Pistoleros
Udgivet 2. aug 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Thure Lindhardt og en forholdsvis ukendt Dennis Haladyn er sjovest at overvære i aktion. Begge mænd agerer fortællere over for en måbende Robert Hansen og en nervøs Julie Ølgaard, der sammen skruer et filmmanuskript sammen. Lad os håbe, at deres indsats ikke munder ud i noget. Lindhardt tilføjer en smule værdighed til en film, der egentlig ikke fortjener at have så mange fremragende skuespillere på rollelisten. Desværre medvirker Lindhardt kun i få minutter ligesom en højtråbende Thomas Bo Larsen og en mut Thomas Eje, der hver især akkurat når at fremtvinge et enkelt træk på smilebåndet. Resten af skuespillerne er også hæderlige, og der er i det mindste ikke nogen, der går seeren på nerverne.
Mådehold er ganske vist ikke noget, man sædvanligvis klandrer genrens bedste værker for at mangle, men “Pistoleros” ved bare ikke, hvornår alt potentiale er blevet klemt ud af en joke eller en idé. Det er ganske morsomt, da en uendelig strøm af patroner affyres i slowmotion i begyndelsen af filmen. Men scenen bliver bare ved og ved, hvorfor morskaben hurtigt fordufter, og man kan sagtens forestille sig filmmagerne stå bag kameraet og more sig over deres films anstrengende fandenivoldskhed. De voldsomme slålyde er sjove, de første par gange lussinger uddeles, men de bliver hurtigt lige så uvelkomne som den rædsomme musik, der næsten udelukkende gør brug af enerverende synthesizertrompeter og pludselige trommehvirvler.
“Making of Pistoleros” (10 min.) indeholder desværre blot et par interviews med skuespillerne Daniell Edwards og Erik Holmey og meget få klip fra optagelserne. To minutters delvist morsomme fraklip, syv minutters overflødige slettede scener og filmens trailer er også inkluderet, mens et medfølgende billedgalleri udelukkende mønstrer billeder fra filmen.
“Pistoleros” er blot én af de efterhånden utallige billige og uambitiøse gangsterfilm herhjemme, der forsøger at slå plat på Guy Ritchie og Quentin Tarantinos repertoirer. Skuespillerne er veloplagte, men man har set det hele før, og filmen er ludfattig på overraskelser og ordentlige jokes – to af genrens ellers største varemærker. Udgivelsens AV-præsentation er middelmådig, mens ekstramaterialet er nogenlunde. Det ændrer dog ikke på, at dette formentlig udelukkende er en udgivelse, som filmmagernes venner og familiemedlemmer vil sætte pris på.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet