Paradis: Håb
Der er en række præmisser, man er nødt til at tilslutte sig for at synes godt om den østrigske filmmager Ulrich Seidl. Først og fremmest må man forstå filmmediet som en abstrakt fortæller. Man må også nære interesse for mennesker og samfund – udvikling og erkendelse. Men man må også være parat til at ofre sin komplette forståelse: Facit. Højpandet? Ja. For meget? Til tider, absolut. Hvorfor så se hans film? Fordi Seidl langt fra arbejder med tomme kalorier i køkkenet.
Hendes mor, Teresa (fra “Paradis: Kærlighed”), er rejst til Kenya for at finde (k)ærligheden, og Melanie skal derfor tilbringe sommerferien på en fedmelejr. Det primære mål med lejren er altså, at hun skal tabe sig. Men et spirende venskab med lejrens andre fede piger og en spirende forelskelse i lejrens 40 år ældre læge sætter gang i meget andet end Melanies kalorieforbrænding. Der er amoriner i luften, bajere på værelset, bryster i bh’erne og sex i samtalerne. Og så er der håb – tåkrummende meget håb, der får selv den hvideste due til at fremstå lidt grå til sammenligning.
Skuespillerne i filmen er håndplukket af Seidl og er umiddelbart typiske type-casts. En rekrutteringsform, der både belønner og straffer filmens udtryk. Det betyder nemlig, at skuespillet i visse scener falder en anelse igennem. Seidl optager altid kronologisk, og relationen mellem henholdsvis pigerne på lejren og Melanie og lægen har en naturlig, tilstedeværende udvikling. Desværre har pigernes kameratække det samme, og det gør, at fortællingens realisme til tider daler. Forholdet mellem Melanie og lægen bliver også taget lidt ud af proportioner, der kan vidne om en Seidl, der er gået over i stregen på udtrykssiden og forsømt indholdssiden.
“Paradis: Håb”, der er sidste skud på stammen i Seidls prisbelønnede paradis-saga, er en helt igennem fed, facitløs og fascinerende oplevelse med en umættelig appetit på den benhårde skæbne, det er at være et upcoming, håbefuldt menneske i livet. Desværre har den bare – som pigerne i filmen – lidt for meget overflødigt fedt på sidebenene.
Seidl “fortælle-fråser” lidt med umiddelbart skøre og absurde scener, og filmen bliver derfor trilogiens svageste led. Men med det sagt, så siger det nok mere om de foregående. Trods skønhedsfejl, der paradoksalt nok er opstået på grund af Seidls visuelle fascination, er “Paradis: Håb” en fængende fortælling. Seidl rammer nervepirrende plet i sin skildring af Melanie og lægens forbudte romance, der faktisk overraskende nok viser sig allermest uskyldig, når den når sit højeste. Fortællingen er abstrakt og vil for nogen virke kedelig og handlingsløs. Men er man til flerstrengede fortællinger uden endegyldige facitter, vil man elske ikke blot filmen her, men hele trilogien. “Paradis: Håb” kan dog sagtens ses uafhængigt af de to foregående kapitler.
Se også: Filmz TV: “Paradis: Kærlighed”-interview med Ulrich Seidl
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
