Skønheden og nørden

Hvem har ikke ofte drømt om at kunne score langt over sit potentiale? At få fat i den smukkeste pige man kender, fordi hun endelig har indset ens kvaliteter. Netop denne sjask våde drøm er den simple præmis for den romantiske komedie “Overscoring”.

Den kejtede og ranglede sikkerhedsvagt Kirk rangerer ikke højt hos pigerne. Han er, hvad kollegerne i lufthavnen betegner som en sølle femmer på en skala fra et til ti. Til alt held for Kirk har den smukke Molly ikke meget tiltro til score-skalaer, så til alles forbløffelse forelsker hun sig i Kirk. Ikke mindst Kirk har svært ved at forstå Mollys interesse, og af angst for ikke at kunne leve op til de høje standarder, han tror, hun har, bevæbner han sig med tvivlsomme råd fra vennerne, der oftest blot får ham ud i pinagtige situationer.

Nørden er vendt tilbage til amerikansk film. Efter at have holdt sig langt fra Hollywood begyndte han for nogle år siden igen at blive inviteret ind i studierne, for der viste sig nemlig at være mammon i ham. Med kassesucceser som “Superbad” og “Kick-Ass” blev nørdens univers med stort held gjort til et underholdende centrum for evig søgen efter respekt og selvfølgelig også piger. “Overscoring” ligger i forlængelse af disse film, men er mest af alt en romantisk komedie, hvor omdrejningspunktet er, om nørden kan score superbaben. Det giver mindelser om vor hjemlands “Kærlighed ved første hik”, og det er vel netop pga. denne tidens trend, at Regner Grasten fornyligt kunne præsentere sin amerikanske “The First Time”.

Som udspekuleret konceptfilm hører “Overscoring” til i den billige ende, hvor alt kører i lidt for lavt gear, og nytænkningen kan ligge på et meget lille sted. Særligt nødstedt er præmissen om, at den på alle måder attraktive Molly skulle se noget som helst i Kirk. Det bliver simpelthen aldrig troværdigt. Det påstås ganske vist gang på gang, at Molly falder for Kirks humor, men det er nu ikke noget, vi som publikum overbevises om. For det meste bliver det ved nogle akavede bemærkninger og uheldige optrin. Og her har vi helt klart filmens hovedproblem: Den komik, der ellers kunne bære over med det søgte plot, er tænkt morsom, men er det sjældent. Konstant bevæger vi os på det småplatte, der kulminerer i en urimelig fortænkt scene, hvor Kirk intimbarberes af sin nære ven, fordi Kirk åbenbart ikke selv kan finde ud af det.

Filmen får heller ikke megen hjælp fra det galleri af karakterer, som tydeligvis er hentet fra de romantiske komediers tarveligste lager. Med stygt overspil karikeres nørdernes verden, så en af Kirks tykke venner selvfølgelig konstant må bryde ud i citater fra gamle Disneyfilm, og en anden larmende må fornærme hver en pige, han møder. I periferien af historien finder man kvinderne, der oftest bare er typer som den fornærmede rappenskralde af en ekskæreste og den hysterisk glade mor. Selv Molly forbliver et underligt overfladisk bekendtskab. Hun er for det meste bare sit udseende – fantastisk smuk, men blottet for menneskelig nuance.