En streg i sandetSelvom det efterhånden burde være almenviden, kan man undertiden stadig støde på det uoplyste synspunkt, at tegnefilm blot er for børn og ikke en seriøs kunstform. At den opfattelse er forkert, er der efterhånden mange eksempler på, og den franske tegnefilm “Persepolis” udgør et af de bedste. Den viser med al tydelighed, at tegne- og animationsfilm kan bruges til mere og andet end børnefilm med nuttede dyr i mennesketøj.

“Persepolis” er en filmatisering af Marjane Satrapis selvbiografiske og prisbelønnede tegneserie af samme navn, og følger derved hendes liv ganske nøje. Filmen handler om den kække pige Marjane, der vokser op i Iran under den islamiske revolution. Hendes forældre er socialister, fritænkere og stærke modstanderne af det undertrykkende regime, en modvilje som den viljestærke pige arver i tifold.

Hun gør oprør på alle de måder, hun kan. Hun køber ABBA og Iron Maiden bånd på sortbørsmarkedet, hvor de forhandles, som om de var narkotika. Hun går med gummisko, og hun siger lærerne imod i klassen. Kort sagt: Hun vækker konstant opsigt, men er også ganske ukuelig i sit oprør. Som hun bliver ældre og Irak-Iran krigen raser, mens det brutale regimes hensynsløshed tager til, bliver hendes forældre dog bekymret for følgerne af hendes opførsel, og sender hende til Østrig for at studere. Livet i Vesten er dog ikke automatisk lykken, og Marjane må se sig splittet mellem de to kulturer.

Emnet virker måske umiddelbart for dystert til en tegnefilm, men den ville næppe kunne lade sig gøre så effektivt på anden vis. Udstyret med skuespillere ville historien hurtig blive en tung socialrealistisk og historisk beretning, men her fremstår virkeligheden i stedet, som den unge Marjane oplever den. Det er en næsten naiv verden befolket af symboler og ikoner, hvor tragiske og komiske scener ubesværet kan afløse hinanden. Selvom filmens historie er hensat til et specifikt tid og sted, giver landskabernes simple fremtoning og personernes åbne ansigter den en universel karakter, og gør den legende let at relatere til.

At filmen visuelt fremstår så simpel og symbolsk passer perfekt til historien, hvor symboler netop bliver en stor del af fortællingen. Ikke mindst i form af de sorte tørklæder, der fremstår som en brynje, som forsøger at kvæle enhver individualitet. Filmens visuelle side er betagende, og den virker næsten som en ubesværet blanding af tysk ekspressionisme, film noir og “Steen og Stoffer”. Billederne er atmosfæriske og detaljerige med mange fornemme sekvenser. Filmen indeholder stærke, bevægende og tragiske øjeblikke, men også adskillige humoristiske optrin, heriblandt en forrygende beskrivelse af pubertetsudviklingen som en monsterfilmstransformation, og en fornøjelig anvendelse af den famøse Rocky-sang “Eye of the Tiger”.