Langtfra trættende trettenDengang de danske komikere Jacob Haugaard og Finn Nørbygård skulle lave en fortsættelse til deres muntre kassesucces “Jydekompagniet” valgte de at døbe efterfølgeren “Jydekompagniet 3”. Parret mente, at toere altid var værre end ettere, og at den specielle navngivning ville lyse velsignelse over fortsættelsen. Måske overvejede folkene bag “Ocean’s Thirteen” i sin tid en lignende strategi. Seriens foregående kapitel var en monumental skuffelse ovenpå seriens første, enormt underholdende del. At prøve at gøre skaden god igen med en film, hvis titel indbefattede verdens mest berygtede, uheldige tal, kunne let ses som at tage unødige risici. Men “Ocean’s Thirteen” var en af sidste års sjældenheder: En mere end hæderlig treer.

Danny Ocean og hans ti udspekulerede kammerater er igen på krigsstien. En af gruppens ældste medlemmer, Reuben, er blevet snydt for en gevaldig sum penge af den griske, kyniske hotelejer Willie Bank. Bank har netop bygget et gevaldigt og yderst elegant casino i Las Vegas, og Reuben var udset til at være medejer, men blev i stedet truet på livet til at droppe helt ud af projektet. Chokket var så stort for den godtroende Reuben, at han fik et hjerteanfald, som han kun med nød og næppe overlevede. Ocean og co. begynder derfor at planlægge en avanceret gengældelsesaktion, og målet er naturligvis at krænke Banks enorme ego og formindske hans formue.

Instruktøren Steven Soderbergh og kollegaerne foran og bag kameraet har tydeligvis taget ved lære af fortidens uheldige fejltrin. “Ocean’s Thirteen” er næsten fuldt på højde med den underholdende “Ocean’s Eleven” og længder bedre end den akavede “Ocean’s Twelve”. Igen stortrives man i selskab med de charmerende, karismatiske gutter – humøret er ofte så højt og den gode stemning så smittende, at man vitterligt føler sig som en integreret del af foretagendet.

Der er vitterligt et ocean af herlige momenter. Filmens manglende selvhøjtidelighed og uforcerede, velskrevne humor er prisværdig – der er efterhånden blevet produceret et utal af film om komplicerede tyverier, men det er “Ocean’s”-seriens raffineret, karakterdrevet humor, som gør den unik. Derudover er det fornøjeligt at prøve at forudse de mange twists. Fokuset er immervæk på personerne, og selvom Willie Bank ligner så mange andre filmiske skurkeroller, så brænder Pacino sig alligevel fast på nethinden som mændenes nådesløse nemesis. Casey Affleck stjæler også en hel del af opmærksomheden som den ene del af et brødrepar, der assisterer Ocean.

“Ocean’s Thirteen” kører derudaf i et hæsblæsende tempo, og der bruges ikke megen tid på at etablere karaktererne eller deres forhold til hinanden. Men det er strengt taget heller ikke nødvendigt, da begge dele er lykkedes fint i de to foregående film, og man må komplimentere filmfolkene for ikke at ville gentage sig selv. Manuskriptforfatterne forsøger dog at smække lidt for mange sideplots og karakterer ind i filmen, men i en tid, hvor biograflærrederne rendes over ende af pirater og endimensionale superskurke, er indholdsmæssigt overskud frem for underskud så afgjort at foretrække. Så lad dig blive revet med af den gode stemning, de flotte billeder og David Holmes’ herlige og herligt funky score – det vil være synd at gå glip af det.

VideoDer er med vilje ofte blevet skruet gevaldigt op for farvernes styrke, og farverne bløder heldigvis aldrig og er generelt flotte. Men billedet er tit enormt grynet, især under produktionens mørkeste og lyseste scener. Grynene får ikke transferet til at ligne celluloid, men tværtimod snarere overmanipuleret video. Billedet er som regel skarpt, og især totalbillederne af Las Vegas fra luften er forbløffende flotte, men af og til virker billedet sløret. Ofte er billederne tydeligvis også blevet gjort skarpere på kunstig vis, hvilket en ikke helt ubetragtelig mængde edge-enhancement bekræfter. Lysniveauet og farvetemperaturen svinger også unaturligt flere gange, og udtværing hænder endda også en sjælden gang imellem.

