Store budskaber i knap så stor film

Hvis der er én ting, der mere end noget andet bliver tydeligt, når man har kigget længe på alverdens filmværker, så er det, at selv de mindste historier kan blive fabelagtige film, hvis blot de er håndteret rigtigt, og omvendt kan selv de bedste historier tabes på gulvet.

Et tilfælde på dette finder man til dels i “Ørkenblomst”, der ellers bestemt har alle de rigtige ingredienser samt et vægtigt og sympatisk budskab, men som alligevel ikke rigtig formår at få det hele til at hænge sammen.

Filmen er baseret på Waris Diries selvbiografi “Ørkenblomst” og følger hendes liv fra dets tragiske begyndelse i det mørke Afrika og gennem de mange prøvelser, hun må udstå inden rejsen til London, hvor hun mirakuløst bliver opdaget som model og kommer til ære og værdighed. Så på sin vis er filmen en Askepot-fortælling om kvinden, der må gå så meget ondt igennem, før det hele endelig kan få en lykkelig slutning. Det er med andre ord en historie så kulørt som et romanblad kunne finde på – blot her med den fordel, at det ret faktisk er en sand historie og ikke blot fantasier opdigtet til lejligheden.

Der er imidlertid også en mørkere del af fortællingen, der omhandler den barbariske skik med kvindelig omskæring – eller for at bruge et mere passende udtryk – den systematiske lemlæstelse af kønsorganerne, som stadig foregår i vidt omfang. Den del af historien er der selvsagt mest pondus i, men det lader til, at man fra filmskabernes side har været meget usikre på, hvilken af fortællingerne man ville fokusere på, og resultatet er blevet noget underligt rod.

I hovedhandlingen følger vi Waris som voksen, der går rådvildt rundt i Londons gader, men som møder omsorg i form af den livsglade Marilyn. Hun spilles af dejlige Sally Hawkins, der dog blot lader til at have gentaget sin rolle fra “Happy Go Lucky” her og derfor føles mere som et påklistret element. Pigernes fælles front – komplet med klassiske udklædningsmontager af den slags, man allerede har set tusindvis af – bliver et lige lovlig nuttet element i en historie, der via flashbacks konstant går tilbage til den golde opvækst i Afrika, hvis højspændte dramatik går dårligt i spænd med nutidens fjollede tone. I betragtning af emnernes tyngde forstår man godt, at instruktøren har villet glatte ud med lidt humor, men man kan følelsesmæssigt ikke følge med i skiftet fra en scene, hvor småpiger mishandles i ørkenen, til en, hvor vi skal grine af, hvor sjovt Sally Hawkins danser.