Skepsis-skepsis

Det er alle konspirationsteoriers moder, den som Matt Johnson og Josh Boles leger med i “Operation Avalanche”. Idéen om, at amerikanerne forfalskede månelandingen for at vinde propagandakrigen mod russerne vil simpelthen bare ikke forsvinde. Nogle kalder det en årelang kamp for sandheden, andre en ligegyldig besættelse undfanget under sølvpapirhatten, men ingen har nogensinde givet et endeligt svar. Og netop det lille hul mellem bevisførelse og spekulation bruger Johnson og Boles som afsæt for deres smågeniale mockumentary, en energisk tur til 60’ernes spage-age komplet med Apollo-raketter, mænd i sort og kommunist-paranoia.

Det skal forestille de hemmeligtstemplede optagelser fra indersiden af NASA udført af en gruppe ambitiøse, unge CIA-aspiranter. Under dække af at være et dokumentar-filmhold skal de opsnuse en russisk muldvarp, men falder i stedet over en sensationelt vigtig hemmelighed: Amerikanerne kan godt sende Apollo 11 op, men den kan ikke lande. Hvis det kommer frem, vil det ikke bare være en ydmygelse af nationen, men også af John F. Kennedy, der svor, at USA ville nå først på månen. På den baggrund lykkes det agent Johnson og Williams at overbevise CIA-direktøren om at forfalske det hele. Plan B er at skyde raketten ned og give russerne skylden.

Logikken er til stede, og enhver, der bare har tvivlet lidt på NASA igennem tiden vil nyde at se Johnson og Williams forfalske og manipulere med sammenbidt klodsethed. Nærmest alt, hvad der nogensinde har været mistanke om ved månelandingen, får en tur: sandet og stenene, det blafrende flag, selv Stanley Kubricks påståede involvering rundes elegant. Han får hjælp af NASA’s eksperter til at lave “Rumrejsen år 2001”, og det falske dokumentarhold låner hans filmtricks. Det er tydeligvis med kærlig hånd, at “Operation Avalanche” binder filmhistorien sammen med storpolitisk virkelighed. Eller hvad vi nu tror, er virkelighed.

Den blanding af fascination og mistro, der må have været under 60’ernes rumkapløb, gennemsyrer historien. Johnson driver projektet fremad og de andre til vanvid med sit hysteriske ambitionsniveau. Williams er skeptikeren, der ser anonyme CIA-lejemordere overalt. Der veksles konstant mellem fjollede episoder af ‘Storm P bygger raket’ og hardcore forfølgelsesvanvid med biljagter og telefonaflytninger. Derfor giver det også mening, at agenternes kontor er plastret til med filmplakater. “Operation Avalanche” er midt i komplottet mest af alt et kærestebrev til den tids filmfortællinger, kolde mordmysterier og fantasifuld sci-fi.

Johnsons og Boles’ største genialitet er derfor den totale gennemsigtighed. Alt, hvad agenterne gør, forklares med frasen: ’Vi er et dokumentar-filmhold', og vi demonstrerer bare, hvad der skal ske på den rigtige måne. Der skal ikke omformuleres meget, før det også kan siges om “Operation Avalanche” selv. Agent Johnson hedder også Matt og er instruktør. Manuskriptforfatter Josh Boles optræder som agent Boles. Der er konstant de her små vink til publikum. Og selv om gamle kameraer har givet et overbevisende 60’er-udtryk, og de hemmelige guerilla-optagelser inde fra NASA giver en nervøs realisme, er man aldrig i tvivl om, at vi ser på skuespillere. Man glemmer det bare ofte.