolut ingen, udsigt til bedring.

Det er sådan vi kender hende; Nynne. Den danske, storbysinglekvinde anno indeværende årtusinde, der gennem sine dagbøger og klummer har fortalt vidt og bredt om livet som singlekvinde i 30’erne uden gør-det-selv-mand fra Jylland eller gift elsker i Bruxelles, og om tilværelsens ulidelige afsavn, når nu en mand er det eneste man faktisk mangler. Det siger næsten sig selv: Nynne har endnu lidt vej til sit livs Kodak-moment. Men hun tager det i stiv arm og kassekredit.