Mellem barndom og ungdomDe amerikanske independent film er ofte stedet at gå hen, hvis man var på jagt efter interessante filmoplevelser, og “Opgørets time” er ingen undtagelse. Filmen blev belønnet med Juryens specialpris på årets Buster Film Festival herhjemme, men på trods af børn i hovedrollerne, så er det i høj grad en filmisk fortælling for alle – en både rørende og morsom skildring af tre outsidere på tærskelen til ungdommen, og deres respektive sorgbehandling i lyset af én af deres kammeraters pludselige død.

De fire kammerater, tvillingebrødrene Rudy og Jacob, den tykke Leonard og den adopterede Malee, har fundet sammen i et fællesskab, med Rudy som det selvsikre og modige midtpunkt. Hans bror, Jacob, er nærmest hans skygge, traumatiseret af et modermærke, der dækker det halve ansigt, og som gør ham til den faste syndebuk for gruppens plageånder. Men så pludselig dør Rudy i en brandulykke, og de tre tilbageværende venner takler hver især tabet forskelligt. Jacob føler, at forældrene favoriserede hans tvillingbror, og at de måske hellere havde haft, at det var ham, som var død. Hans sorg og vrede får ham til at opsøge sine plageånder, som var skyld i brorens død, i håb om en form for hævn. Malee kaster sin kærlighed på en tidligere brandmand, der ikke kun er langt ældre end hende, men også er hendes mors patient i dennes psykolog-praksis. Leonard mister ved skæbnens lunefuldhed sin smagssans, og beslutter sig derfor for at ændre sin diæt i forsøget på at tabe sig, hvilket ligger langt fra familiens vaner. Hver især udvikler deres begyndende ungdomstilværelse sig på måder, de aldrig havde drømt om, og midt i al tumulten ligger et opgør med forældrene og ulmer.

Instruktøren Michael Cuesta, der kun har en enkelt spillefilm i bagagen, har en ærlig sans for at illustrere de gryende teenageårs vanskeligheder i håndholdt øjenhøjde med de involverede uden at blive for sentimental eller banal. Man kan måske beskylde de enkelte børns historier for at være en anelse konstruerede indimellem, men takket være troværdige karakterer vælger man at acceptere de små ujævnheder. Det er i bund og grund en film, der tager personerne seriøst, og i takt med, at handlingen udfolder sig, får vi som tilskuere et større indblik i problemernes centrale kerne: den dysfunktionelle familie, hvad enten det er Jacobs forældre, der har svært ved at elske begge deres børn lige højt og som ikke kan håndtere Rudys død; Malees fraværende mor, hvis psykologiske indsigt ikke rækker til hende selv; eller Leonards overvægtige familie, der ikke kan forstå hans ønske om at lægge sit liv om.

Det er netop i konfrontationerne mellem barn og forældre at dramaet virkelig giver sig fuldt ud. De respektive børneskuespillere er måske en anelse stive i det i starten; især Conor Donovan i dobbeltrollen som både Rudy og Jacob virker fra første færd noget mekanisk. Men denne stivhed er næsten kun at finde, når børnene spiller op ad hinanden – når de voksne skuespillere involveres er det som om alle tre åbner op og giver den hele armen. Man røres virkelig af deres dilemmaer, og det er som om, at filmen i sin anden halvdel virkelig sætter i gear og finder sit emotionelle ståsted, hvilket suppleres fint af det stemningsfuldte soundtrack af rocknumre.