Paradis: Tro
Udgivet 11. jul 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Det er uden tvivl et imponerende og beundringsværdigt projekt, den østriske instruktør Ulrich Seidl har gang i. Hans “Paradis”-trilogi – som består af enkeltfilmene “Paradis: Kærlighed”, “Paradis: Tro” og “Paradis: Håb” – omfavner store temaer i den menneskelige tilværelse, men fremstiller dem på en pessimistisk og nærmest misantropisk måde, således at de klassiske dyder, tro, håb og kærlighed, pludseligt giver en grim smag i munden. Dette gør sig ikke mindre gældende i denne anden del, men som tilfældet også var i “Paradis: Kærlighed”, så bliver filmen – desværre – en smule for lang.
Man fristes til at sige, at Seidl er djævelsk god til at holde kortene tæt ind til kroppen. Der er den oplagte kritik af fanatisme, som vi blandt andet ser i Anna Marias missionsbesøg og hendes møder med en fundamentalistisk gruppe af østrigere, der ønsker at gøre Østrig katolsk igen. Vi ser det også i den selvudslettende måde, Anna Maria lever på, hvor hun straffer sig selv for enhver kødelig lyst og forsager at knytte bånd til alle andre end sin Gud. Det er en decideret genistreg, at hun gennem næsten hele filmen skal passe en kat for en bekendt, men ikke engang er i stand til at vise et uskyldigt dyr nogen form for anerkendelse eller hengivenhed.
For så vidt er “Paradis: Tro” en virkelig god film. Men for at sige det helt ærligt, så er den i lange perioder kedelig. Man kunne snildt have skåret en halv time ud uden at miste andet end enkelte af de søm, der bruges til at hamre den oplagte kritik fast. Ligesom i “Paradis: Kærlighed”, hvor vi tre gange skulle opleve sexturisters mere eller mindre samme forkvaklede menneskemisbrug, får vi også her banket de samme pointer ind gang på gang. Lagt sammen med Seidls flotte, men også noget monotone billedkompositioner, kommer filmen til at føles unødvendigt lang og udelukkende befolket af usympatiske karakterer. Ja, selv den muslimske mand, der umiddelbart virker som et godt menneske, bliver ubehagelig, hvilket lugter lidt af, at Seidl er blevet bange for at have lavet en ensidig kritik af kun katolicismen. Det er ærgerligt, for det udvander desværre den karakter, der ellers sætter filmen i et helt nyt perspektiv.
I rollen som Anna Maria finder vi Maria Hofstätter, der leverer en frygtindgydende præstation. Hun giver karakteren en ubrydelig facade af kompromisløs fanatisme, der leder tankerne tilbage på uhyggelige karakterer som Piper Lauries rolle i “Carrie” og Albert Høeberg i “Vredens dag”. Den altdominerende rolle spilles hudløst ærligt og gør filmens seksuelle over- og undertoner uhyre skræmmende og dragende. Havde filmen været en halv time kortere, ville den, måske, have gjort et uudsletteligt indtryk. I stedet giver den blot en smule stof til eftertanke, når man kommer ud af biografen og har gabt færdigt.
Se også: Filmz TV: “Paradis: Kærlighed”-interview med Ulrich Seidl
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet