Også Werner Herzog er begyndt i det småOgså den tyske mesterinstruktør Werner Herzog er tilsyneladende begyndt i det små – i hvert fald hvad angår filmkunst. Blandt filmmagerens allertidligste værker er således den minimalistiske, men i samtiden ikke desto mindre voldsomt kontroversielle “Også dværge er begyndt i det små” fra 1970, som vækker minder om Tod Brownings mesterlige “Freaks”. For et samtidigt publikum vakte filmen et ramaskrig med anklager om racisme og nazistiske ideologier, blandt andet.

Sammenlignes kan de to film for brugen af et spraglet persongalleri bestående af skæve og sære eksistenser, i tilfældet “Også dværge er begyndt i det små” endda udelukkende dværge i enhver tænkelig afskygning. Den afsidesliggende institution i et ikke nærmere defineret vulkanområde, hvor den forholdsvis dramatiske og mareridtsagtige handling udspiller sig, agerer således hjemmebane for en revolte ført an af en større gruppe dværge, der ser forstanderens fravær som en åbenlys invitation til at gøre oprør mod de underkuende forhold. Infantile eller fladpandede narrestreger, som skriger på opmærksomhed, udføres med største iver og vellyst, men trods den store udlængsel fra de fængslende rammer og den pludseligt opståede mulighed bliver det aldrig aktuelt ligefrem at flygte fra omgivelserne.

Den nyvundne frihed giver selvfølgelig muligheder, det skal ikke glemmes, men alligevel har dværgene – trods destruktion og ødelæggelse i overlegen stil – et forhold til det sted, som de systematisk vandaliserer og nedbryder udefra. Universet er bizart og ligner mest af alt et af instruktørens allerhidsigste mareridt. Ikke desto mindre står budskabet klart. Der er visse farer ved at tillade den frie åndstanke og ditto vilje, hvis ikke en mulig opstand holdes i et håndfast greb. Den tanke er naturligvis – fra Herzogs side – serveret med et ironisk glimt i øjet. Ellers kunne budskabet nemlig hurtigt fejlfortolkes og i fortvivlende grad minde om et tilsvarende, landsmanden Adolf Hitler serverede for verdenssamfundet godt et kvart århundrede tidligere.

Derfor er “Også dværge er begyndt i det små” både underholdende og alarmerende, komisk og tragisk. Det er ikke voldsomt overraskende, at filmen hører til den tyske nybølge, som opstod på et noget senere tidspunkt end i arnestedet Frankrig, men rummede nogle af de samme ingredienser. En vis samhørighed med den antiautoritære “Ung flugt” af den afdøde franske filmconnaisseur Francois Truffaut fornemmes også. Her er det imidlertid Herzog, der imponerer og med en række beske og væsentlige budskaber skaber et hylemorsomt og gravalvorligt skæbnebetonet univers, hvor intet ligner virkelighedens triste trummerum.

Mens dværgene fortsat hærger løs, og en mulig romance forpasses af prygelknaben Hombré, har moralens vogter i en af de mindre modige dværge forskanset sig på forstanderens kontor, hvor slagets gang observeres fra sidelinjen. Filmen er trods tiltagende muligheder på daværende tidspunkt filmet i nuancefulde sort og hvid, som er med til at understrege det dramatiske mikrokosmos, der udspilles for åbent tæppe. Handlingen er egentligt ikke voldsomt stringent eller slagkraftig, men oppebæres af finurlige, ja nærmest surrealistiske delhandlinger, når der for eksempel tyrefægtes med en løbsk bil uden chauffør – farven formodes at være rød – og et par blinde dværge, som holder sig på afstand af den resterende gruppe, mobbes i udpræget grad.

Filmen er et bragende velkonstrueret opgør med alt, der tilnærmelsesvis minder om autoriteter. Sådan da. I virkeligheden hæfter den sig ved sideeffekten af for megen løssluppenhed i fællesskabet. Det er et studie i menneskelige urinstinkter og primale tendenser, når gruppens bredde domineres af få anførere, og resten af flokken blot følger strømmen, selv om det er tilladt at tænke og vælge selv. Hvor er det nu, det er set før?

“Også dværge er begyndt i det små” viser en særdeles afklædt og sårbar Werner Herzog, der er ude i karrierens absolutte forår og blot ved at finde frem til en stil, han kan kalde sin egen. Filmen er da også flere gange siden blevet overtrumfet af instruktøren selv. Selv om fuldtræffere som “Gåden om Kasper Hauser” har evnet netop dette, er der ikke den mindste tvivl om, at nærværende film er et undervurderet kapitel i filmhistorien. Umiddelbart tager den sig fjantet og ufokuseret ud, men ved nærmere eftersyn – og ikke mindst i et retrospektivt vy – er her at gøre med et vigtigt og dybfølt bidrag til den tyske nabos ujævne filmæra.

VideoFilmet i sort og hvid er “Også dværge er begyndt i det små” på billedsiden hæderlig, men langt fra imponerende. Edge-enhancement er bestemt ikke en mangelvare, ligesom uskarpheder og grums hyppigt forekommer. Til gengæld er der ikke eksempler på udtværinger og digitale forstyrrelser, ligesom kontrasten – trods et par eklatante udsving – også er nogenlunde stabil.

AudioFilmen præsenteres auditivt i et tysksproget Dolby Digital 1.0-lydspor, som primært vækker opsigt for underlægningsmusikken, efter instruktørens eget udsagn indsunget af en tolvårig pige på feriestedet Lanzerote, der også agerer kulisser for optagelserne. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens enkelte mudrede passager dog ikke fornægter sig. Herudover kunne atmosfæren godt have været mere detaljerig.

EkstramaterialeEneste form for ekstramateriale er et kommentarspor, som ligesom på andre nylige udgivelser af Werner Herzogs film fra Criterion Film er en samtale mellem instruktøren Werner Herzog og filmhistorikeren Norman Hill. Typiske emner som karakterer, optagelser og samarbejde er oppe at vende, men mere interessant er imidlertid instruktørens holdning til filmens kontroversielle ry i samtiden, hans egen autodidakte baggrund og det mareridt, som førte til “Også dværge er begyndt i det små”.