Læg mig under sukkertoget

Personligt har jeg ikke det store nostalgiske forhold til bjørnen Paddington. Men jeg har, uden at læse en eneste historie, altid vidst, hvem han var. Og altid syntes, han emmede af helt enorm, uimodståelig, ‘må-kramme’-nuttethed. Jeg var derfor bange for, at spillefilmene om ham ville være ren orangemarmelade. Altså ikke af den bitre skotske slags, men derimod den solgule sukkermasse uden klumper lige til at smøre på ungernes allerede enorme julechokoladekalenderønskeseddel. Min frygt var reel, men jeg er sgu stadig klar til et tykt lag “Paddington”.

Og jeg ved ikke helt hvorfor. Så. Godt. En minimal, men alligevel afsindig historie om Paddingtons forsøg på at købe en 1000 pund dyr popup-bog til sin tante Lucys fødselsdag. Præget af grotesk proportionsforvrængning, så selv de mindste vil spørge, om man virkelig sender en bjørn i fængsel, hvis man tror, han har stjålet selv samme bog. I ti år! Fyldt af skuespillere med stumfilms-maniske bevægelser og ansigter, der råber et (ikke helt, fordi det ser jo altid creepy ud) synkroniseret dansk.

Men udførelsen er temmelig overbevisende. Det er egentlig okay, at historien minder om noget, Postmand Per snildt kunne nå at løse mellem pakker og breve i store stakker. For Paul King fortæller uden smarte metalag og ‘se, hvad vi tør’-attitude. Fokus er på den velturnerede scene, der stiller sig an med sin helt egen fjollede tegneserielogik og alligevel udtrykker sig klogt om karriere-, teenage- og midtlivskrise. Eller at være bjørn i Tower-fængslet. Det uimponerede overskud har spredt sig til skuespillerne, der enten faker godt eller faktisk nyder at løbe rundt om en bjørn, der aldrig var der.

Det er næææsten synd, at alle versioner i Danmark er eftersynkroniserede. De danske stemmer er ikke dårlige. Det ville bare gøre oplevelsen endnu bedre også at kunne høre Brendan Gleeson, Peter Capaldi og Sally Hawkins. For ikke at glemme Hugh Grant, der er helt elementært morsom som skurken, Felix Buch-Arendal. Selv om ‘Blærerøven’ Mads Christensen er overraskende god, så er det bare ikke helt det samme, når frikadelleskuespilleren Arendals hus er fyldt med 90’er portrætter af verdens største heart-throb, Hugh. Så gik der meta i den alligevel.

For Arendal er falleret og hovedrollerne forsvundet. Ikke som hos IRL-Hugh, fordi han er gammel, men fordi han ikke vil arbejde sammen med andre, fortælles der beroligende. “Paddington 2” er en drømmeverden, hvor Browns middelklassefamilie har et helt hus midt i London med et ledigt værelse til en illegalt indvandret, peruviansk bjørn. Folk og fanger er gode og rare på bunden, og alt kan løses, hvis man har et positivt sind. HUMBUG! ville Scrooge råbe i disse dage. Men så ville fremtidens julespøgelse vise ham scenen, hvor Paddington er ved at drukne og skal reddes af sin adoptivmor. Eller den, hvor han har vasket fangedragter med en rød sok og møder en bande lyserøde bøller. Eller bare Hugh Grants musicalnummer. Scrooge, jeg har for længst smidt humbug-håndklædet i ringen.