På himlens kant

InstruktionFatih Akin

MedvirkendeNurgül Yeşilçay, Baki Davrak, Tuncel Kurtiz, Hanna Schygulla, Patrycia Ziolkowska, Nursel Köse, Yelda Reynaud

Længde122 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen14/12/2007


Anmeldelse

På himlens kant

4 6
Når ringen sluttes

Skal man tillægge en næranalyse af Fatih Akins potente drama “På himlens kant” nogen dybere mening, må det være, at personen bag instruktøren har sine kampe at se til. I hvert fald er filmen ligesom flere andre fra samme hånd skildret med autenticitet, dramatik og i bund og grund drevet frem af en barsk og vedkommende historie.

Som tyskboende tyrker har Akin i flere af sine film – hvis ikke alle – haft fokus på mødet mellem den tyske maskinstruktur og den tyrkiske æresbårne kulturarv. Et møde, der for alvor blev understreget i filmmagerens til dato bedste præstation – “Mod muren”, hvor kærligheden og kultursammenstødet florerede mellem en tyrkisk kærlighedshungrende pige og hendes alkoholiserede, indestængte og tyske modpart. Men “På himlens kant” har trods alt lignende takter, om end strukturen er noget mere sløset, og fortællingen ind imellem ryger på afveje. Særligt imponerende er karakterudviklingen og det troværdige skuespil, men selve situationstragikken er nu også ganske godt skåret.

Hovedrolleindehaveren er ikke den samme filmen igennem. Derimod tager “På himlens kant” et par kvantespring og følger først den ene, derefter den næste karakter. Indledningsvis møder vi den pensionerede og tysk bosatte tyrker Ali, der tager livstag med ensomheden hos glædespigen Yeter. Hun er også tyrker, og qua hendes økonomiske situation – blandt andet – takker hun tøvende ja til hans tilbud om, at hun for ussel mammon kan blive hans samleverske på en permanent basis. Men Ali er en brovten herre, og rustik i geledderne er han også. Under et skænderi slår han så hårdt til Søren, at hun afgår ved døden, mens han kan se et ophold bag tremmer i øjnene.

På den måde kommer Alis søn på banen. Grebet af bondeanger på faderens vegne tager den tyskfødte tyrker Neyat, som til dagligt underviser i tysk litteratur på universitetet i sit fødeland, til Istanbul i Tyrkiet for at opsøge den afdøde Yeters familie og i særdeleshed den datter, hun påstod at have. Men Istanbul er med sine knap tyve millioner indbyggere en storby, og den opgave synes temmelig uoverskuelig. Projektet lider angiveligt dødsstødet, da den tyskfødte tyrker kan drage gavn af sin fascination af den tyske litteratur og derfor køber en tysk drevet boghandel placeret i Tyrkiet. Og her forlader vi så Neyat for en stund for i stedet af følge Yeters datter, Ayten.

Nogenlunde samtidig med Neyats tilstedeværelse i Tyrkiet er hun som PFLP-medlem involveret i ulovlige aktiviteter og må derfor flygte ud af landet og finde illegalt ophold i netop Tyskland. Der er dog mange omvæltninger i vente for alle filmens parter. Omvæltninger, der ikke skal afsløres her. Alligevel kan det med sindsro påpeges, at ringes sluttes, selv om det formentligt ikke vil være på den mest ventede måde. Tematikkerne er mangeartede, stritter i et utal af retninger og opererer både på det mikroskopiske og det makroskopiske plan. Gældende for filmens karakterer er ensomheden, men også mødet med den tyske kulturforskel og forholdet til de tyrkiske æresbegreber og den grundlæggende europæiske lovhjemmel.

De gennemgående karakterer er nemlig forfulgt af de respektive landes regelbårne systemer og fastlåste samfundsnormer. Der er mærkbar forskel på de to landes værdier. Det får særligt tyske Lotte at mærke, da hun vil besøge det nyopståede bekendtskab i Ayten i et fængsel i Tyrkiet, mens Ayten et andet sted i filmen omvendt får det tyske systems principper at føle. Der er simpelthen ikke plads til nuancerne, til forskellighederne i de moderne statskulturer. Fatih Akin revser åbenlyst den måde, hvorpå fremmedgjortheden i det globale samfund gør det svært for det enkelte individ at klare sig og overleve i et land med helt andre værdisæt, end dem man er vokset op med eller på anden måde er præget af. Og det er en væsentligt problematik, han har fat i og trods ujævnheder forløser på fin facon.
Video

“På himlens kant” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som øjensynligt godt kunne være bedre. Looket præges generelt af digitale forstyrrelser, gryn og edge-enhancement, mens udtværinger til gengæld ikke forekommer. Men også blødhed ses ind imellem om end i mindre grad. Farvetemperatur og kontrast er til gengæld stabile størrelser, så transferet redder trods alt skindet på næsen.

Audio

Det fortrinsvis tysk- og tyrkisksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor er velfungerende. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens atmosfæren underneden giver en realistisk kant. Som supplement er den melankolske og stemningsskabende underlægningsmusik velvalgt iblandt de få vellykkede lydpanoreringer og distinkte lydeffekter.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Den tyske filminstruktør med tyrkisk baggrund, Fatih Akin, har længe været et af tysk films mest lovende talenter, og “Mod muren” hører da også til blandt de stærkeste og mest vedkommende tyske dramaer i rigtig mange år. Det samme kan ikke helt siges om “På himlens kant”, der rummer en del af de samme tematikker, men også bærer rundt på en mere sjusket struktur og generelle ujævnheder. Ikke desto mindre er nærværende film et potent drama og et væsentligt indspark til selve retorikken omkring indretningen af det moderne samfund – i dette tilfælde i Tyskland og Tyrkiet, men i og for sig kunne det være hvor som helst.

