En eksemplarisk børnefilm, der tør at være ubehagelig

Der er en skole inden for filmproduktion, der mener, at en børnefilm først og fremmest skal være harmløs. Der skal være noget fysisk humor og nogle klare farver til at begejstre de kære små, og så må den endelig ikke indeholde noget, der er anstødeligt, kontroversielt, voldsomt eller på nogen måde minde om den virkelige verden, som børnefilmen jo netop skal beskytte vores engle imod. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde forventet, at “Paddington” ukritisk ville videreføre den tradition. Netop derfor blev jeg ekstremt positivt overrasket over at se en film, der stædigt vælger at tage et standpunkt, have en mening og også vise det ubehagelige.

Dermed ikke være sagt, at “Paddinton” er specielt dyster. Her er stadig rigeligt med vidundere og farvelade til at fortrylle børn og barnlige sjæle. Bjørnen Paddington rejser fra det mørkeste Peru til London for at finde sig en familie, og selv om den hjemlige jungle må skiftes ud med en strømlinet metropol, så er der stadig plads til magi. Som f.eks. i det træ, der er malet i familien Browns entré, der taber bladene eller blomstrer på ny alt afhængig af stemningen i huset. Det er selvfølgelig den familie, som Paddington – trods Hr. Browns indædte protester – bliver en del af.

Det er ikke nemt at være bjørn i et fremmed land og en fremmed by, og der skal slibes lidt kanter af både familien og Paddington, før de finder hinanden. Det er her, moralen eksemplificeres: selv om det kan være svært at acceptere de mennesker (eller bjørne), der kommer til vores land langvejs fra på flugt fra frygtelige situationer eller i søgen efter et bedre liv, så bliver vi i sidste ende kun bedre og mere hele mennesker af at lukke dem ind i vores verden. Der undlades eksplicit at sige immigration eller indvandrere på noget tidspunkt, men det løber som en rød tråd.

Ikke kun gennem Paddingtons egen rejse, der begynder, da et jordskælv ødelægger hans hjem (plus et par overordentligt følelsestunge scener), men også gennem de mennesker han møder i London. På den ene side antikvitetshandleren spillet af Jim Broadbent med vanlig excentrisk elskelighed, hvis egen indvandring til England skete på baggrund af jødeforfølgelserne, og på den anden den sadistiske konservator (ikke en tilfældig profession), der mener, at dyr kun skal bringes ind i landet for at blive udstoppet. Nicole Kidman beviser i den rolle endnu engang, at hun er bedst i de overskruede komedier.

De samfundsrelevante budskaber kunne have tynget “Paddington”, og gjort den til en tør, moralistisk lignelse, men heldigvis er der så meget overskud og energi i hele produktionen, at den uden problemer kan hæve sig over det. Her er fyldt med lækre visuelle referencer til klassiske film og proppet med nogle af de bedste komiske talenter i Storbritannien. Casterne fortjener ros for deres evne til at finde arketypiske skuespillere, der kan kommunikere hele deres karakters væsen, før de overhovedet åbner munden. Det er også i referencerne, at der ligger adskillige gode bonusser til de voksne, hvilket altid er en sympatisk gestus til de mennesker, der ikke nødvendigvis selv har valgt at tage i biografen den dag.