Pigen, moderen og dæmonerne
Udgivet 9. nov 2016 | Af: Mikkel Twomey-Madsen | Set i biografen
I Guillermo del Toros “Pans labyrint” bliver den spanske borgerkrigs grusomheder for meget for Ofelia. Hun forsvinder ind i en magisk verden. “Pigen, moderen og dæmonerne” er vinklet lidt mere til børn, men det betyder ikke, at pigen Ti får samme mulighed som Ofelia for a flygte fra problemerne. Hendes mor forsvinder ind i en anden verden, og Ti er nødt til at være den voksne. Det er så levende fortalt, at jeg som voksen næsten kunne sætte mig i hendes sted. Et sted som ikke altid rart, men som til gengæld virker mere realistisk end den fantastiske spanske fantasy-labyrint.
Suzanne Osten lykkes med det samme som Guillermo del Toros ‘Labyrint’ – nemlig at formidle fra barnets synspunkt. Derfor kab ting også være mere skræmmende end normalt. Hvad er det for nogle dæmoner, mor taler om? Hvad er en dæmon i det hele taget? De er i hvert fald efter mor – ligesom Faunen er efter Ofelias mor – og det skal de ikke være!
Formen låner Osten fra Xavier Dolans “Mommy” gjorde, nemlig det skiftende skærmformat. Fra det brede til det smalle. Når moderen har det godt, står den på bredformat – når hun har det skidt, er det næsten, som om dæmonerne maser skærmen fra alle sider. Vi bliver kvalt sammen med mor og Ti. Det er måske nok et simpelt greb, men det virker. Jeg er der sammen med Ti og mor.
Esther Quigley som Ti er ikke så meget stemmen, som hun er mikrofon for den her film. Vi får ikke fortalt historien af hende, men vi oplever den sammen med hende. Som hende. Hun lader alle få et indblik i, hvordan livet er med mor og dæmonerne. Det er ikke altid nemt, men sådan er livet jo. Så må man bruge lakridspastiller, eller hvad man ellers kan finde.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet