Pieta

InstruktionKim Ki-duk

MedvirkendeSoo-min Jo, Lee Jung-Jin, Jae-rok Kim, Woo Ki-Hong, Jin Yong-Ok

Længde104 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen19/09/2013


Anmeldelse

Pieta

5 6
Vi skulle alle ønske, at vi bar vores kors så godt som Kim Ki-duk

Lad det være sagt med det samme: Hvis Kim Ki-duk instruerede en film om maling, der tørrer, så ville jeg betale gode penge for at se den. For to år siden lavede han en semi-dokumentar, hvor han bygger en espresso-maskine ud af gamle rør, mens han grådkvalt sidder og fortæller kameraet, hvorfor han ikke mener, han kan lave film mere. At det blev til interessant og besnærende filmkunst, er om noget et vidnesbyrd om mandens talent. Efter en længere pause er han tilbage i en mere traditionel form med en moderne fabel om hævn og tilgivelse, synd og soning, profant og helligt, offer og bøddel, Kristus og djævlen.

Vi åbner med et selvmord hurtigt efterfulgt af en onani-scene med hovedpersonen, Kang-do, som vi derefter følger på sin daglige dont rundt i et slumkvarter i Seoul, hvor han i en række brutale scener inddriver penge ved at lemlæste folk og indkassere forsikringssummen. Det er fra udgangspunktet slået fast, at Kim Ki-duk er tilbage i det provokerende lune, som vi kender fra hans tidlige film. Kang-do er et gennemført usympatisk menneske, der tilsyneladende er hadet af alt og alle omkring sig. Så dukker en intens kvinde op og begynder at følge ham omkring i byen. Da han konfronterer hende, tilstår hun, at hun er hans mor, og at det er hendes skyld, at han er blevet så dårligt et menneske, eftersom hun forlod ham, da han var lille.

Denne scene foregår i slummens snævre, mørke gader og er som taget ud af et middelalderligt passionsspil. Kang-dos kors er ganske vist af en mere psykologisk end fysisk art, men referencen er stadig tydelig. Vi har at gøre med en fascinerende og forvrænget Kristus-allegori, som Ki-duk med sin vanlige sans for symbolisme hele tiden formår at forløse, uden at det kammer over, som det desværre gjorde for Sion Sono i “Håbets land”. Den middelalderlige sensibilitet går igen i hele filmen – ikke mindst i nærbilleder af hovedpersonernes intense ansigtsudtryk. Det er uden tvivl de to hovedroller Lee Jung-jin og Cho Min-soos fortjeneste, at denne ekstreme patos aldrig bliver latterlig.

Filmen er indspillet med vanlig sans for smuk iscenesættelse og framing, hvilket må betragtes som et kendemærke for en Kim Ki-duk-film. Jeg synes dog, at man kan spore et mere ydmygt visuelt udtryk med større brug af digitalt kamera, mere håndholdt og med mindre “perfekte” overgange. Det klæder filmen overraskende godt og er med til at give den et mere råt udtryk, der kunne være et tegn på et stilistisk nybrud hos instruktøren. Jeg ser i hvert fald klare paralleller mellem denne films udtryk og den sære, men grænseløst fascinerende “Arirang”.

Også i dens billedsprog og til tider meget tunge symbolisme ser man indflydelsen fra den kristne middelalder. Filmen er proppet med kristne referencer og visuelle elementer. Titlen refererer til en klassisk scene i maleri og især skulptur, hvor Jomfru Maria holder Jesus i sine arme, efter han er taget ned af korset. At Ki-duk vælger at kombinere disse referencer med elementer af ultravold giver dog en mere umiddelbar følelsesmæssig klangbund for hans symbolisme, end man har set i hans film i længere tid. Han undgår også klogeligt en rent allegorisk tilgang, men efterlader et fortolkningsrum til tilskueren. Filmen gør stort set ikke brug af musik, men i slutningen, da vi endelig skal se det offer, som de fleste bør vide kommer, toner Agnus Dei selvfølgelig frem minimalistisk fortolket af den koreanske sangerinde Inyoung Park. Det er fuldbragt.

Hvis man aldrig har set en film af Kim Ki-duk før, er “Pieta” et meget godt sted at starte. Hvis du hader den, bør du undgå hans film. Hvis du ikke bryder dig om den, men synes visse elementer virkede, så kan du udforske resten af hans oeuvre. Der vil helt sikkert være dele af det, du vil elske. For kendere af den koreanske auteur er “Pieta” en stærk genkomst for en savnet instruktør og en spændende forsmag på, hvor han er på vej hen kunstnerisk. Filmen vises desværre kun med svenske undertekster, hvilket kan være et problem, hvis man ikke er stærk i vores brodersprog.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

En pietá er et billede af Jomfru Maria med den døde, lemlæstede Kristus i sit skød, og det indgår i flere uortodokse betydninger i Kim Ki-duks film, der foregår i Seoul. Vi følger den unge Kang-do, der arbejder som iskold inkassogorilla for den lokale gangster i den gamle bydel Cheonggyecheon, der er ved at blive opslugt af nye højhuse. Når de små næringsdrivende i det nedslidte kvarter ikke kan betale ågerrenterne, bliver de rutinemæssigt invalideret af Kang-do, så gangsteren herefter kan score forsikringspengene. Kang-do lever af dyr, som han slagter i sin lejlighed, og er totalt forrået som menneske.

Men en dag dukker en mystisk, midaldrende kvinde op ved hans dør, og uden et ord begynder hun at vaske op og gøre rent i lejligheden. Kang-do afviser hende brutalt i flere omgange, også selv om hun senere hævder, at hun er hans mor, som forlod ham ved fødslen 30 år tidligere. Hun bliver hængende på trods af, at han udsætter hende for voldtægt og andre voldsomme ydmygelser, og langsomt accepterer Kang-do kvinden som sin mor. Men da Kang-do begynder at føle empati og sårbarhed, fordi han nu har noget at miste, trækker kvinden sin kærlighed tilbage.