Det pokkers efternavn

Miyazaki er utvivlsomt et frygteligt tyngende efternavn at bære rundt på i animationsbranchen, særligt hvis man er søn af den renommerede japanske animationsgud selv: Hayao Miyazaki. Det er dog ikke noget, sønnike Goro Miyazaki kan løbe fra, og sammen har de to nu skabt “Oppe på Valmuebakken” – en ganske fornøjelig, lille animationsperle, men heller ikke mere end det. Alt sammen på grund af den pokkers høje standard, farmand Hayao hidtil har lagt for dagen.

“Oppe på Valmuebakken” finder sted i 1963, hvor Japan er ved at omstille sig til mere moderne tider. Storbyen Tokyo er i gang med forberedelserne til De Olympiske Lege året efter. I den lille havneby Yokohama bor den stille og lidt forsigtige teenagepige Umi. Hun står for husholdningen derhjemme, da moderen er udenlands, og faderen forsvandt på havet, mens Umi kun var en lille pige. Den daglige trummerum med husholdning og skolegang bliver en dag brudt af mødet med den populære dreng Shunn. Skolens elever er i oprør, fordi deres elskede klubhus skal rives ned. Sammen ender Shunn og Umi med at tage kampen op mod nedrivningen. Men de to døjer med ubesvarede spørgsmål fra fortiden, som skal afklares, før deres følelser kan få frit spil imellem dem.

Hayao Miyazaki har begået fantastiske mesterværker som “Min nabo Totoro” (1988), “Prinsesse Mononoke” (1997) og “Chihiro og heksene” (2001). Goro selv debuterede med “Legenden om jordhavet” i 2006, som desværre aldrig opnåede lige så stor succes som faderens værker. Men nu med farmand bag manuskriptroret har Goro forsøgt sig igen. Hayaos filmstudie, Ghibli, har selvfølgelig stået for produktionen af “Oppe på Valmuebakken” og som altid er der kræset for det visuelle. Der er simpelthen ikke en finger at sætte på billedsiden, og man kan roligt forvente at svælge i detaljerede og elegante illustrationer. Bedst er det, når man besøger det imponerende klubhus eller det pulserende liv i storstaden Tokyo anno 1963. Det er drønende charmerende, og Ghiblis talent for at kombinere det simple med det komplekse rent visuelt kommer fornemt til udtryk i deres nyeste animationsværk.

“Oppe på Valmuebakken” byder dertil på store temaer i vanlig Miyazaki-stil. I filmen er der sat skæbnesvanger kærlighed, politik og de unges opgør med autoriteterne på dagsordenen. Det er temaer, som bliver behandlet respektfuldt med den nødvendige mængde seriøsitet, men også nuanceret. Med dette skal forstås, at selvom historien eksempelvis handler (til dels) om kampen mellem de unge og de gamle, så forfalder filmen ikke til en ensidet forståelse, hvor de gamle bliver sat i bås som fæle og uforstående autoriteter. Det er altså ikke en film om det gode mod det onde. Det er dog også sjældent, at Miyazaki senior begrænser sine fortællinger til dette.

Fordi det netop er Hayao, som står bag manuskriptet, så kan man ikke lade være med at savne lidt af den særlige, drømmeagtige magi, som han så ofte har fremtryllet på lærredet. I “Oppe på Valmuebakken” bliver de seriøse temaer ikke pakket ind i hekse, forunderlige væsener eller flyvende øer. Og det ærgrer en del, for det betyder, at fortællingen i “Oppe på Valmuebakken” ikke bliver helt lige så dragende og original som den gængse Miyazaki-perle.