The Others er den mest uhyggelige film jeg længe har set. Den er nærmest et bevis på at man kan lave store film uden de store midler. Den har taget USA med storm, og jeg tror ikke at det bliver anderledes i Europa, den kan meget vel gå hen og blive en nutidig klassiker.
Det er en gyser film af den gamle skole, ingen brug af blod, ingen brug af avanceret computer teknologi. Det gør også at filmen bliver en endnu større oplevelse. Man skal ikke koncentrere sig om andet end historien, – og den er god, meget god.

Til trods for at filmen låner kraftigt fra andre, betragter jeg det ikke som tyveri, men nærmere som en hyldest fra Amenabár, til de store personligheder som leverede nogle af verdens bedste gys. Filmen ligger i sin stil meget tæt op ad Hitchcock. Hitchcock var mesteren, ikke en ukronet konge indenfor genren, Hitchcock var gysets herre. Hollywood var og er stadig ikke i tvivl, han havde en evne til at få folk ud på kanten af sæderne.

The Others har lånt meget af stemningen fra en ældre gyser ved navn, The Innocents. Den er instrueret af Jack Clayton, manden bag ”Something Wicked Comes This Way” og ”Den Store Gatsby”. Lidt pudsigt er det måske også, at det var ham der instruerede 1954 udgaven af ”Moulin Rouge”. Som Kidman jo bekendt indspillede i en ny version næsten et halvt århundrede senere.

Filmens force er uden tvivl stemningen. Der har Amenabár ramt plet, man lader sig hurtigt rive med, og man befinder sig pludseligt midt i en gammel victoriansk villa på en tågeindhyllet ø, midt i den engelske kanal. Han bruger de mest basale ting til at skræmme med, mørket og mystikken.

Jeg kan beundre filmen, den er en af de få film, som har formået, at få mine nakkehår til at rejse sig. Den er fuld af gode chok og overraskelser. Man bliver mindst ligeså overrasket og fortvivlet, som når Kidman gør det i filmen. Det er en lidt omvendt gyserfilm, i mere end en forstand. Selvom at det oftest er mørket, i film som denne, der er det skræmmende, så er lyset også en skræmmende fjende her. Børnene lider nemlig af en sygdom, som gør dem ultra følsomme overfor lys, og det kan dræbe dem hvis lyset er stærkt nok.

Men ikke nok med det, her skal dørene altid være låst. Der må aldrig opstå risiko for, at børnene skulle kunne forvilde sig ind i et rum, hvor gardinerne ikke er trukket for. Så reglen er, at man må aldrig låse en dør op – uden at man har låst den bag sig.

Når man laver en film, hvor det er historien der skal være det bærende, skal man have en håndfuld gode skuespillere. Dem har Amenabár valgt godt. De spiller alle meget overbevisende. Man må især fremhæve Nicole Kidman og Alakina Mann (datteren i filmen).

Nicole Kidman som den lidt neurotiske kvinde, der ikke tolererer fejl og modsigelser. Hun minder meget om Grace Kelly i de gamle Hitchcock film. Det er sikkert også derfor, at hun hedder Grace i filmen. Men mest om Deborah Kerr i ”The Innocents”. Hun er god i scenerne, hvor hun ved der foregår noget mystisk, men på samme tid prøver at fornægte det.

Datteren, som spilles af Alakina Mann, er en ny skuespiller, men det kan ikke mærkes. Hun spiller hendes rolle, som havde hun aldrig lavet andet end film. Hun er med til at bygge Kidmans rolle op, så hun ikke kun er den neurotiske kvinde, men også en mor der vil det bedste for børnene.

Filmen er instrueret af ingen ringere end Alejandro Amenabár. Hvem? Er der sikkert nogle der spørger. Han er ikke helt så kendt, som han burde være. Men hvis han fortsætter som hidtil, varer det ikke længe. Han har bemærket sig meget på det spanske marked, og han har instrueret to af de største succeser i Spanien. Det er ”Snuff”, som vandt en masse priser, og ”Abre Los Ojos”. Sidstnævnte film gjorde Cameron Crowe verdensberømt, da han genindspillede den under navnet ”Vanilla Sky” med Tom Cruise i hovedrollen.

Det jeg synes har kendetegnet Amenabárs film indtil nu er, at man får ikke svaret indtil sidst. Man skal sidde og tænke selv, og man kommer til at tænke meget, for man regner det ikke ud får til sidst.
Det er også det der kendetegner en anden forholdsvis ny instruktør, nemlig M. Night Shyamalan. Nu kan de jo så diskuteres om de to kan sammenlignes, men for dem begge er historien det væsentlige i film.

