Den amerikanske udgave af Ricky Gervais og Stephen Merchants engelske komedieserie, “The Office”, ville og måtte ikke overleve sin første sæson – det var forståeligt nok mange fans’ indstilling, før den amerikanske tv-serie dukkede op sidste forår. Ikke fordi tv-kanalen NBC på forhånd kun havde bestilt én enkelt sæson, men fordi hele ideen med at lave en amerikansk udgave af en så eminent og udpræget britisk serie som “The Office” lugtede langt væk af kommerciel dovenskab. Men den amerikanske serie er i øjeblikket halvvejs igennem sin 3. sæson. Den har tilegnet sig et yderst loyalt publikum på adskillige millioner seere, og den er blevet overdænget med kritikerhæder og priser. Hvordan katten kunne det gå til?

Gervais og Merchant skrev pilotafsnittet til den amerikanske udgave af serien, hvorefter de overlod roret til en hel ny gruppe manuskriptforfattere, mens de selv fokuserede på deres engelske komedieserie, “Extras”. De to angelsaksere fortjener ros for ikke bare at vælge den lette udvej og lave en mere eller mindre direkte kopi af deres populære gennembrud. I stedet valgte de at kombinere flere af den oprindelige series bedste elementer med en masse nye ideer, tiltag, karakterer etc. Seriens yderst talentfulde forfattere, producenter og prisbelønnede skuespillere har med stor succes bygget videre på det oprindelige fundament.

Vi er igen på et kontor, hvor vores spøjse persongalleri befinder sig og flittigt ringer rundt til diverse institutioner og individer og forhandler salg af papir. Det er omtrent lige så kedeligt, som det lyder, så derfor er det op til medarbejderne selv at finde lejlighed til at more sig, hvilket deres chef, Michael Scott, ofte gør for dem – ufrivilligt. Et fiktivt kamerahold følger begivenhedernes gang, hvilket giver serien et unikt dokumentarisk præg, som mange serier har forsøgt at udnytte siden “The Office” begyndte på BBC i 2001. Miljøet føles ægte, og det giver komedien en form for attraktiv troværdighed, der lægger ekstra pres på lattermusklerne.

Ligesom kontorchefen i den engelske serie (der blev spillet af Gervais) er Michael Scott, som spilles af en ubeskriveligt fremragende Steve Carell, fuldstændig blottet for realitets- og situationsfornemmelse, hvilket resulter i et uoverskueligt antal ofte hysterisk morsomme situationer. Men Carell er ikke seriens eneste force foran kameraet – der er flere bemærkelsesværdige personligheder og skuespillerpræstationer, end der nogensinde vil være plads til at opsummere i en enkelt anmeldelse.

Ligesom et spædbarn skal “The Office” først lære at kravle og gå, før den kan løbe. I starten synes serien at lide af en smule afventende præstationsangst, og man skal lige vænne sig til det nye miljø, især hvis man har set den engelske serie. Forholdet mellem kontorets yndige sekretær, Pam (Dawn i den oprindelige serie), og den charmerende telefonsælger, Jim, var – efter Gervais’ eget udsagn – den gamle series absolut vigtigste element, hjerte og sjæl, og i første omgang føles det forkert, at skulle trækkes igennem det sideplot igen. Men det bliver heldigvis klart, at man heller ikke her ønsker at gentage sig selv. Ligesom den engelske serie bliver man overrasket over de mange rørende øjeblikke, der optræder iblandt al satiren, og som gør hele affæren ekstra plausibel.

“The Office” er altså langtfra den skændsel mod menneskeheden, som mange havde ventet. Den er frisk, original og ofte uhyre morsom ligesom sin forgænger, og de nyeste afsnit af den amerikanske serie er endda mindst lige så gode som de britiske.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Alle sæsonens seks afsnit, plus næsten en hel times ekstra scener, er blevet presset ned på udgivelsens ene disc, så man skal ikke forvente, at serien ser helt fantastisk ud. Her er en smule billedlig blødhed og minimal udtværing, men gudskelov ingen komprimeringsfejl. Farverne er en smule matte, men det er et bevidst stilistisk valg fra producernes side, og farverne stemmer overens med præsentationen af serien på tv. Edge-enhancement og digital støj er aldrig til stede i forstyrrende mængder.

AudioKontoret, der er hele seriens omdrejningspunkt, er en meget mat kulisse. Derfor er der ikke meget at sige til, at discens Dolby Digital 2.0 lydspor ikke ligefrem sætter anlægget på den hårdeste prøve. Lyden er klar og sporene har en ganske nydelig bund. Der er dog en særpræget problematik med lyden på enkelte afsnit, som seriens fans sikkert vil bide mærke i: Som det altid er med NTSC-materiale (den amerikanske videostandard), der skal konverteres til PAL-materiale (den europæiske videostandard), bliver hastigheden af materialet hævet og spilletiden dermed mindsket, eftersom PAL byder på en billedhastighed, der er ét billede pr. sekund hurtigere end NTSC.

Eftersom lydhastigheden naturligvis også øges, bliver tonelejet ofte også hævet, med mindre man gør en indsats for at ændre på pitch-niveauet. Som regel er forskellen minimal og utydelig, men her er den soleklar, hvorfor man mistænker en fejl i pitch- eller konverteringsprocessen. Hovedtemaet virker som et forhastet remix af den hyggelige originalmelodi, og personerne lyder som om, de har haft en heliumballon til at gå på omgang.

EkstramaterialeDer er slettede scener fra samtlige seks afsnit. Alt i alt har disse scener en spilletid på mere end 55 minutter, hvilket næsten er lig med længden af tre komplette afsnit. Her er masser af fine, morsomme øjeblikke, og der er også enkelte scener, der falder lidt til jorden. Men fans burde ikke have problemer med at komme helskindet igennem alle sammen på ingen tid. Derudover bør det nævnes, at alle skuespillernes stemmer lyder fuldstændig som de skal her i disse ekstra scener.