Joel Schumacher har prøvet kræfter med en filmatisering af musicalen “The Phantom of the Opera” og resultatet er bedre end man turde håbe på. Filmen er en visuel og musikalsk kræftpræstation, som man ikke bør snyde sig selv for.

Andrew Lloyd Webbers musical havde premiere i 1986. Det er det mest sete teaterstykke nogensinde, men alligevel har en ellers oplagt filmatisering været længe undervejs. Formodentlig har den succes som musicals såsom “Chicago” og “Moulin Rouge” har nydt, været medvirkende til at man nu har turde gå i gang med projektet. Musicalen selv er baseret på Gaston Leroux’ roman fra 1911. Den er filmatiseret adskillige gange, men for det meste uden den store succes.

Handlingen er blevet udvidet en anelse i forhold til teateropsætningen. Vi får mere baggrundsviden om personerne i denne udgave og selve filmen er sat op som en serie flashbacks. I sort-hvid farver bliver vi præsenteret for den ødelagte og forfaldne Opera Populaire. Der bliver holdt en auktion over effekter fra operaen. En af tilskuerne er en ældre mand med tilknytning til stedet, og det er hans hukommelse og forestillinger om operaens storhedstid vi ser i hovedhandlingen. Når han tænker tilbage bliver støvet revet af stolene, farver fylder skærmen og den ødelagte lysekrone hæver sig langsomt op i luften.

Filmen er visuelt utroligt flot. Vi bliver ført til den ene overdådige scene efter den anden. Opera Populaire er fantastisk og dekadent udsmykket i guld. Rejsen ned til The Phantoms grotte er som en rejse ind i underverdenen. Vi går igennem tilsølede katakomber og en underjordiske sø til grotten selv, som er udsmykket med bortkastede opera rekvisitter.

Stilen i “The Phantom of the Opera” er en slags scenerealisme. Den har en drøms logik. Alting er drevet en anelse ud af proportioner, hvilket giver filmen en meget speciel men flot fremtoning. Dette passer perfekt til materialet. At filmatisere den som en realistisk fortælling havde utvivlsomt været en fejltagelse. Det er lige så malplaceret at spørge hvordan The Phantoms hvide nystrøgene skjorter overleverer katakomberne, som hvordan de små masker kan dække hans vansirede ansigt. Filmen er et romantisk eventyr, ikke et hverdagsdrama. Personerne er “larger than life”. Stilen og kameraførelsen minder til tider om “Moulin Rouge”, men langt mindre fragmentarisk. Den er mere fokuseret, hvilket også gør den mere effektiv.

Lloyd Webbers musik er naturligvis en stor del af fornøjelsen. Melodierne er uimodståelige iørefaldende som de strømmer mod tilskueren, sat sammen i en lang mosaik. Det mest interessante er måske hvordan Webber ændrer betydningen af de samme temaer. Hvad der er et opløftende kærlighedtema for den ene skuespiller, bliver bagefter forvrænget til et vredesudbrud for en anden. Musikken er langt mere dyster end den vi normalt hører i musicals, men den er unægtelig meget stemningsfuld.

En af de problemer der tit er i filmatiserede musicals er de pauser der opstår, mens skuespillerne tålmodigt venter på at den anden skal synge sit parti færdigt – ligesom det ofte dræber stemning i et romantisk øjeblik, at skuespillerne skråler lystig i hovedet på hinanden. Men takket være Schumachers dygtige instruktion, virker scenerne flydende og dramatisk tilfredsstillende.

I rollen som The Phantom er Gerard Butler glimrende. Selvom hans stemme ikke kan måler sig med Michael Crawfords (som sang på det oprindelige soundtrack), så tilføjer han en snærende vitalitet til rollen. Han udstråler en farlighed og en sårbar desperation, der er med til at få figuren til at fungere. Emmy Rossum er dog musicalens egentlige scoop. I betragtning af at hun kun var 17 år gammel under optagelserne, er hendes præstation fremragende. Hun falder perfekt ind i figuren, og har en meget smuk sangstemme. Patrick Wilson er ligeledes udmærket som Raoul, selvom rollen som den flinke unge retskafne adelsmand, er en smule for frelst til at være særlig overbevisende. Hans rolle er dog gjort en anelse større i forhold til teateropsætningen, hvilket afhjælper problemet lidt.