Pingvinerne fra Madagascar

InstruktionSimon J. Smith

MedvirkendeHenrik Prip, Niels Olsen, Allan Olsen, Lasse Lunderskov

Længde92 min

GenreKomedie, Animation, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen18/12/2014


Anmeldelse

Pingvinerne fra Madagascar

4 6
Dyrenes klovne

Pingviner er sjove. Meget sjovere end klaverspillende katte eller nuttede hunde. Måden, de meningsløst vralter i takt på og vælter i vandet med hovedet først, gør dem til slapstickkongerne af dyreriget. Og næsten også af filmriget. “Pingvinerne fra Madagascar” er sjov, og spin-off-pingvinerne er sjove i sig selv, men måske er en fuld spillefilm tæt på overkill for pingviner, der vralter, vælter og redder verden fra en ond superskurkeblæksprutte.

Tempoet er rasende højt, indtil det komisk og effektivt punkteres, inden tempoet igen sættes. Det er den formel, som “Pingvinerne fra Madagascar” forfølger hele kloden rundt i jagt på blæksprutten Dave, der vil have hævn over alverdens pingviner for at have ødelagt hans zoologiske karriere. Niels Olsen er for øvrigt det danske stemmehøjdepunkt med sin begejstrede skurk, der sikkert placerer sig i familie med andre animationsgalninge som Gru og Megamind.

Dave er skurketypen, der med sans for ondskabsfulde iscenesættelser tiltvinger sig adgang til heltenes kommunikationsskærme, hvortil han har en besked om sin onde, onde plan. Det fejres naturligvis indledende med en grusom latter. Eller det vil sige, at vi kan se, han griner, men ikke høre det. Noget er i vejen med mikrofonen. Nu er den der. Hvor kom vi fra? Nå ja: ”MU-HA-HA-HA-HA!” Sådan punkteres alvoren konstant med en fin metasans for helte/skurkegenrens slidte koder.

På samme vis er der god komisk kemi imellem Skipper, Kowalski, Rico og Rekrut, der konstant leder efter en plan. I første omgang til at komme væk fra Sydpolen. Skipper uddeler en hurtig ordre, Kowalski aflægger militant situationsrapport, Rico æder et eller andet og Rekrut ser som altid nuttet ud. Tempoet er højt, men så trædes der et skridt tilbage. Pingvinerne er omringet! Af et filmhold a la David Attenborough, der betragter og dokumenterer disse nuttede dyr til nok et dyreprogram. Den dramatiske alvor punkteres igen. Det er sjovt.

Lige så sjovt som ligemænd/dyr som “Pinky & Brain” og “Darkwing Duck”, der følger samme dynamik imellem tempofyldt alvor og pruttesjov punktering. Men ikke helt så sjovt som et andet spin-off-hold, der får sin egen film til sommer med titlen “Minions”. De er de sjoveste i det animerede filmrige, hvilket understreges af, at udførelsen af Daves plan er 1:1 med skurkens monsterplan i sommerens “Grusomme mig 2”, hvor netop de gule minions hærger. Det er ikke bare set før, men lige for lidt siden. Unødigt dovent, selv af en blæksprutte.

Sidehistorien, der skal retfærdiggøre de mange sjove setups, er Rekruts kamp for at blive taget alvorligt i gruppen. Den eneste alvor, der ikke bliver punkteret undervejs. Det burde den, for “Pingvinerne fra Madagascar” er bedst, når en pinlig tavshed ledsages af en understregende lyd fra en græshoppe. Igen trædes der tilbage. Græshoppen står faktisk ved siden af pingvinerne, der får understreget deres status som de sjoveste i dyreriget.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I denne spektakuløse komedie afslører Skipper, Rekrut, Rico og Kowalski alle deres hemmeligheder. Pingvinerne er de mest underholdende og mystiske fugle i den globale spionverden, og man lærer nu både om deres ydmyge opvækst og om deres seneste internationale mission – kampen for at redde verden fra den kloge, men gale Dr. Octavius Brine.