Amenabárs har ikke kun instrueret filmen, han har også lavet musikken til den. Musikken er fremragende, den kunne ikke passe bedre til filmen. Selv musikken er også inspireret af datidens mesterværker. Der er masser af uhyggelige kompositioner, og et svagt børnekor, som gør den lige lidt mere scary.

En gang imellem dukker de op. Den slags film der gennemsyret af atmosfære. Den slags film der får os til at holde vejret i åndeløs spænding. Den slags film hvis uhygge er psykologisk, istedet for den fysiske vi er så vant til fra teenie-slashers. The Others er en af den slags film.

Sjældent har jeg siddet og krøbet sammen i biografsædet, som jeg gjorde til denne film. Uhyggen kryber ind over en, og bliver der hele filmen igennem.

Uhyggen bliver for det første bygget op af den helt fantastiske atmosfære der er i filmen. Den gamle herskabsvilla, der for det meste henligger i mørke pga. børnenes sygdom, er enorm og virkelig skummel, for man kan som regel aldrig se om der gemmer sig nogen i mørket. Udenfor er der altid tåget, mørkt og skummelt, og der står indtil flere gamle, krogede træer.

Plottet i filmen hjælper også uhyggen gevaldigt på vej. Man har hele tiden følelsen af at der er et eller andet grueligt galt, selv i starten før filmen egentlig rigtig går i gang. Dertil kommer børnenes mystiske sygdom, og tjenestefolkene der virker som om de ved mere end de burde… generelt er der meget hemmelighedskræmmeri i filmen, fra stort set alle karakterer.

Uhyggen stiger som filmen skrider frem, og kun til allersidst kommer forløsningen i en genial slutning, som jeg selvfølgelig ikke vil røbe her. Det er virkelig fremragende lavet!!

Skuespillet i filmen er helt og aldeles på topplan. Først og fremmest har vi Nicole Kidman der leverer en særdeles fantastisk præstation. I interviews har hun udtalt at hun egentlig ikke have lyst til at lave filmen, fordi hun ikke kunne lide de følelser denne rolle bragte frem i hende. De omtalte følelser skinner virkelig igennem her.

Kidmans karakter “Grace” er en plaget kvinde. Ikke nok med at hun har migræneanfald, så er hendes mand ikke kommet hjem efter krigen er slut, og hun forventer naturligvis det værste, men håber det bedste. Dette gør at hun psykologisk er nedbrudt.

Dertil kommer børnenes mystiske sygdom. Grace forsøger at være en god mor, men hendes psykologiske tilstand gør at hun ikke kan klare det, og specielt hendes datter har hun ikke et godt forhold til. Man kan virkelig se at hele situationen tager hårdt på hende, og det er smukt spillet af Kidman.

De to børn, Alakina Mann og James Bentley, spiller også flot i nogle ret vanskelige roller. For det første skal de portrættere to alvorligt syge børn, og for det andet går disse børn nogle ret uhyggelige oplevelser igennem. De klarer det flot, og man er ikke i tvivl om at de to rent faktisk er søskende, så godt virker deres forhold.

Birolle indehaverne spiller også godt, specielt Fionnula Flanagan spiller godt som Mrs. Mills, husholdersken der ved mere end hun fortæller.

Generelt kan man sige om denne film, at skuespilpræstationerne er flotte, og de er selvfølgelig med til at skabe den uhyggelige stemning i filmen.

Filmen er instrueret af den spanske instruktør Alejandro Amenábar. Han har tidligere lavet filmene “Snuff” og “Abre los ojos”. Cameron Crowe’s film “Vanilla Sky” med Tom Cruise i hovedrollen er baseret på denne film, og Cruise har da også produceret denne film.

Amenábar’s instruktion i denne film er fantastisk. Manden ved virkelig hvordan man bygger en stemning op. Filmen er utrolig flot lavet. Belysningen er helt i top: enten er kulisserne dunkle og kun oplyst af enkelte stearinlys eller også er de badet i sollys. Begge ting er lige skumle for i mørket sker der onde ting, og i lyset er faren for børnene, hvilket man specielt ser i en uhyggelig scene hvor børnen pludselig vågner i sollys.

Samtidig er der brugt en god del CGI i filmen. Det er ikke så åbenlyst som i mange andre film, for computereffekten er her brugt for at skabe stemningen i filmen. Al tågen i filmen er simpelthen computergenereret, og det er umuligt at se at det er skabt på en computer… så virkeligt ser det ud!