Our Man in Tehran

InstruktionLarry Weinstein, Drew Taylor

MedvirkendeTony Mendez

Længde85 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen02/04/2015


Anmeldelse

Our Man in Tehran

3 6
”Argo” på canadisk

Én og samme historie kan fortælles på mange måder. Der er lige så mange variationer af en historie, som der er folk, der fortæller den. Også når historien er en beskrivelse af virkelige hændelser. For virkeligheden afhænger i høj grad af øjnene, der ser. Dokumentarfilmen “Our Man In Tehran” fortæller historien om de amerikanske ambassadearbejdere, der måtte flygte ud af Iran forklædt som Hollywood-filmhold efter den iranske revolution i 1979. Den samme historie blev fortalt i Ben Afflecks Oscarvinder “Operation Argo” fra 2012. Hvor Affleck fortalte historien som en accelererende spændingsfilm, er “Our Man in Tehran” en mere adstadig oplevelse – med en knapt så fascinerende helt.

I “Operation Argo” blev historien fortalt fra amerikanernes synspunkt. CIA-agent Tony Mendez, spillet af Affleck, var den centrale karakter. Indbegrebet af amerikansk vovemod og opfindsomhed. Den ensomme helt, der drog ind bag fjendens linjer og egenhændigt reddede dagen med en plan, der balancerede på grænsen mellem det gale og det geniale – de seks amerikanere blev reddet ud af Iran forklædt som et filmhold fra en stor Hollywood-produktion. Det er den slags stof, en effektiv spændingsfilm er gjort af. I “Our Man in Tehran” er historien derimod fortalt fra et canadisk synspunkt. Mendez er kun en perifer karakter. En uansvarlig amerikansk cowboy, der får de snusfornuftige canadiere til at rulle med øjnene. Mendez var forelsket i sin vanvittige plan, siger de. Der var andre, mindre komplicerede, flugtplaner på bordet, men han ville ikke lytte. Typisk amerikansk. Set med canadiske briller, er historiens helt absolut ikke den mytiske CIA-agent. Det er derimod en canadisk diplomat. Det er Ken Taylor, Canadas ambassadør i Iran, titlen refererer til.

I forhold til Tony Mendez er Ken Taylor ordinær. Derfor bliver “Our Man in Tehran” også en mindre fantastisk fortælling. Taylors store bedrift var at huse de seks amerikanere på den canadiske ambassade, indtil Mendez kunne føre sin stort anlagte flugtplan ud i livet. Det er naturligvis ingen ringe bedrift, for var det opdaget af irakerne, kunne det have fået dødelige konsekvenser for de involverede. Men som historie har den ikke det samme dramatiske potentiale, som Mendez’ orkestrering af de seks amerikaneres vilde flugt forklædt som produktionshold på en falsk sci-fi-film. Så hvorfor har Larry Weinstein og Drew Taylor, filmens to instruktører, valgt at fortælle historien med den halvkedelige ambassadør som hovedrolleindehaver?

Svaret er naturligvis, at “Our Man in Tehran” fokuserer på den canadiske ambassadør, fordi det er en canadisk film. Af samme grund bliver filmen vinklet som en historie om dengang Canada kom sin nordamerikanske storebror til undsætning og gjorde en forskel ude i den store verden. Den slags kan muligvis få et canadisk hjerte til at banke med patriotisk stolthed. Men jeg selv forbliver fuldstændig uberørt, når instruktørene tager sig enormt god tid til at fortælle, hvordan den canadiske regering udstedte pas til de seks amerikanere (udenom de normale procedurer! Gisp!) og andre tørre detaljer.

“Our Man in Tehran” svælger i den slags småtterier, som ikke har den store appel for en udenforstående dansker som mig. Det føles som at være vidne til et internt canadisk anliggende, der ikke kommer mig ved. Imens lurer Tony Mendez i filmens periferi. Han fortæller, at han altid har set sig selv som en kunstner snarere end en spion. Han laver trylletricks. Han er excentrisk og uudgrundelig. Langt mere dragende, end Ben Afflecks portræt lod ane. Han virker som en mand, der kunne fortælle en fantastisk historie, hvis han bare fik lov…

En historie kan fortælles på mange måder. I “Our Man in Tehran” bliver den spektakulære flugthistorie fra “Operation Argo” reduceret til en tør fortælling om den canadiske støtte, der muliggjorde flugten. Det kan være fint at få et nyt perspektiv på sagen. Men som filmhelt mangler Ken Taylor altså noget Hollywoodfantasi i forhold til vovehalsen Tony Mendez.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Our Man in Tehran” går tæt på gidselaffæren i Teheran i november 1979, hvor militante islamister besatte den amerikanske ambassade og tog personalet til fange.

Kravet var udlevering af den kræftsyge shah, som havde søgt tilflugt i USA. Det lykkedes seks af gidslerne at undslippe til den nærliggende canadiske ambassade.

“Our Man in Tehran” belyser den rolle, som den canadiske regering og den daværende canadiske ambassadør i Iran, Ken Taylor, spillede for redningen af de seks amerikanske diplomater. Den karismatiske Taylor er filmens gennemgående Graham Greene-agtige figur. Det er ham, der refereres til i titlen med et Jimmy Carter-citat.

Via interviews med CIA-agenter, canadiske og amerikanske toppolitikere og spændende arkivmateriale opridses baggrunden for den iranske revolution og besættelsen af den amerikanske ambassade. Filmen skildrer også – fra en række forskellige synsvinkler – den spektakulære redning af de seks diplomater, som er hovedhistorien i Ben Afflecks Oscar-vindende spillefilm “Argo”, og som blev udført af CIA-agenten Tony Mendez, der også optræder i filmen.