Hest og mænd imellem

Island er et land på kanten af civilisationen. Hvad der på denne afsides ø betragtes som provins eller udkant må derfor være ekstremt. Det er det i “Om heste og mænd”. Chokerende ekstremt, forundrende ekstremt og latteranfaldstruende ekstremt. Danske film som “Fri os fra det onde”, “Mørke” og “Frygtelig lykkelig” har skildret provinsen som et dystert og voldeligt sted. Billedet vi her får af Island, er ikke mindre voldeligt og om muligt endnu mere grotesk, men tonen er skiftet fra det dystre til det grinagtige.

Vi befinder os i et tyndt-befolket område, hvor alle kender alle, og alle holder øje med hinanden. Enken Solveig er forelsket i egnens alfahan, Kolbeinn, der dog lader til at være mere optaget af sin smukke, hvide hoppe, som han rider rundt på i landskabet og viser frem til naboerne. Da det endelig lykkes Solveig at arrangere en middag, ser det ud til, at det vil gå godt, men så slipper Solveigs brunstige hingst ud af sin indhegning med katastrofale følger for Kolbeinns hoppe og i særdeleshed Kolbeinns ego.

Der er oplagt stof til indtil flere, lange universitetsopgaver, der blotlægger det psykoseksuelle drama bag filmens små, finurlige historier, som får meget sjov ud af forholdet mellem heste og mænd – samt hvordan de spejler eller afspejler hinanden. Mest af alt er det dog grotesk underholdende. Filmen dvæler ikke for længe ved de enkelte personer, men hopper veloplagt videre fra den ene groteske, gruopvækkende, vanvittige og hysterisk morsomme historie efter den anden. Centralt for alle historierne er forholdet mellem mænd og deres heste (eller omvendt). Som instruktøren tørt påpeger i et interview, så er vi her så langt mod nord, at kvinderne også er mænd.

Filmen er mest af alt bygget op over en række småfortællinger, der tilsammen giver et tåkrummende præcist billede af dette udkantssamfund. Hvis filmen havde varet længere end sine 81 minutter, ville den sandsynligvis være blevet for fragmenteret til at fungere som andet end en håndfuld løst forbundne sketches. Heldigvis er den stramt komponeret, og jeg sad tilbage med følelsen af at have oplevet et rørende øjebliksbillede af et isoleret samfund. Det er imponerende, at en film med så grotesk humor trods alt formår at levere et følelsesmæssigt punch.

Komedien er dog det primære, og her skuffer filmen ikke. Jeg kan ikke huske, at jeg har grinet mere af nogen film i år. Den film, den minder mig mest om, er “Lad den rette komme ind”-instruktøren Tomas Alfredsons “Fire nuancer af brunt”. Begge film har samme overdrevne, kulsorte humor. Men “Om heste og mænd” føles meget mere helstøbt med humoren som en naturlig del af filmens miljøskildring, der aldrig kommer til at virke vrængende.