Perrier's Bounty

InstruktionIan Fitzgibbon

MedvirkendeGabriel Byrne, Cillian Murphy, Michael McElhatton, Don Wycherley, Jodie Whittaker, Brendan Coyle, Conleth Hill, Domhnall Gleeson, Pat McCabe, Ned Dennehy, Glenn Speers, Jim Broadbent, Padraic Delaney, Natalie Britton, Liam Cunningham

Længde88 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Perrier’s Bounty

2 6
Lock, Stock and Whisky in the Jar

Actionkomedien er tilsyneladende en genre, som aldrig går af mode, men til gengæld er den under konstant fornyelse. Der er vitterligt sket meget siden “Dødbringende våben” – humoren har udviklet sig fra den lune dialog til en mere hardcore kynisme, og i takt med teknologiens udvikling er naturligvis også actionsekvenserne blevet mere avancerede. Det kan diskuteres, om “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch” var begyndelsen på et paradigmeskift, men der kan næppe herske megen tvivl om, at de to Guy Ritchie-film har haft en stor indflydelse på nutidens actionkomedier – ikke mindst på den irske “Perrier’s Bounty”.

Efter en druktur vågner Michael McCrea op i sin lejlighed, hvor to lokale gangstere sidder og stirrer olmt på ham. Han skylder penge til byens kriminelle overhoved, og medmindre betalingen falder inden for 24 timer, er der udsigt til brækkede knogler. Michael begiver sig ud i byen for at skrabe pengene sammen, men det viser sig hurtigt ikke at være den nemmeste opgave. Inden længe er han i gang med et indbrud, men da udbyttet ikke ender i hans hænder, er han nødsaget til at flygte fra gangsterne under ledsagelse af sin uansvarlige far og sin underbo, Brenda.

“Perrier’s Bounty” gør hvad den kan for at leve op til Guy Ritchies populære film, men det går mildest talt ikke særligt godt. Der fyres masser af jokes og tilsigtede sjove kommentarer af, men ikke én gang lykkes det at fremprovokere et godt grin. Humoren er såmænd hverken for plat eller for den sags skyld for avanceret, nej, den er kort og godt bare ikke sjov – hverken i dialog eller handling.

Fortællingen afbrydes flere gange af en enormt malplaceret voiceover, som er indtalt af den ellers udmærkede Gabriel Byrne. Stemmen bidrager på intet tidspunkt med noget, som giver historien fremdrift eller perspektiv, men kommer i stedet med læssevis af små, lommefilosofiske stikpiller, som forsøger at dykke ned i en essens, der desværre er alt for svær at få øje på. Der filosoferes over livet og døden, hvoraf sidstnævnte har en fremtrædende, om end ikke specielt velgennemtænkt rolle, men teksten skraber blot overfladen – mest af alt fordi der ikke er noget under denne.

Cillian Murphy er siden “28 dage senere” blevet en efterspurgt herre, og han er da også et af de eneste elementer, der momentvis trækker “Perrier’s Bounty” op af sølet. Han har ikke meget at arbejde med, men hans karakter, Michael, er alligevel filmens eneste troværdige. Michael akkompagneres af sin dysfunktionelle far, Jim, som spilles af den garvede Jim Broadbent, men på trods af at en af de eneste pauser, der stopper filmens pace, bruges til at udforske deres forhold, er denne komplet ligegyldigt og tilføjer blot endnu en semi-prætentiøs ingrediens til den uappetitlige, irske stuvning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede ikke synes specielt godt om Guy Ritchies førnævnte film, og derfor kan det næppe overraske, at en film, der uden succes læner sig så meget op ad disse, ikke modtager en venligt stemt anmeldelse. Skulle man imidlertid have et andet syn på actionkomedier af denne type, kan “Perrier’s Bounty” i mangel af bedre bruges som tømmermændsfilm morgenen efter en aften med lidt for meget Guinness og irish coffee. Men absolut kun i mangel af bedre.
Video

Præsenteret i 16:9. Videotransferet har en fin skarphed og gode, naturlige hudtoner, men sortniveauet er enormt dårligt og trækker derfor en masse digital støj frem i de mørke dele af billedet. I enkelte tilfælde står det så slemt til, at visse elementer i billedet decideret misfarves. Til gengæld er der ingen edge-enhancement, og dermed kan billedet snige sig op på et skrabet tretal.

Audio

Dolby Digital 5.1. Filmen starter ud med en voiceover, hvor stemmen er placeret i både front- og baghøjtalere. Det burde give dialogen en del fylde, men alligevel føles den noget flad. Filmens øvrige dialog er mixet en anelse for lavet og overtrumfes derfor af atmosfæriske elementer samt musikken, som tilgengæld klinger udmærket.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på dvd’en.

“Perrier’s Bounty” er på alle fronter en enormt skrabet udgivelse. Den audiovisuelle præsentation ligger et godt stykke under gennemsnittet, og ekstramateriale er der ikke noget af. Disse ting kan man i nogen grad se bort fra, hvis der er tale om en virkeligt vellykket film, men det er bestemt ikke tilfældet i dette irske forsøg på en moderne actionkomedie.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Michael McCrea er helt almindelig fyr med en usædvanlig dårlig sans for penge. Et uigennemtænkt smålån fra den lokale gangsterboss Perrier, og han er pludselig jaget vildt med betydeligt mere end nogle brækkede ben på spil…