En filmføljeton tager form

Flere af tidens bedste tv-serier kom først op i højeste gear efter et par sæsoner, og flere af filmhistoriens største føljetoner fik først ordentligt fodfæste efter en enkelt film eller to. James Bond-sagaens anden del, “From Russia With Love”, overgik “Dr. No” på alle leder og kanter og blev et forbillede for alle efterfølgerne. Den anden “Star Trek”-film havde en kæmpe indflydelse på franchisens evolution, og den var en monumental forbedring ovenpå den søvndyssende etter. Og, jo, “The Bourne Identity” var en fornem thriller, men de to overlegne fortsættelser kickstartede en regulær revolution inden for genren. Ligeledes skulle de to første film altså overstås, før “Olsen-banden”-serien for alvor kom op i omdrejninger.

Den første “Olsen-banden” var hæderlig, men langtfra fantastisk, mens toeren, “Olsen-banden på spanden”, var et middelmådigt miskmask af usammenhængende ideer. Men med seriens tredje film, “Olsen-banden i Jylland”, fik føljetonen endelig udraderet sine børnesygdomme – såsom Egons overdrevne arrogance, den lidt malplacerede erotik og den indimellem vaklende balancegang mellem det humoristiske og det seriøse. “Olsen-banden i Jylland” raffinerede skabelonen, som de forrige film havde skabt og udbygget, og seriens resterende 11 film følger praktisk talt den samme opskrift – formentlig fordi den viste sig at være så succesfuld.

Undervejs introduceres vi for første gang for flere af “Olsen-banden”-seriens mest kendte varemærker. Eksempelvis træffer vi for første gang et Franz Jäger-pengeskab (navnet lyder så godt, at man aldrig spekulerer over, at selskabet ikke eksisterer i virkeligheden), og Egon har sit første alvorlige vredesudbrud over for Benny og Kjeld, hvor han klandrer dem for at være nogle ”lusede amatører, hundehoveder og hængerøve!” – den danske filmhistories formentlig sjoveste møgfald.

Men dét, som virkelig gør “Olsen-banden i Jylland” bedre end sine forgængere, er, at seriens langfingrede trio her forbliver i centrum. Hvor Egon, Benny og Kjeld ofte blev overskygget i “Olsen-banden på spanden”, er der til gengæld masser af scener i “Olsen-banden i Jylland”, som stiller skarpt på kammeraternes særlige venskab og afslører nye facetter af deres personligheder – såsom i en af seriens meget få scener, hvor den ellers så reserverede og gnavne Egon nærmest tårevædet indrømmer, hvor meget Kjeld og Benny egentlig betyder for ham.

Derudover byder filmens menu på de sædvanlige retter: Skæppeskøn slapstick, højtravende mundhuggeri mellem bandens medlemmer og en masse fejlslagne tyveriforsøg. Vi ved, at det hele (som sædvanligt) ender galt, men alligevel sidder man og bider neglene ned til roden og beder til, at det hele endelig skal lykkes for Olsen-banden, som denne gang spejder efter en gemt skat i en forfalden, tysk bunker. Til gengæld foregår “Olsen-banden i Jylland” i et lidt andet miljø end de andre film – nemlig (selvfølgelig) Danmarks vestlige halvø, som portrætteres som en bar ødemark spækket med skeletter og blottet for mennesker. Nogle jyder vil måske brokke sig over den manglende realisme, mens alle vi andre kan grine over det vittige vrængbillede og de mange jyske stereotyper.

Preben Kaas, som var fantastisk som Bennys bror i “Olsen-banden på spanden”, leverer endnu en gakket, overgearet og hysterisk morsom præstation – denne gang i rollen som en stum, jysk automekaniker (endnu et perleeksempel på seriens manglende kontinuitet). Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard er alle i topform – især Bundgaard brillerer i en sekvens, hvor Kjeld har fået sig en gevaldig hjernerystelse og agerer excentrisk, bitter rigmand, så snart han vågner. Helle Virkner er også en fornøjelse som en vaskeægte femme fatale, som vikles ind i Olsen-bandens røveri. Men efter historiens midtpunkt daler tempoet, og Virkner og flere ubetydelige bifigurer – deriblandt en masse soldater og en skydegal slyngel – får en lige lovlig stor bid af spilletidskagen. Men der er altså stadigvæk tale om en yderst appetitlig kage.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.66:1. “Olsen-banden”-filmene har aldrig set så godt ud på tv eller dvd, som de gør på Blu-ray. I de fleste scener er mængden af snavs og grums lig nul. Edge-enhancement forekommer aldrig, og kontrasten er solid. Farverne er rene, stabile og fuldkommen naturtro, og så er detaljerigdommen ofte forbløffende – alt fra Ove Sprogøes små, grå hår til striberne på Kjelds hat fremstår ekstremt tydelige. Men transferet er blevet så dårligt komprimeret, at udtværing ofte forekommer og tit i et irriterende omfang – især i nattescenerne, hvor gryn transformeres til plamager af digital støj. Netop “Olsen-banden i Jylland” har mange underbelyste scener, især i dunkle bunkere, hvorfor udtværingen er endnu tydeligere i netop denne “Olsen-banden”-film.

Audio

Filmens oprindelige monolydspor gengives via et DTS-HD Master Audio 2.0-mix. Lydsporet er ikke ligefrem noget særligt – eftersom det er i mono, er der selvsagt ingen panoreringer, og baghøjtalerne er fuldstændig tavse. Men både høje og dybe toner gengives forbavsende godt, og hverken støj eller overstyring forekommer nogensinde. Det er svært at forestille sig, at de gamle “Olsen-banden”-film kan lyde frygtelig meget bedre i hjemmebiografen.

Ekstramateriale

Ligesom BD-udgivelserne af de andre “Olsen-banden”-film indeholder denne disk intet ekstramateriale. Det er formentlig sidste gang, at filmene bliver udgivet på hjemmevideo, så det er en skam, at man ikke har brugt lidt penge på nye, dybdeborende dokumentarer eller kommentarspor med nogle af filmholdets nulevende medlemmer. Menuen har ikke engang en kapitelsektion, og ligesom BD-udgivelserne af seriens andre dele præsenterer denne Blu-ray en teaser til den nye “Olsen-banden”-animationsfilm, så snart man smækker disken i afspilleren, og man kan desværre ikke springe den over.