På himlens kant

5 6
Tilfældets musikEnsemblefortællingerne eller hyperlinkfilmene, som de ofte bliver kaldt, er efterhånden en omfattende gruppe og inkluderer film som “Babel” og Oscarvinderen “Crash”. Det er efterhånden en stærkt divergerende gruppe, men fælles for dem er altid, at diverse personernes skæbner bliver bundet sammen igennem forskellige sindige handlingsforløb. De bedste af dem, såsom Robert Altmans “Short Cuts” og Alejandro González Iñárritus “Amores perros” har dog generelt det tilfælles, at de er mere interesserede i de enkelte personernes liv end i at spinde den mest komplicerede sammenhængstråd. Hvis der er et mønster, tjener det et andet formål, end blot at være udspekuleret.
Sådan er det også i Fatih Arkins “På himlens kant”, hvori komplicerede vævninger og tilfældigheder ikke nødvendigvis fører derhen, hvor man forventer det. Handlingen udspiller sig i Tyskland og Tyrkiet og i mødet mellem de to kulturer. Vi møder den ensomme og aldrende tyrkiske enkemand Ali Aksu, der bor i Tyskland, og i længsel efter lidt selskab opsøger prostituerede. Her møder han Yeter, der også viser sig at være fra Tyrkiet. Den gamle mand inviterer hende til at flytte ind hos sig, mod til gengæld at blive betalt af ham for sine ydelser. Da hun bliver chikaneret af nogle religiøse fundamentalister, indvilger hun i aftalen.

At noget går galt, ved vi dog i forvejen, eftersom Arkin frækt indleder denne del af historien med overskriften “Yeters død” og derved tilsyneladende har punkteret overraskelsen, om end ikke hvordan eller hvorfor, og da slet ikke hvilke konsekvenser, det får. Alis søn, Nejet, der er professor i tysk, tager umiddelbart afstand fra forholdet. Han skifter dog mening, da han erfarer, at Yeter bruger pengene til at give sin datter, der er bosiddende i Tyrkiet, en uddannelse. Samtidigt følger vi datteren, der viser sig kun at være studerende på skrømt, og i virkeligheden er fuldtidsaktivist i den kurdiske modstandsbevægelse. Hun må dog flygte til Tyskland, hvor hun møder den tyske pige Lotte, der hurtigt fatter interesse for den desperate pige.

Handlingen bliver mere kompliceret, og de involveredes liv bliver langsomt viklet ind i hinanden af tilfældighedernes snørklede veje. Ikke desto mindre er filmen ikke så optaget af handlingernes struktur, som af de tematiske ligheder og resultaterne af de handlinger vi foretager. Alle centrerer de omkring en tragedie og et dødsfald, samt ikke mindst de efterladtes kamp for at genvinde livet igen bagefter. Der hænger en tung atmosfære af sorg og sørgmodighed over filmen fra dens første billeder, hvor Nejet træder ind i en halvtom butik og hører en afdød sanger over radioen. Ikke desto mindre er det dog også en optimistisk fortælling om gensidig berigelse ved mødet mellem kulturer, og om tiltroen til oplysning og lærdom som stærke positive kræfter.

Fatih Arkin, der selv har en blandet baggrund, har tidligere stået bag den Guldbjørnsvindende “Mod muren” om indvandrendes identitetskrise samt musikfilmen “Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul”. Han fortæller historien med velovervejet økonomi. Hvert ord og hver scene synes at have afgørende betydning. Filmen har en til tider næsten meditativ ro, og adskillige betagende kompositioner, ikke mindst i de tyrkiske scener. Tempoet er mageligt og først efterhånden går det op for tilskueren, hvor ualmindeligt godt et tag filmen har fået fat i én, når man pludselig overvældes af følelser, der har bygget sig op gennem hele filmen.

Skuespillerne er alle glimrende og fylder deres roller fornemt ud. Mest duperende er dog Fassbinder-veteranen Hanna Schygulla, der spiller Lottes mor. Hun giver en fremragende neddæmpet præstation og formår en udstråling, der fuldstændig synes at lyse lærredet op i filmens senere scener.

At Tyskland er i den absolutte superliga, hvad film angår, i disse år, er næppe en hemmelighed, og denne film er blot endnu et bevis på hvor glimrende produktioner, der strømmer ud af landet for tiden. “På himlens kant” vandt for bedste manuskript i Cannes og ved European Film Awards. Priserne er fuldt berettigede, for filmen fortæller en fremragende på en gang trist, men samtidig humanistisk og opløftende beretning, med en stor sympati og kærlighed overfor sine personer. Det er en historie, der hænger ved bagefter, og efterlader tilskueren i en sørgmodig håbefuld bevidsthed om, at enhver afslutning også er en begyndelse på noget nyt.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Fire tyrkere og to tyskere kolliderer i en historie, hvor åstedet skifter fra Bremen og Hamburg i nord til Istanbul og Trabzon i syd. Undervejs krydses klinger mellem frisind og fundamentalisme – ikke mindst i filmens første del, hvor en tyrkisk prostitueret rammes af de religiøses mishag.