Upassioneret thriller

Instruktøren Brian De Palmas glitrende CV indgyder både dyb respekt og ærefrygt. I mine øjne er hans Stephen King-filmatisering, “Carrie” fra 1976, en af alle tiders bedste horrorfilm, og gangsterfilmen “Scarface” fra 1983 har fuldt forståeligt opnået status som en udødelig klassiker. Dog er det efterhånden noget tid siden, at De Palma for alvor har brilleret, og hans nyeste film, “Passion”, repræsenterer bestemt heller ikke startskuddet til mandens comeback.

Filmen følger de to kvinder Isabelle (Noomi Rapace) og Christine (Rachel McAdams), der begge arbejder for et stort reklamefirma. Christine er chefen, og Isabelle må erkende, at hende, som hun troede var en god veninde, i virkeligheden er en iskold egoist, der udelukkende har sine egne interesser for øje. Heldigvis har Isabelle en støtte i sin trofaste kollega Dani, men bliver Isabelle vitterligt nødt til at acceptere den benhårde forretningsverdens “enhver er sin egen lykkes smed”-filosofi?

Jeg fornemmede, at dét var det spørgsmål, filmen på et tidspunkt ønskede at stille. Og det er jo spændende! Hvordan reagerer man, når ens veninde i rollen som chef lyver, bedrager og tager æren for ens ideer? Isabelle forsøger med en modreaktion, men opdager lynhurtigt, at hun således optrapper konflikten, og at hun efter alt at dømme er den svage part. Men filmen fortsætter aldrig rigtigt ud af dette spor. De Palma prøver at væve en sidehistorie med en fælles elsker ind, og på et tidspunkt ser det ud til, at han skal spille en vigtig rolle – men det kommer han så alligevel ikke rigtig til.

Det virker i det hele taget, som om filmen aldrig finder ud af, hvilken vej den egentlig vil gå. Da vi er cirka to tredjedele inde i forløbet, tager historien pludseligt en dramatisk drejning og bliver til en lidt dyster krimi-thriller, der egentlig ignorerer det, der indtil da har været omdrejningspunktet. Ikke ved at bygge videre eller ved at udforske visse temaer nærmere… ikke ved at kaste nyt lys over alt, vi troede, vi havde set… men simpelthen blot ved at smide en forbrydelse på banen, hvis bagmand nu skal afsløres. Selvom denne fortælling er til tider ganske spændende fortalt med brug af flere klassiske De Palma-elementer (såsom hans formidable brug af split-screen), så får den også filmen til at fremstå enormt rodet.

Det primære problem er imidlertid, at ingen af personerne formår at generere nogen som helst form for medfølelse. Christine er en led satan, der næsten er for tyk en kliché til, at man for alvor kan tage hende seriøst. Og Isabelle er hul og anonym, hvorfor man aldrig rigtig interesserer sig for hendes udvikling. Desværre spiller hverken Rapace eller McAdams så godt, at karakterernes mangler går i glemmebogen, og mens man begynder at fornemme, at historien ikke rigtig har nogen retningssans, bliver filmen støt mere og mere tung og kedsommelig. Det eneste positive, der for alvor er at sige om filmen, er, at Pino Donaggio (der også stod for musikken til “Carrie”) endnu engang har komponeret et enormt smukt score, og José Luis Alcaines billedside er i øvrigt billedskøn.

Alt i alt er De Palma altså stadig langt fra sin storhedstids topform. “Passion” er underligt upassioneret, og det er svært at gennemskue, hvad formålet med den egentlig er. Manuskriptet har mindst lige så mange elendige stunder, som det har guldkorn, og det (eller de? Jeg er ikke helt sikker…) afsluttende twist(s) falder ret hårdt til jorden, eftersom man som seer hverken er rigtig fanget af historien eller engageret i karaktererne. Et strammere fokus og et mere nuanceret persongalleri havde gjort underværker for denne film.

Video

Transferet er heller ikke noget at råbe hurra for. Faktisk ser det overhovedet ikke særligt godt ud. For det første forekommer der glorier hist og her, og detaljerigdommen er meget sjældent imponerende. Der forekommer en masse gryn, men det fremstår som dybt forstyrrende digital støj, og dertil kommer, at der er flere uskarpe og uklare skud. Farverne er dog imponerende og kontrasten ligeså, men det er langt fra et optimalt transfer.

Audio

Præsenteret i DTS-HD 5.1 Master Audio. Den kedelige “Passion” har fået (egentlig ganske passende) et kedeligt lydspor. Det positive er, at dialogen altid er tydelig, men lydsporet er til gengæld så fladt og stilfærdigt, at jeg på et tidspunkt var henne ved mine baghøjtalere for at tjekke, om de overhovedet gav lyd. Det gjorde de, og svaret lå i, at filmens lydside simpelthen bare ikke bruger dem. I hvert fald ikke til at give nogen form for surround-effekt. En ærgerlig og kedelig lydside.

Ekstramateriale

Sølle syv minutters interviews med De Palma, McAdams, Rapace og Karoline Herfurth (der spiller Dani) samt en lille håndfuld trailers er åbenbart alt, der kunne blive plads til af ekstramateriale. Det er selvsagt grænsende til det ligegyldige.