Tyskfødte Tom Tykwer har i årevis excelleret i pompøse værker, hvor de audiovisuelle elementer spiller en mindst ligeså stor rolle som selve historien. At den germanske instruktør først nu holder sit indtog på det amerikanske kontinent kan derfor vække undren, men det er ikke desto mindre tilfældet med hans storladne seneste opus, “Parfumen: Historien om en morder”.

Jean-Baptiste Grenouille (Ben Whishaw) er den aparte fortællings indesluttede hovedperson, der kom til verden på et forhutlet fiskemarked midt i det attende århundredes Paris uden egen kropslugt, men derimod med en helt igennem fænomenal lugtesans. Født uden kærlighed opfostres knøsen på Madame Gaillards børnehjem, men det er nu især, da voksenlivets strabadser og det særlige talent fører ungersvenden i armene på den fallerede parfumør, italieneren Giuseppe Baldini (Dustin Hoffman), at fortællingen tager fart – med en læreplads i datidens parfumeindustri og en dyrkelse af talentet til følge.

For kendere af Tom Tykwers tidligere produktioner, heriblandt “Run Lola Run”, “Heaven” og ikke mindst den dystopisk unikke “Krigeren og kejserinden”, kommer det nok ikke som den helt store overraskelse, at “Parfumen: Historien om en morder” er de fleste konkurrenter visuelt overlegen. Med en fascinerende og musikvideo-æstetisk tilgang til stoffet fungerer udtrykket som en solid grundtone og et værdigt supplement til handlingen, der i sig selv er ganske aparte. Billedligt talt er Tykwer skridtet foran, og det er også nærmest uhørt, at han igennem klippemæssig elegance til eksempel formår at uddrive lugten af rådden fisk i filmens indledende scene.

Det er dog en helt anden lugt, den unge franskmand, Jean-Baptiste Grenouille, tiltrækkes af. Duften af kvinde. Fattig på kærlighed bliver det vejen ud af et kærlighedsløst liv for ham. Sådan da. For kærligheden skulle jo gerne hænge ved, præcis ligesom en parfumeret duft har for vane at gøre det. Alternativet er at ombringe de tiltrækkende kvindfolk, trække duftessensen ud af dem og konservere den på flaske. Det er naturligvis ikke et håndelag, Grenouille mestrer fra starten, og heller ikke noget Baldini kan lære fra sig, så vejen til kærlighed bliver med andre ord begunstiget med et besøg i Grasse i det sydøstlige Frankrig, hvor også Baldini er udlært. Og her tager løjerne fart. Nøgne kvindelig dukker op i gader og stræder og sætter den lille by i undtagelsestilstand.

“Parfumen: Historien om en morder” bør om ikke andet så i hvert fald roses for sin aparte fortælling, der ganske vist er baseret løseligt på Patrick Süskinds storsælgende roman “Das Parfum”. Men ikke desto mindre har Tykwer med et nuanceret og dybtfølt manuskript leveret stof til en yderst fængende film, hvor samtidshistorien, handlingen, æstetikken og thrillerelementet går op i en højere enhed. Bedst er naturligvis den forskræmte og dedikerede Ben Whishaw, der som en udhungret fugleunge med omhu udvælger sine ofre. Men bemærkes bør dog også Alan Rickman som den adelige Richis, der kæmper en indædt kamp for at beskytte den eneste datter, Laura (Rachel Hurd-Wood), fra at lide samme kranke skæbne som sine medsøstre.

Med til de visuelle gimmicks Tykwer gør en dyd ud af at hive op af hatten, er de mange repetitionsmønstre, der skjuler sig i filmen, men dog alligevel påkalder sig den udelte opmærksomhed. Således omkommer alle de, der på godt og ondt har taget sig af den lugtløse yngling, på tragisk vis, så snart de sælger ham videre, og således ender Jean-Baptiste Grenouille sin rejse på det selvsamme fiskemarked, hvor en kærlighedskold og forarmet fiskerkone satte ham til verden for år tilbage.

Tom Tykwer har selv komponeret filmmusikken, der er indspillet i samarbejde med Berlins symfoniorkester. Denne auditive del gør sig særligt godt i den grandiose finale, der selvfølgelig trækker handlingen ud på et orgastisk overdrev af dimensioner. Helt præcist hvad der sker, skal ikke afsløres her. Blot kan det tilføjes, at den indfanger essensen – ja duften om man vil – af “Parfumen: Historien om en morder”. Billede, lyd og handling smelter sammen til et euforisk hele og peger fingre af et filmkunstnerisk sindelag, der kun er alt for sjældent set.

