Forestil dig at du var taget på en afslappende ferie væk fra hverdagens stress og problemer. Dig og din ægtefælle vælger at tage på en dykkerudflugt. I får en time under vandet, inden I skal tilbage til overfladen, hvor dykkerbåden venter. Da tiden er gået, og I når op til overfladen, er båden imidlertid væk. Nå ja, ingen grund til panik, forsikrer I hinanden om, den kommer vel tilbage – men det gør den ikke. En lille fejltagelse fra dykkerholdets side, og I er efterladt i farefuldt vand og flere kilometer fra land. Timerne går og hajerne kommer…

At ovenstående situation kan ske for alle og enhver er grundidéen i “Open Water”, der understøttes af at være baseret på en virkelig hændelse. Ud fra filmens reklamemateriale kan man godt forledes til at tro, at “Open Water” er en hårdtpumpet gyserfilm, med det ene gys efter det andet. Det er den ikke, men derimod en afdæmpet og anti-Hollywoodsk affære, hvor gyset virker effektivt fordi det kommer snigende samtidigt med, at uroen og fortvivlelsen stiger hos hovedpersonerne. Det effektive gys leveres først og fremmest af hajerne, som både er nysgerrige, skræmmende og oplevelsen værd. Trods alt ståhajet er filmen ikke direkte i familie med “Dødens Gab”. Spielbergs herlige film fremstår som en nærmest svulstig forestilling i forhold til denne lille 130.000 dollar film.

Fastholder vi for et kort øjeblik sammenligning med “Dødens Gab”, som i særdeleshed fungerede pga. filmens sammensatte persongalleri, er de to hovedpersoner i “Open Water” (spillet af de ukendte Blanchard Ryan og Daniel Travis) ikke særlig interessante – og det er filmens største problem. Vist får vi et indtryk af, at de tumler med en række personlige problemer, som stiger mod overfladen i takt med, at filmen skrider frem, men de to skuespillere leverer ikke noget medlevende skuespil. I hvert fald ikke før de får besøg af hajerne – hvilket højst sandsynligt skyldes, at hajerne hverken er computerskabte eller lavet af glasfiber, men ægte og sprællevende rovdyr. Jeg er ikke tilhænger af den idiotiske konvention, der foreskriver at man skal kunne identificere sig med karakterer og føle omsorg for dem, men her får man knap nok mulighed for at lære filmens personer at kende – og det trækker ned.

Selvom skuespillets svingende karakter modarbejder filmen, så fungerer den på et andet plan. Filmens frigjorte DV-fotografering og klippestil, er nemlig “amatøragtigt” nok til, at give en fornemmelse af hjemmevideo-stemning. Det er med til give filmen den rette realisme. Den digitale og håndholdte stil er ikke ligefrem revolutionerende (specielt ikke for en dansk filmseer), men effekten virker, og man føler sig til tider som hajføde.

På et følelsesmæssigt plan arbejder filmen med de primære former for gys. Fortvivlelsen over at være underlagt en uvis skæbne, og ikke mindst frygten for at blive efterladt eksemplificeres enkelt og udmærket i kameraets momentvise ture tilbage til civilisationen, der har glemt alt om vores to helte. Efter nutidens standarder går der lang tid førend gyset slippes løs, men det er ud fra devisen om at jo mindre man ser, jo mere overlades til fantasien, hvor uhyggen er størst. Filmen forstår sig på det fundamentale gys, og det er dens force.