Københavner, tag dig i agt for landet!

At byboere ikke skal rode for meget rundt i landets stille mulm og mørke har været genstand for utallige spændingsfilm. I Danmark er vi senest blevet præsenteret for ubehagelig landsbystemning i Ole Bornedals forbilledlige “Fri os fra det onde”, og denne gang er turen kommet til Laurits Munch-Petersens “Over kanten”, hvor Møn viser sig at være et ikke alt for tillidsvækkende sted.

David og Freja er lige flyttet på landet. De er to inkarnerede københavnere med vittigheder om parkeringsplader i hovedstaden, fingertatoveringer, og jeg skal give dig, skal jeg. Deres nyindkøbte hus er dog desværre i usædvanligt dårlig stand, og da de får et godt tilbud af den lokale amatørhåndværker, Roar, kan de ikke sige nej. Roar viser sig at være lidt af en bondeknold, men én af de flinke af slagsen – indtil David får en fornemmelse af, at der foregår noget mellem ham og Freja. Desuden har én af Roars tidligere arbejdsgivere netop begået selvmord, og er der egentlig ikke også noget truende over manden? David får hjælp af enken til denne tidligere arbejdsgiver, og spørgsmålet er nu, hvorvidt David kan bevise, at Roar virkelig er en ondsindet håndværker og ikke den joviale guttermand, han giver sig ud for at være over for Freja.

“Over kanten” starter ufrivilligt i B-film-territorium. Dårlig dialog dominerer, og advarende musik i kitschet muzakudgave fylder højtalerne, når Roar bliver præsenteret. Musikken skal sikkert give ham et stænk af ondskab, men den giver kun hele filmen et let præg af parodi. Og da Christiane Schaumburg-Müller samtidig giver den gas i bedste B-film-skuepillestil i rollen som Freja, bliver filmens status som B-film praktisk talt forsejlet, selvom filmmagerne tydeligvis har sigtet efter at lave en A-film. Undertegnede er overbevist om, at frøken Schaumburg-Müller en dag vil leve op til det potentiale, hun glimtvis demonstrerer i sine film, men i “Over kanten” brillerer hun langtfra.

Hvis det er meningen, at Roar skal fremstå som en troværdig skurk, har filmmagerne fejlet. Derimod virker David utroligt (og unødvendigt) paranoid. Hans mistanke mod Roar synes at skyldes en række tilfældigheder. Derfor bliver det svært at leve sig ind i Davids forfølgelsesvanvid i starten, for hvordan skal man kunne sætte sig ind i noget, man ikke helt kan se grundlaget for? I filmens anden halvdel får paranoiaen dog et stærkere tag i tilskueren, og i stedet for at udvikle sig til en sløset nyfortolkning af Sam Peckinpahs “Straw Dogs” bliver “Over kanten” til sin egen film – dog stadig med genkendelige elementer fra utallige andre film som “Fight Club” og endda “Fredag d. 13.”. Men desværre holder intensiteten ikke længe, da Laurits Munch-Petersen desværre atter føler sig fristet til at overdrive stemningen i en afslutning, der virker forstilt.

Filmens store twist er – uden at afsløre noget – desværre let gennemskueligt, da der bliver givet for mange vink med en vognstang gennem hele historien. Samtlige personer i det store persongalleri virker som skabt af to lige store dele: Den person, som Munch-Petersen gerne vil have os til at se dem som, og den person, som vi sagtens kan gennemskue, at de egentlig er. Dette er ærgerligt og svækker filmoplevelsen. Det er også grunden til, at den endelige slutning virker søgt og letkøbt – det er nemt nok at finde på en anderledes finale, men det er sværere at lave en overraskende en af slagsen.