Køn, kunst og køn kunst

Godt, vi er kommet så meget videre siden starten af forrige århundrede. Videre fra stivnet patriarkalsk selvforståelse, videre fra tanken om kvinder som underlegne i alt fra kunst til politik til fodbold, videre fra tanken om, at vi som mennesker er bedre og klogere end nogensinde før. Og ikke behøver rykke sig videre. Filmen om Paula Modersohn-Becker er på mange måder et klassisk kunstnerportræt med tragiske undertoner. En ret konventionel fortælling, der overlader de radikale nybrud til sin titelperson. Men vi trænger jo tilsyneladende til at få det grundigt fortalt endnu engang. Hendes udfordringer rækker stadig langt ind i sidste uge.

Paula Becker, som hun hedder i begyndelsen, går meget målrettet sine egne veje. Med en næsten barnlig trods, der bare bliver større i takt med andres tvivl og afvisning. Carla Juri finder både de charmerende og irriterende sider frem til en generøs, narcissistisk, kærlig, selvhævdende, klog og dum karakter. Et ret menneskeligt menneske kort sagt. Hun fungerer godt som en antitese til det idylliske Worpswede, kunstnerkolonien, hvor romantiske tyske mænd render rundt og besynger naturen, den ædle bonde og den guddommeligt skønne kvinde. Hende, der gerne må gå i lette, gennemsigtige sommerkjoler, men helst ikke trække i arbejdstøj.

Det er instruktør Christian Schwochows største clou, den ikke særligt gradvise afsløring af Worpswede som en reaktionær aftenskole for det bedre borgerskab. Ingen tror på, at kvinder sådan for alvor kan male, slet ikke Paula, der kæmper med at indordne sig under den teknikfikserede arrogance hos lærer Mackensen. Til gengæld holder de gode fester på stedet. I lyse sommernætter starter hun et venskab med Rainer Maria Rilke og hans senere kone, Clara Westhoff, og bliver forelsket og gift med Otto Modersohn. Hvad han sådan helt basalt tænder i hende, kan være svært at se, stille og forsigtig som Albert Schuch fremstiller ham, men deres on/off-forhold er et gennemgående spejl for Paulas egen udvikling.

På sin vis er hendes rejse nemlig dobbelt. Det viser sig ikke at være nok at trodse sin fader og forsøge sig som fattig kunstner. Man skal også være den rigtige slags fattige kunstner. Rilke og Westhoff lokker fra Paris, det naturlige sted at tage hen for at udfri sine ambitioner og, som vi efterhånden har lært, gå til i druk og tilfældig sex. “Paula” og Paulas op-, og følgende nedtur, tager en del mere fart, da hun rejser fra Otto og bosætter sig i et lille boheme-hummer. Vi får glimt af Rodin, Claudel og Cezanne, men det virker lidt mere som en afkrydsning af navne til kunsthistorikeren. Sådan bare for igen at understrege at Paula Modersohn-Becker festede med de tunge drenge. Det er også her, at “Paula” finder lidt midtvejs-tomgang i ventetiden på forsoning med Modersohn og den uundgåeligt tragiske død.

Paula når inden da lige en kort opstigning fra det, som Rilke med hvislende foragt kalder ‘kolonihavekunstnerne’. At det så er Otto Modersohns storsælgende kolonihavekunst, der finansierer konens udflugt til Paris overser digtervennen behændigt. Og billedet er egentlig mere komplekst, end hvem der laver de bedste, vigtigste malerier. Modersohn vil gerne redde, og Paula vil til tider også gerne reddes. Der er nogle menneskelige følelser i klemme i den intense udfoldelse af talentet, men hvad der egentlig driver Paula Becker bliver aldrig for alvor klart. Sandsynligvis fordi hun heller ikke helt selv kendte svaret.