Olsen. Egon Olsen.

Der har altid været en snert af James Bond over Olsen-banden. Det vrimler ikke ligefrem med skuddueller, laservåben eller usynlige biler i “Olsen-banden”-filmene, men begge føljetoner har hostet op med klassiske kendingsmelodier og et væld af film, og så har filmene en næsten ens narrativ struktur. Den gængse Olsen-banden/James Bond-film begynder med en lille, selvstændig intro, før titelsekvensen toner frem, hvorefter plottets centrale mission skal gennemføres ved brug af alskens dingenoter – om det så er eksplosive kuglepenne fra Q’s lager eller en meter sejlgarn og en pølsevogn. Og skillelinjen mellem de to franchises har aldrig været smallere end i “Olsen-banden på spanden”.

“Olsen-banden”-sagaens andet kapitel har masser af skydegale banditter, adskillige eksplosioner og grumme, Bond-agtige slyngler med skumle planer, og i en tydelig reference til “Goldfinger” dukker en armeret håndlanger op af vandet iført dykkeroutfit. Vi bliver endda præsenteret for en vaskeægte biljagt undervejs, og læg også mærke til, hvordan Bent Fabricus-Bjerre hylder kollegaen John Barry med sin musik, hver gang vi ser skurkene.

Det lyder ganske festligt, men faktisk er “Olsen-banden på spanden” en af føljetonens svageste dele. For de mange parallelle handlingsforløb og al snakken om gangstere og internationale sammensværgelser får desværre Olsen-banden selv til at fremstå som lidt af en eftertanke midt i al virvaret. I lange passager spæner trioen bare fortumlet rundt – lige så forvirret som os tilskuere, der forgæves forsøger at finde hoved og hale i den rodede historie.

Starten er ellers lovende. Da Egon kommer ud af spjældet efter et mislykket tyveri i filmens første akt, venter hans gode venner, Benny og Kjeld, som sædvanligt på ham med små, flagrende flag og brede smil. Men Egon vælger lige pludselig at dreje af på sin lille vandretur, hvor han støder på psykologen Bodil Hansen (Ghita Nørby). Egon er tydeligvis forgabt og forelsket i den unge, kløgtige kvinde, som han tager med hen til sine kammerater, hvor han erklærer, at han er blevet rehabiliteret af frøken Hansen. Nu skal han åbenbart være en fuldstændig retskaffen borger. Men de to andre mænd har svært ved at affinde sig med Egons nye livssyn, så d’herrer går hver til sit.

Det er interessant at se Olsen-banden blive splittet ad og at se, hvordan de tre gutter klarer sig på egen hånd. Egon er i øvrigt mere sympatisk end i føljetonens første kapitel. Man har nedtonet hans selvfede attitude og arrogance, og han er i stedet nøjagtig lige så kynisk, sur og allerhelvedes charmerende som han er i resten af serien, mens Benny og Kjeld er lige så hyggelige og elskværdige som altid. Og det er sjovt at se Egon prøve at være lovlydig, men med små spjæt og pludselige ansigtstrækninger antyder Ove Sprogøe, at den gnavne mestertyv aldrig vil kunne fortrænge sin lyst til at stjæle – og tak Gud for det, for ellers havde vi jo aldrig fået flere fortsættelser.

I en anden af filmens tidlige scener får Egon arbejde på en legetøjsfabrik, som danner rammen om filmens sjoveste sekvens – en genial cadeau til Jacques Tatis’ farcer, hvor vi bombarderes med sjove og spøjse lyde af plastikbolde og maskiner. Men derefter går det stejlt ned ad bakke. Nørby er sød og henrivende, og en veloplagt Preben Kaas, Nikolajs far, er ligeledes en fornøjelse i rollen som Bennys neurotiske og bombeglade bror. Men de to figurer bliver lidt mast i det enorme persongalleri, og grundet de alt for mange sidehistorier – Egons identitetskrise, Bennys soloprojekt, Kjelds finansielle problemer, romancen mellem Egon og Bodil, de amerikanske gangsteres indtog i København osv. – finder filmen aldrig fast fodfæste. Hvis vi skal holde fast i James Bond-analogien, så er “Olsen-banden på spanden” seriens “A View to a Kill” – god, men ikke god nok.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.66:1. Transferet er på én gang en åbenbaring og en kæmpe skuffelse. Lad os først få noget på det rene: “Olsen-banden”-filmene har aldrig set så godt ud på tv eller dvd. I de fleste scener er mængden af snavs og grums lig nul. Edge-enhancement forekommer aldrig, og kontrasten er solid. Farverne er rene, stabile og fuldkommen naturtro, og så er detaljerigdommen ofte forbløffende – alt fra Ove Sprogøes små, grå hår til striberne på Kjelds hat fremstår ekstremt tydelige. Men transferet er blevet så dårligt komprimeret, at udtværing ofte forekommer og tit i et irriterende omfang – især i nattescenerne, hvor gryn transformeres til plamager af digital støj. Hvis man havde brugt mere tid på komprimeringen, ville transferet nok have scoret topkarakter. Øv.

Audio

Filmens oprindelige monolydspor gengives via et DTS-HD Master Audio 2.0-mix. Lydsporet er ikke ligefrem noget særligt – eftersom det er i mono, er der selvsagt ingen panoreringer, og baghøjtalerne er fuldstændig tavse. Men både høje og dybe toner gengives forbavsende godt, og hverken støj eller overstyring forekommer nogensinde. Det er svært at forestille sig, at de gamle “Olsen-banden”-film kan lyde frygtelig meget bedre i hjemmebiografen. Det er i øvrigt besynderligt, at når folk taler et fremmedsprog, så skal man aktivere de danske undertekster for døve og hørehæmmede for at få replikkerne oversat.

Ekstramateriale

Ligesom BD-udgivelserne af de andre “Olsen-banden”-film indeholder denne disk intet ekstramateriale. Det er formentlig sidste gang, at filmene bliver udgivet på hjemmevideo, så det er en skam, at man ikke har brugt lidt penge på nye, dybdeborende dokumentarer eller kommentarspor med nogle af filmholdets nulevende medlemmer. Menuen har ikke engang en kapitelsektion, og ligesom BD-udgivelserne af seriens andre dele præsenterer denne Blu-ray en teaser til den nye “Olsen-banden”-animationsfilm, så snart man smækker disken i afspilleren, og man kan desværre ikke springe den over.