Mænd, mænd, mænd (og malerier)

Malerier og film. De to ting bliver bare aldrig gode venner. De levende billeder har svært ved at formidle det fantastiske ved sine ubevægelige slægtninge af lærred og maling. Det har det med at ligne en Powerpoint-præsentation med underlægningsmusik og informativ voice over. Heller ikke “Peggy Guggenheim: Art Addict” formår at forsone filmkunst og kunstmaleri på en opfindsom eller spændende måde. Måske fordi instruktør Lisa Immordino Vreeland interesserer sig mere for de sensationelle sladderhistorier, der omgiver den rige arving, Peggy Guggenheim, der brugte sin formue på at udvikle moderne amerikansk kunst, mens hun levede en skamløst løssluppen tilværelse på samfundets top.

Fortællingen om Peggy Guggenheim er lige dele kunsthistorie og slibrig sladderbladssnageri. En imponerende, næsten endeløs namedropping af de store kunstnere, som galleristen Guggenheim opdagede og udviklede. Plus en angivelse af, hvem hun gik i seng med hvornår. Det ene øjeblik handler det om, hvordan Jackson Pollock bragte moderne amerikansk kunst til ære og værdighed med sin malingdryppende ‘action painting’. Det næste øjeblik handler det om, hvordan Samuel Beckett var i sengen. En besynderlig blanding.

Begge sider af historien er dog værd at få fortalt. Historien om rigmandsdatteren fra den notorisk neurotiske Guggenheim-familie har alt det, en sensationslysten sladderhistorie kan ønske sig. Penge, berømtheder, seksuelle eskapader, selvmord og børn, der på mystisk vis falder i døden fra toppen af et højhus. Selv Titanics forlis er en del af fortællingen om Peggys bemærkelsesværdige liv. Hilton og Kardashian-familierne kan slet ikke følge med, når the Guggenheims giver den gas.

I den mere seriøse ende af skalaen var Peggy Guggenheim en væsentlig skikkelse i moderne kunsthistorie. Som kunstsamler og gallerist havde hun blik for de nye strømninger. Ofte før de fleste såkaldte eksperter anerkendte udviklingen. Surrealisme og kubisme i Europa. Abstrakt ekspressionisme i USA. Peggy var altid lige i hælene på avantgarden, og med sin formue og sin generøsitet skabte hun sig en position som den moderne kunstscenes magtfulde kongemager.

Det ville have klædt “Peggy Guggenheim: Art Addict” at forsøge at fortælle noget mere substantielt om den kunst, som hovedpersonen viede sit liv til at støtte. Men det er som sagt svært at gøre kunstmalerier spændende på film. Præmisserne for de to kunstformer virker uforenlige. Hvis man dvæler for lang tid på et still-billede af et maleri, går den filmiske fortælling i stå. Men instruktør Vreelands energiske billedmontager tilsat hippe jazztoner og lidt voice over bliver hurtigt til en overfladisk, intetsigende omgang. Desuden viser det tabloides tiltrækningskraft sig ofte for stærk, og Guggenheims festlige livsførelse ender med at overskygge kunsten.