AudioFørst og fremmest er det ærgerligt, at man blot har inkluderet et almindeligt Dolby Digital 5.1-lydspor. Der er masser af plads på en BD-skive til adskillige lydspor, og eftersom der ikke er meget ekstramateriale på discen, er det besynderligt, at der ikke medfølger et lydspor i en højere opløsning. Sporets komprimering synes at have gået lidt ud over lyden – de dybeste toner savner ofte punch, og de højeste toner lyder ofte svage. Dialogen er dog tydelig hele vejen igennem, og selvom brugen af baghøjtalerne er forholdsvis beskeden, skabes der tit en fin og troværdig auditiv atmosfære. Der er også et par fine panoreringer, men ligesom transferet burde lydsporet have været bedre.

EkstramaterialeFor en gangs skyld følger der mere ekstramateriale med HD-udgivelsen af en film end dvd-udgivelsen. Blandt udgivelsens eksklusive ekstramateriale finder man et kommentarspor og dokumentaren “Masters of the Heist” (44 min.), som omhandler berømte svindlere fra virkelighedens verden. Det er en meget underholdende dokumentar, men det er dog besynderligt, at den HD-eksklusive sag præsenteres i 480p.

Kommentarsporet er med instruktøren Steven Soderbergh og manuskriptforfatterne Brian Koppelman og David Levien. Soderbergh er en velformuleret herre, som har indtalt adskillige interessante kommentarspor gennem tiden, og dette er endnu et glimrende et af slagsen. Trioen taler igennem hele filmen, og de er ikke blot informative, men ofte også forbandet morsomme.

Resten af ekstramaterialet fulgte også med dvd-udgivelsen. Der medfølger knap fem minutters slettede scener, der alle præsenteres i 1080p, og som alle ganske forståeligt blev sakset. “Vegas: An Opulent Illusion” (23 min.) er en relativt fascinerende dokumentar om Las Vegas. “Jerry Weintraub Walk and Talk” (3 min.) er en desværre alt for kort featurette om designet af det casino, som er filmens centrale kulisse.

Gentagelser fremmer forståelsenAlle gode gange tre. Sådan lyder det berømmede ordsprog i hvert fald, men om det også gælder den tredje i rækken af Steven Soderberghs filmatiseringer over Danny Ocean og hans kompagnoner ud i berigelseskriminalitet er nu nok tvivlsomt. I hvert fald er “Ocean’s Thirteen” langt fra så underholdende og fængende som særligt den første film i serien.

Alle veje fører åbenbart til Las Vegas, og således er rammerne i “Ocean’s Thirteen” nøjagtigt som i “Ocean’s Eleven” henlagt til den glitrende amerikanske spilleby par excellence. Denne gang er det imidlertid andre elementer end de tre kasinoer, der gør sig gældende, da Danny Ocean i skikkelse af storcharmør George Clooney endnu en gang samler sine tro væbnere. I mellemtiden er den aldrende Reuben sygnet hen. Han har overlevet men ikke overvundet et hjerteanfald, som angiveligt skyldes et magtopgør med den kompromisløse og selvfede hotelmilliardær, Willie Bank.

Bank står netop overfor endnu en hotelåbning i Las Vegas, hvor der ikke skal spares på noget. Kanonerne er kørt i stilling, og forberedelserne er med andre ord i fuld gang til en gallaåbning, der atter skal give ham topplaceringer hos anmelderne og den eftertragtede pris – ‘De 5 Diamanter’ – som han allerede har hjemført til alle sine andre hoteller. Med tiden som modstander ser Ocean en unik mulighed i at ramme Bank på pengepungen og egoet på samme tid. Hvad nu hvis man plyndrer hotellets kasino, skræmmer hotelanmelderen væk og får hotellets direktør til at gå bankerot?

