P.S., I Love You
Udgangspunktet for “P.S., I Love You” er glimrende. LaGravenese har med en best-seller roman, en stjernespækket skuespillerbesætning og den Oscar-belønnede producer Wendy Finerman fra “The Devil Wears Prada” til at holde styr på det hele gode forudsætninger for at lave en romantisk kvalitetsfilm.
En stor del af filmens effektivitet skyldes ikke mindst opbygningen. Hvor det i romantiske komedier er nærliggende at dvæle ved tragedien, idet den opstår, holdes de vigtige kort som f.eks. Gerrys pludselige død tæt ind til kroppen for så at vende tilbage med dobbelt slagkraft på et senere tidspunkt. Denne effekt bruges med held i både handling og skuespil og medvirker til uforudsigelige drejepunkter og en spændende fremdrift. En anden og mere synlig styrke, som “P.S., I Love You” besidder, er brugen af genrens oplagte faldgruber. Der er noget friskt og oplivende ved at blive præsenteret for, hvad tilsyneladende er et klassisk romantisk filmkys og så blive efterladt på målstregen med en akavet uforløst stemning i stedet.
Den romantiske komedie skal naturligvis også være sjov, og her har “P.S., I Love You” svært ved at komme fra start. Heldigvis er de sjove scener i filmen gode nok til ikke at blive overskygget af mere svulstige og meningsløse som f.eks. Hollys venindetur i, hvad må kaldes et noget stereotypt og plat bøssemiljø. De første par komiske situationer er klodsede, men bliver mere gennemtænkte og originale, som filmen skrider frem. Den vittige og underfundige humor kommer eksempelvis til udtryk i Hollys fisketur, der ender med tre fuldvoksne kvinder i opblæste gule redningsveste i en robåd uden årer.
“P.S., I Love You” er trods den åndsforladte titel en rørende og pænt fortalt historie om det bedste og værste i livet – kærligheden og tabet af denne. Skuespillet er ikke mesterligt, ej heller er filmen et mesterværk, men skuespillet tjener formålet godt og LaGraveneses film er sammen med David Frankels “The Devil Wears Prada” fra 2006 med til at puste nyt liv i den romantiske komedie og dermed føre den ud af det klichéfyldte og idéforladte mørke, genren har vandret i alt for længe.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
