Der er dømt ‘offside’ i mere end én forstand i filmen af samme navn, hvor en gruppe fodboldglade iranske piger bliver holdt bort fra en landskamp. Filmen, der delte Sølvbjørnen med den danske “En soap” til Berlin Filmfestivalen, er en skarp men ganske neddæmpet satire af iranske Jafar Panahi, der tidligere har stået bag den også prisbelønnede “Cirklen”. Den film blev forbudt i Iran, men hvorvidt “Offside” bliver tilladt er endnu uvist, men nok ikke særligt sandsynligt.

I Iran går man op i fodbold med liv og sjæl, ikke mindst fordi der ikke er så frygteligt meget andet at gå op i. I et undertrykt land, som styres håndfast af en lille gruppe, er det et af de få frirum, der eksisterer. Som en gammel mand i en bus på vej til landskampen siger: ”På stadionet kan man bande og skælde ud på alle og enhver; sige lige hvad man vil, og ingen standser dig”. Kvinder i Iran har imidlertid ikke adgang til fodboldarenaer, men det forhindrer dog ikke de frihedshungrende kvinder i at forsøge at snige sig ind forklædt som mænd.

En sådan gruppe unge piger bliver opdaget under forsøget af nogle værnepligtige soldater. De føres om bag stadionet, og må nu nøjes med at høre tilråbene fra tilskuerrækkerne, mens de venter på at blive overdraget til politiet. For soldaterne, der også alle ønsker sig et andet sted hen, bliver det en sur pligt at opretholde restriktioner de i virkeligheden ikke selv tror på. Konsekvenserne for lydighedsnægtelse er ikke desto mindre særdeles alvorlig, så soldaterne har intet andet valg.

“Offside”, hvis handling har rod i virkelige begivenheder, er fortalt i et realistisk roligt tonefald og ligner en dokumentarfilm til forveksling. Ingen af skuespillerne er professionelle og optagelserne er foretaget på de rigtige lokationer. Snarere end en konventionel tre-akts fortælling udspiller handlingen sig langsomt i en serie episoder, der indirekte, og ofte stærkt humoristisk, udleverer det groteske i situationen. Som sådan byder handlingen ikke på de store overraskelser eller dramatiske udviklinger, men til gengæld på en effektiv brug af ironi og satirisk lune. Her er mange komiske perler, bl.a. en forrygende scene hvor en af soldaterne må lave en maske til en pige, der skal på toilettet, så hun ikke læser de uartige ord der er skrevet på væggen.

I løbet af historien præsenteres vi for adskillige rammende optrin, og selvom der er mange sjove øjeblikke, så er filmen stadig fyldt at spiddende observationer. I en sekvens dukker en af pigernes far op og overfuser hende verbalt og fysisk, hvorefter hun resignerer og skjuler sig i en muslimsk dragt. Symbolikken er vist ikke til at overse. En af soldaterne udtrykker sin undren over, hvorfor pigerne dog vil udsætte sig for alt dette blot for fodboldens skyld, men selvom ingen siger det, er forsøget på at komme ind naturligvis også en stræben efter ligeværd.