Det er i hvert fald slagplanen for Steven Soderberghs tredje udspil om den elegante storforbryder Danny Ocean og hans voksende gruppe af håndlangere. Desværre bliver det et langt stykke af vejen ved snakken, og omdrejningspunktet i “Ocean’s Thirteen” er i lange vendinger oppebåret af kønsløse dialoger som forberedelse til det endelige kup – kuppet over alle kup. Kuppet hvor hovmod står for fald for den kry hoteldirektør. Ambitionerne blive vendt og drejet, planerne tænkt igennem til mindste detalje. Og måske netop derfor bliver kedsomheden og følelsen af at være udefrakommende betragter et nærværende problem.

Bedst er filmens halvfjerdserinspirerede underlægningsmusik og ditto klipning, der giver indtryk af en svunden tid med sit retrospektive audiovisuelle udtryk. Det er dog ikke nok til at holde filmens niveau i hævd, og den opgave hviler derfor tungt på skuespillerne centreret omkring George Clooney og hans nærmeste allierede Brad Pitt og Matt Damon, der ligesom førstnævnte spiller deres respektive roller fortræffeligt som forbryderne Rusty og Linus. De to har som alle mere perifere aktører i forbrydersyndikatet særlige kompetencer, og for Linus betyder det bl.a. en ømfindtlig elskovsscene med Banks højrehånd, den pligtopfyldende Abigail Sponder, der spilles herligt af Ellen Barkin.

“Ocean’s Thirteen” bærer i højere grad end i tidligere tilfælde præg af at være et hyggeprojekt for de medvirkende – et genforeningsmøde skuespillerne imellem, om man vil. Det mærkes også på dramaturgien, der virker noget fedtfattig og uden det store at komme efter. Gentagelser fremmer som bekendt forståelsen, og måske er det i virkeligheden den pointe, instruktør Steven Soderbergh forsøger at male ud. I hvert fald er det påfaldende så meget, hans tre film om Danny Ocean & co. efterhånden ligner hinanden.

“Ocean’s Thirteen” redder dog sit omdømme på en kraftanstrengelse i filmens sidste tyve minutter, hvor underholdningsværdien stiger markant, og hvor alle løse ender sluttes. Hvad der i lang tid ligner regulært tidsspilde giver pludselig mening og underholdningsværdi, ligesom de mange fiffige referencer og interne jokes nu egentligt også gør det undervejs. “Ocean’s Thirteen” har undervejs sine øjeblikke – desværre er der bare blevet markant længere imellem, end det var tilfældet i filmens forgængere. Så er man nybegynder ud i Steven Soderberghs forbryderunivers er dette nok ikke det bedste sted at begynde.

Video”Ocean’s Thirteen” fremstår i et anamorphic widescreen 2.40:1 format og generelt i skarpe halvfjerdserinspirerede toner, som er Steven Soderberghs domæne. Særligt indledningsvis er der talrige eksempler på edge-enhancement og digitale forstyrrelser, om end det bliver bedre undervejs. Filmen er desuden præget af enkelte udtværinger, udsving i farvetemperaturen og tilsvarende i kontrasten, men tager sig ellers jævnt ud. Et acceptabelt transfer, der på ingen måde imponerer.

AudioBedre er lyden, der supplerer filmen i et engelsksproget Dolby Digital 5.1 lydspor. Særligt den halvfjerdserinspirerede musik kommer godt ud i alle afkroge, skaber stemning og er grundlæggende et vigtigt element i “Ocean’s Thirteen”. Replikkerne er generelt tydelige, men kan dog godt have tendens til at være lidt mudrede enkelte steder. Filmen afslører ikke eksempler på hverken overstyringer eller lydlige panoreringer, og atmosfæren virker – trods enkelte detaljerede lydkulisser – en anelse kedelig.

EkstramaterialeUdover de enkeltstående trailere for “Lucky You” og “Kærlighed & krydderier: No Reservations” er denne udgivelse udstyret med featuretten “Vegas: An Opulent Illusion”, som går bagom byen Las Vegas. Med fokus på glitter og glimmer tegnes et billede af fascinationen, tiltrækningen, historien og arkitekturen omkring spillebyen med de mange kasinoer. Som et supplement dertil viser produceren Jerry Weintraub rundt i studierne i “Jerry Weintraub: Walk and Talk”, mens “Additional Scenes” afrunder ekstramaterialet med udvalgte fraklip.