VideoPå billedsiden præsenteres “Parfumen: Historien om en morder” i et skarpt anamorphic widescreen 2.35:1 format og med et visuelt udtryk, der danner sublim ramme for filmens mageløse univers. De fascinerende billeder er en af de største styrker ved denne film, om end der løbende er tilstedeværelse af gryn og kontrasten varierer en smule, særligt i de mørkere scener. Men der kan alligevel ikke kimses af dette transfer, hvor farvetemperaturen er stabil, og der desuden ikke er nævneværdige eksempler på edge-enhancement eller andre digitale forstyrrelser.

AudioEn snert bedre er imidlertid filmens eneste lydspor, det engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor. Der er flere eksempler på fine lydpanoreringer, ligesom både atmosfære og den stemningsfulde voluminøse underlægningsmusik fordeler sig godt i alle kanaler og giver fornemmelsen af et Frankrig i det 18. århundrede. Endeligt går også dialogen klart igennem og forstærker kun et fremragende auditivt udtryk.

EkstramaterialeUdover trailere for “Flyboys”, “Revolver”, “Kærlighedens slør” og “Goya’s Ghosts” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse, ligesom en regulær menu heller ikke forefindes.

Duften af en morder/kvindeBaseret på en af tysk litteraturs større moderne succeser, er Tom Tykwers filmatisering af Patrick Süskinds “Parfumen – historien om en morder” en visuel tour de force, som desværre må veje op for en noget svag historie, der tynges af, at man ikke har taget sig de friheder med forlægget, der kunne have gjort den til et ægte kunstværk.

Efter en kort prolog i 1766, hvor hovedpersonen, Jean-Baptiste Grenouille, idømmes dødsstraf for en række mord på unge kvinder, kastes vi tilbage til 1738 på et fiskemarked i Paris, hvor Grenouille under kummerlige forhold kommer til verden med en overnaturlig forfinet lugtesans. En hård opvækst går ham straks i møde, da hans mor henrettes for forsøg på barnemord. Han anbringes på et børnehjem, hvor de andre børn øjeblikkeligt hader ham fordi de kan mærke, at Grenouille ikke er som dem. Grenouilles eneste trøst er hans næse, og med den går han på opdagelse i Paris.

Flere år senere, nu en stor dreng, får Grenouille midt i en ildelugtende parisisk gade ved tusmørketid færten af en ung smuk kvinde, og han forfølger hende fuldstændig opslugt af hendes enestående duft. Beruset af hendes duft ender Grenouille nærmest ved et uheld med at dræbe hende, og i en stærkt virkningsfuld scene farer glansen, farven og duften ud af hende mens han desperat forsøger at bevare hendes duft ved at indånde hver en centimeter af hendes lig.

Billedet af den smukke unge kvindes lig forfølger nu vor nymodne morder, og ikke mindst os, og Grenouille bliver besat af tanken om at bevare og konservere dufte, menneskelige dufte, navnlig kvindedufte. I første omgang er “Parfumen: Historien om en morder” nemlig en skæv kærlighedshistorie om en mand, der forelsker sig i duften af en kvinde, men aldrig formår eller endnu værre forstår at bevæge sig videre til at forelske sig i selve kvinden.

En læreplads hos parfumemageren Baldini er første stop, men da det viser sig, at Baldini ikke formår at hjælpe Grenouille med at præservere dufte, begiver han sig videre til parfumemekkaet Grasse. Besat af tanken om at skabe den mest fuldkomne duft af alle forfiner Grenouille her sine evner til at konservere alle slags dufte, især kvindelige, i takt med, at han udvikler sig til en nådesløs massemorder.

Det er på alle måder et mærkværdigt og ambitiøst eventyr Tom Tykwer tager os med ud på i “Parfumen: Historien om en morder”. Fablen om en mand, der i bund og grund søger uforgængelig kærlighed på flaske – kærlighed, som kan bevares for evigheden – slægter unægtelig den magiske realisme på. Heldigvis er Tykwer ikke fremmed for denne genre, for både “Lola” og “Heaven” besidder faktisk lignende gådefulde aspekter. Og langt hen ad vejen formår Tykwer at kombinere en slående autenticitet med smukke uudgrundelige billeder, der synes at hentyde til en større ubegribelig metafysisk sammenhæng. Som en hinde hen over øjnene forstærker billederne det uvirkelige indtryk som den, historiens absurditet efterlader.