Superholdet vi kender som Ocean’s Eleven er samlet igen, for endnu engang at kaste sig ud i stort set umulige kup, der kun kan gennemføres af den brogede flok. Bag kameraet har manden med planen Steven Soderbergh selv gjort noget af et kup, ved igen at kunne samle et hold af Hollywoods allerstørste navne, som leverer varen i vanlig underholdende stil.

Crewet nyder livet hver for sig, efter det vellykkede og meget indbringende kup i den første film om Danny Oceans hold. Ocean (George Clooney) er igen flyttet sammen med sin tidligere kone Tess (Julia Roberts), og de har netop fejret deres treårs bryllupsdag – for anden gang. Alt ånder idyl, lige indtil Terry Benedict (Andy Garcia) kommer på uanmeldt besøg. Efter Benedict og hans gorillaer har aflagt hvert medlem af Ocean’s Eleven en visit, får banden muligheden for at betale Benedicts penge tilbage, med renter naturligvis. Eftersøgt i USA må holdet drage til Europa, for at “tjene” penge nok til at tilbagebetale den gemene Benedict.

Banen er kridtet op. Ocean’s Eleven mod Europas sikkerhedssystemer og politi. Det ligner måske en ulige kamp, men holdkaptajnen Ocean og hans mestertyve får kamp til stregen af Europol-agenten Isabel Lahiri (Catherine Zeta-Jones). Lahiri er historisk ekspert i tyve og kender alle større forbrydere, nogle bedre end andre. Rusty Ryan (Brad Pitt) og Lahiri har nemlig haft et forhold, så Lahiri har også et personligt udestående, og det er ikke til fordel for De Elleve.

Catherine Zeta-Jones er det nye store navn som er blevet tilføjet den allerede imponerende rolleliste, og hun har aldrig været bedre end her. Hun leverer filmens bedste præstation, dog skarpt forfulgt af Andy Garcia, som er isnende modbydelig. Brad Pitt skal dog også have del i æren, for samspillet mellem ham og Zeta-Jones er en af filmens positive overraskelser. Kemien kører på sit højeste, og undertonerne er ikke til at tage fejl af. Jennifer Aniston kan trøste sig med, at det her kun er skuespil, men man kommer helt i tvivl. Dialogen i “Ocean’s Twelve” rummer mere humor end sin forgænger, og det er helt klart i samspillet mellem filmens mange stjerner, at “Ocean’s Twelve” skiller sig positivt ud.

Der er fart over handlingen, og de velskrevne dialoger bliver i den første times tid leveret på fornem manér. Herefter kommer der fem til ti minutter, som fuldstændig river én ud af fortællingen. Spændingen er i vejret, men den punkteres af ingen ringere end Bruce Willis. Willis spiller sig selv, og det fungerer slet ikke. Sekvensen er hverken sjov eller spændende, men bare malplaceret og dybt irriterende. Uden at røbe for meget kan jeg sige, at det faktisk bliver værre, for Willis kan ikke slå så stort et hul i en film alene. Dertil skal han bruge hjælp fra gruppens nye tolvte mand, som forbliver anonym i denne anmeldelse. Dette mærkværdige indslag minder om Soderberghs metabevidste film “Full Frontal”, der dog ikke er særlig mindeværdig. Herefter begiver “Ocean’s Twelve” sig tilbage til det fiktive univers. Det tager lidt tid, før man som tilskuer kan ryste oplevelsen med de “rigtige” skuespillere af sig, der spiller sig selv overfor skuespillere, som spiller fiktive personer.