Flamenco-kongens svanesang

Paco de Lucia. Det er formentlig ikke et navn, der får mange klokker til at klimpre flamenco-toner herhjemme. Men den spanske guitarist var en af de bedste. Han kunne give mindreværdskomplekser til enhver, der nogensinde har haft en guitar mellem hænderne. Lynhurtige, knivskarpe løb på den spanske guitar. Teknisk overlegen. Men endnu vigtigere: Kunstnerisk nysgerrig. Dokumentaren “Paco de Lucia: Flamencoens Mester” er instrueret af mesterens søn, Francisco Sánchez Varela. Han holder sig dog i baggrunden og lader sin far guide igennem en klassisk skildring af liv og levned. Sønnike er nemlig ikke nær så eksperimenterende som sin far. Desværre.

Når en søn laver en film om sin far, må der være noget personligt på spil.. Det er ikke bare hvilket som helst emne. Det burde nærmest uundgåeligt skinne igennem. Men hvis jeg ikke havde læst, at Varela er søn af Paco de Lucia, havde jeg aldrig fået den tanke. Han har lavet en nøgtern, oplysende dokumentar om sin far. Information om vigtige begivenheder i liv og karriere bliver formidlet. Interviews med Paco giver lidt liv og følelse til de mange kolde fakta. Da han var ung, genert og indadvendt var guitaren en frelser, der hev ham ud af sig selv. Gav ham en stemme. I sine sidste år var han bitter. Presset af de forventninger, der fulgte med det ekstreme niveau.

Paco døde, inden dokumentaren blev færdiggjort. Han havde flere børn, men han levede alene. Han mente ikke, han kunne byde andre at leve under samme tag som ham. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad Pacos søn mon tænker om det udsagn. Men instruktøren holder sig bag kameraet. Selvudslettende, umulig at mærke. Lidenskaben, det personlige engagement får ikke lov til at fylde i billedet. Derfor bliver det aldrig så personligt, som Paco åbner for med sine kommentarer. Far har scenen for sig selv. Som introduktion til og hyldest af en stor kunstner er det fint. Men som film, som et kunstværk i sin egen ret, lever det ikke op til Paco de Lucias genrenedbrydende væsen.

Netop det med at give en flamencodansende fanden i genrer og faste former er det mest interessante i Pacos fortælling. Flamencoen opstod blandt Andalusiens romaer. Den skilte sig ud fra samtidens musik. Gennem sine akkordrundgange og musikalske figurer. En arabisk indflydelse. Nyt og anderledes. En lille revolution. Men som det ofte sker, så endte de revolutionære med at blive de mest konservative. De brød sig ikke om kunstneren Paco, når han eksperimenterede med formen, der med tiden var blevet fast og urokkelig som Andalusiens bjerge.

Flamencoen skulle være anderledes på den samme måde, den altid havde været, mente de gamle mestre. Men Paco var heldigvis ligeglad. Han spillede med jazz-musikere. Han lærte at improvisere. Han smadrede den kedelige kassetænkning, som puritanere altid har så travlt med at køre i stilling. Paco de Lucias karriere kan ses som et fint, lille kunstnerisk manifest: Genrer er til for at blive overskredet. Mærkater er noget, man fjerner og krøller sammen. Hvis man ikke udvikler sig, hører man mere hjemme på et museum end på en scene.