Dengang de danske komikere Jacob Haugaard og Finn Nørbygård skulle lave en fortsættelse til deres muntre kassesucces, “Jydekompagniet”, valgte de at døbe efterfølgeren “Jydekompagniet 3”. Parret mente, at toere altid var værre end ettere, og at den specielle navngivning ville lyse velsignelse over fortsættelsen. Måske overvejede folkene bag “Ocean’s Thirteen” i sin tid en lignende strategi. Seriens foregående kapitel var en monumental skuffelse ovenpå seriens første, enormt underholdende del. At prøve at gøre skaden god igen med en film, hvis titel indbefattede verdens mest berygtede, uheldige tal, kunne let ses som at tage unødige risici. Men “Ocean’s Thirteen” er en af årets sjældenheder: En mere end hæderlig treer.

Danny Ocean (George Clooney) og hans ti udspekulerede kammerater er igen på krigsstien. En af gruppens ældste medlemmer, Reuben (Elliott Gould), er blevet snydt for en gevaldig sum penge af den griske, kyniske hotelejer, Willie Bank (Al Pacino). Bank har netop bygget et gevaldigt og yderst elegant casino i Las Vegas, og Reuben var udset til at være medejer, men blev i stedet truet på livet til at droppe helt ud af projektet. Chokket var så stort for den godtroende Reuben, at han fik et hjerteanfald, som han kun med nød og næppe overlevede. Ocean og co. begynder derfor at planlægge en avanceret gengældelsesaktion, og målet er naturligvis at krænke Banks enorme ego og formindske hans formue.

“Ocean’s Twelve” var en mærkværdig oplevelse – lidt ligesom at møde op til en fest, hvor man ikke kender nogen, og alle allerede er stærkt berusede. I stedet for mere af den fuldstændig afvæbnende og uimodståelige humor, der gennemsyrede “Ocean’s Eleven”, fik vi serveret en lang strøm af prætentiøse og ganske umorsomme sketches, der kulminerede med Julia Roberts’ mærkværdige, metafiktive optræden som sig selv. Filmen besad enkelte festlige øjeblikke, men som både instruktør Steven Soderbergh, det stjernespækkede ensemble og talløse kritikere og seere allerede har pointeret, så havde folkene bag filmen det tydeligvis langt sjovere med at lave den, end vi som publikum havde det med at se den.

Men Soderbergh og kollegaerne foran og bag kameraet har tydeligvis taget ved lære af fortidens uheldige fejltrin. “Ocean’s Thirteen” er næsten fuldt på højde med den underholdende “Ocean’s Eleven”. Igen stortrives man i selskab med de charmerende, karismatiske gutter – humøret er ofte så højt og den gode stemning så smittende, at man vitterligt føler sig som en integreret del af foretagendet. Nogle gange tager man endda sig selv i at trække på smilebåndet og klukke uden at ane præcis hvorfor. Clooney, Pitt og Damon er alle i topform – herlige hver for sig, men ren komisk dynamit i samlet flok. Scenen, hvor Pitt fanger Clooney i at græde, mens han ser Oprah Winfreys show på tv, er helt og aldeles fantastisk.

Men der er vitterligt et ocean af herlige momenter. Filmens manglende selvhøjtidelighed og uforcerede, velskrevne humor er prisværdig – der er efterhånden blevet produceret et utal af film om komplicerede tyverier, men det er “Ocean’s”-seriens raffineret, karakterdrevet humor, som gør den unik. Derudover er det fornøjeligt at prøve at forudse de mange twists. Fokuset er immervæk på personerne, og selvom Willie Bank ligner så mange andre filmiske skurkeroller, så brænder Pacino sig alligevel fast på nethinden som mændenes nådesløse nemesis. Casey Affleck (Bens lillebror) stjæler også en hel del af opmærksomheden som den ene del af et brødrepar, der assisterer Ocean. Store profiler fra de første to film dukker også op.