Over middel

Lad det være sagt med det samme, at selvom “Parker” hverken ligner eller er et mesterværk, så er den i hvert fald bedre og mere medrivende, end mange formentlig havde troet. For så vidt er den en meget typisk Jason Statham-film med meget klassiske elementer fra theft-genren såsom velplanlagte og voldsomme røverier, forræderiske slyngler, hævnmotiver, biler og babes. Det er ikke nytænkende, men det er godt skruet sammen. Det, der imidlertid gør “Parker” bare lige dét bedre end sine noget genretrætte artsfæller, er to helt specifikke ting.

Se, “Parker” er baseret på en fiktiv karakter i Richard Starks (aka. Donald E. Westlake) bogserie om en principfast, professionel tyv. Parker (Jason Statham) slår ikke ihjel, medmindre det er absolut nødvendigt, og penge er på ingen måde lige så vigtige for ham, som hans principper er. Der skal altså være retfærdighed til! Så da hans medhjælpere forgæves forsøger at slå ham ihjel efter et ellers vellykket kup, tager Parker ud for at få hævn. Og det er vel at mærke hverken Parkers andel af de stjålne penge eller en personlig hævn, der driver ham. Nej, det er den rent og skær principielle hævn.

Togtet fører ham til det enormt eksklusive område Palm Beach, hvor han giver sig ud for at være en rig texaner, der gerne vil købe et hus. Her møder han ejendomsmægleren Leslie Rogers (Jennifer Lopez). Denne kvindelige birolle viser sig at være den anden årsag til, at “Parker” ender som en ganske udmærket film. Præcis hvorfor kan ikke afsløres, men det bliver hurtigt klart, at Leslie forgæves drømmer om et liv, hvor hun ikke behøver køre rundt med rige, arrogante stoddere og vise dem huse, hun aldrig selv vil få råd til. Hun er drevet af en længsel efter noget andet end en falsk facade, og i mødet med Parker tændes noget i hende.

Jennifer Lopez gør det aldeles fremragende som Leslie Rogers, og hvad der ellers godt kunne lyde som et klassisk plotredskab af en kvindelig karakter, der blot skal få vores mandlige hovedrolle til at fremstå mere mandlig, viser sig at være en forfriskende og selvstændig karakter. Sammen med Parkers principfasthed gør Leslie Rogers faktisk filmen værd at se for andet end blot de henholdsvis mindre godt, de godt og den ene virkelig godt iscenesatte actionsekvenser.

Jason Statham gør også en fin Parker, og Nick Nolte er altid god for en birolle i denne type film. Skurkene er kedelige, og selvom manuskriptet har sine virkelig gode stunder, når det giver plads til Leslie, så er det overordnet set ikke noget at skrive hjem om. Men det ville også være underligt at forvente mere af denne type film, der blot skal sikre gode underholdning i halvanden time. Og når “Parker” så oven i købet leverer god underholdning i to timer og krydrer det med to virkelig gode elementer, så lander denne anmelder på en slutkarakter lige over middel.