Piraterne for tredje gangVi skal for tredje gang til piratland i selskab med hele banden fra de to forrige eventyr. Allerede titlen, “Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende”, indikerer, at nu må slaget stå, for en vinder skal findes i det spil, som sluttede film nummer to med en uhørt cliffhanger. Alle sejl er bogstavelig talt sat, for instruktør Gore Verbinski vil afslutte sin trilogi med manér. De to sidste film er optaget i forlængelse af hinanden, og det er derfor én lang historie med samtlige spillere som gennemgående figurer. Det er derfor et must at have set film nummer to.

Vi tager fat efter, at Jack Sparrow (Johnny Depp) er blevet spist af søuhyret Kraken. Han er naturligvis ikke rigtig død, men befinder sig i en form for parallelverden. Will Turner (Orlando Bloom) og Elizabeth Swann (Kiera Knightley) er dog klar på at sætte efter Sparrow, og kaptajn Barbossa (Geoffrey Rush) vil også gerne hjælpe. De har dog et problem: de har intet skib. De tre opsøger derfor den kinesiske Sao Feng (Chow Yun-Fat), som indvilger i at hjælpe. Alle ser de nemlig problemet i, at det Ostindiske Kompagni, ledet af den skurkagtige Cutler Beckett (Tom Hollander), kan kontrollere havene, fordi han er kommet i besiddelse af blækspruttemanden Davy Jones’ (Bill Nighy) hjerte. Beckett er nemlig en fascistoid general, som ikke skyer nogle midler for at udbrede sin magt. Det bliver en kamp på liv, død og kærlighed, hvor alle kneb gælder.

“Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende” er en utrolig handlingsmættet film med et plot så fuld af motivation, at det næsten er for meget. Alle karakterer har motiver for deres handlinger selv ned på birolleplanet. Det er både lidt trættende men også lidt af en manuskriptmæssig bedrift, for persongalleriet er jo yderst mangfoldigt. Det har samtidig den konsekvens, at filmene bliver længere og længere og tredje kapitel løber næsten tre fulde timer. Toeren føltes dog længere, da den dvælede meget ved ligegyldig og forudsigelig action, der aldrig rigtig fik nogen betydning for handlingen. Det er der heldigvis rodet bod på i seneste kapitel, og de spektakulære kampscener fungerer rigtig godt.

Største anke mod “Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende” – men det gælder reelt set alle tre afsnit – er, at de som film ikke vil noget. Det er nogle af Hollywoods bedste folk både foran og bagved kameraet, men alligevel vil man ikke bruge historierne og karaktererne til andet end underholdning. Det er for så vidt fuldstændigt tomme kalorier. Mange væsentligt dårligere film har i det mindste noget, de vil sige. Derfor er personerne også så underligt tomme, for godt nok har de masser af motiv i historien, men de er bare ikke mennesker. Der er intet psykologisk spil, og kærlighedshistorien mellem Will Turner og Elizabeth Swann er mildest talt utroværdig.

Effekter, kameraarbejde, lydside og set-design er en opvisning i, hvorfor ingen kan konkurrere med Hollywood i denne type film, for der er tydeligvis ikke sparet nogle steder. Det er her, at filmen virkelig hiver stik hjem. Hvad de gamle synkende skuder ikke kan lave af undervandsdyk og stå på hovedet detaljer; det er bare sejt! Hvorvidt man kan lide spillerne er nok en smagssag, for de spiller reelt på samme måde hele vejen igennem trilogien. Dog har Depp lagt lidt af sit overspil fra nr. to til side for en lidt mere afdæmpet Sparrow. Det klæder ham.