På himlens kant
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 24. jan 2010 | Af: kaduffo | Set på DVD
Skal man tillægge en næranalyse af Fatih Akins potente drama “På himlens kant” nogen dybere mening, må det være, at personen bag instruktøren har sine kampe at se til. I hvert fald er filmen ligesom flere andre fra samme hånd skildret med autenticitet, dramatik og i bund og grund drevet frem af en barsk og vedkommende historie.
Hovedrolleindehaveren er ikke den samme filmen igennem. Derimod tager “På himlens kant” et par kvantespring og følger først den ene, derefter den næste karakter. Indledningsvis møder vi den pensionerede og tysk bosatte tyrker Ali, der tager livstag med ensomheden hos glædespigen Yeter. Hun er også tyrker, og qua hendes økonomiske situation – blandt andet – takker hun tøvende ja til hans tilbud om, at hun for ussel mammon kan blive hans samleverske på en permanent basis. Men Ali er en brovten herre, og rustik i geledderne er han også. Under et skænderi slår han så hårdt til Søren, at hun afgår ved døden, mens han kan se et ophold bag tremmer i øjnene.
Nogenlunde samtidig med Neyats tilstedeværelse i Tyrkiet er hun som PFLP-medlem involveret i ulovlige aktiviteter og må derfor flygte ud af landet og finde illegalt ophold i netop Tyskland. Der er dog mange omvæltninger i vente for alle filmens parter. Omvæltninger, der ikke skal afsløres her. Alligevel kan det med sindsro påpeges, at ringes sluttes, selv om det formentligt ikke vil være på den mest ventede måde. Tematikkerne er mangeartede, stritter i et utal af retninger og opererer både på det mikroskopiske og det makroskopiske plan. Gældende for filmens karakterer er ensomheden, men også mødet med den tyske kulturforskel og forholdet til de tyrkiske æresbegreber og den grundlæggende europæiske lovhjemmel.
“På himlens kant” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som øjensynligt godt kunne være bedre. Looket præges generelt af digitale forstyrrelser, gryn og edge-enhancement, mens udtværinger til gengæld ikke forekommer. Men også blødhed ses ind imellem om end i mindre grad. Farvetemperatur og kontrast er til gengæld stabile størrelser, så transferet redder trods alt skindet på næsen.
Det fortrinsvis tysk- og tyrkisksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor er velfungerende. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens atmosfæren underneden giver en realistisk kant. Som supplement er den melankolske og stemningsskabende underlægningsmusik velvalgt iblandt de få vellykkede lydpanoreringer og distinkte lydeffekter.
Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.
Den tyske filminstruktør med tyrkisk baggrund, Fatih Akin, har længe været et af tysk films mest lovende talenter, og “Mod muren” hører da også til blandt de stærkeste og mest vedkommende tyske dramaer i rigtig mange år. Det samme kan ikke helt siges om “På himlens kant”, der rummer en del af de samme tematikker, men også bærer rundt på en mere sjusket struktur og generelle ujævnheder. Ikke desto mindre er nærværende film et potent drama og et væsentligt indspark til selve retorikken omkring indretningen af det moderne samfund – i dette tilfælde i Tyskland og Tyrkiet, men i og for sig kunne det være hvor som helst.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet