Stjernespækket bagatelDet virker altid en anelse lusket, når hovedparten af en dvd-udgivelses omslag bruges på at understrege, hvor helt igennem fantastisk filmen er. Coveret til udgivelsen af Shaky González’ “Pistoleros” hævder blandt andet, at instruktøren er kongerigets ”svar på Robert Rodriguez og Quentin Tarantino”, og at der i filmen ikke var plads til ”socialrealisme og langsommelighed, kun 100 % action, stenhårde mænd og sexede kvinder. ‘Pistoleros’ er en film af drengerøve for drengerøve!” Her er altså tale om én lang, vitterligt intetsigende smøre, der forsøger at maskere filmens svagheder med typisk sniksnak og tomme løfter om storstilet action for alle pengene.

Lad jer ikke narre. “Pistoleros” er blot endnu en forglemmelig bagatel om stjålne pengesedler, rapkæftede gangstere, stereotype indvandrere, letpåklædte strippere og talløse andre trættende genreklicheer. De fans, González tilegnede sig via sin stjernebesatte vampyrkultfilm “Nattens engel”, undrer sig formentligt over, hvad der er gået galt. Den eneste markante forskel mellem “Pistoleros” og hundredvis af danske lavbudgetsfilm og studenterproduktioner er, at der optræder adskillige store danske skuespillere undervejs i chilenskfødte González’ film. Gudskelov er der også et par af dem, som rent faktisk ser ud til at more sig.

Thure Lindhardt og en forholdsvis ukendt Dennis Haladyn er sjovest at overvære i aktion. Begge mænd agerer fortællere over for en måbende Robert Hansen og en nervøs Julie Ølgaard, der sammen skruer et filmmanuskript sammen. Lad os håbe, at deres indsats ikke munder ud i noget. Lindhardt tilføjer en smule værdighed til en film, der egentlig ikke fortjener at have så mange fremragende skuespillere på rollelisten. Desværre medvirker Lindhardt kun i få minutter ligesom en højtråbende Thomas Bo Larsen og en mut Thomas Eje, der hver især akkurat når at fremtvinge et enkelt træk på smilebåndet. Resten af skuespillerne er også hæderlige, og der er i det mindste ikke nogen, der går seeren på nerverne.

Det gør den spinkle fortælling derimod, der ender som en uoverkommelig tålmodighedsprøve. Seancens første akt er kaotisk og kræver undertiden, at man pauser for at fange trådene mellem de mange handlingsforløb. Starten viser sig hurtigt at være et fortænkt og forgæves forsøg på at få den banale historie til at virke mangfoldig. Filmens svingende tempo, manglende opfindsomhed og talrige referencer til overlegne film gør forløbet enormt forudsigeligt. Og figurerne bruger så megen tid på bare at snerre, sparke, slå, skyde og bande, at man aldrig opnår den mindste snert af interesse eller sympati for dem eller deres eskapader.

Mådehold er ganske vist ikke noget, man sædvanligvis klandrer genrens bedste værker for at mangle, men “Pistoleros” ved bare ikke, hvornår alt potentiale er blevet klemt ud af en joke eller en idé. Det er ganske morsomt, da en uendelig strøm af patroner affyres i slowmotion i begyndelsen af filmen. Men scenen bliver bare ved og ved, hvorfor morskaben hurtigt fordufter, og man kan sagtens forestille sig filmmagerne stå bag kameraet og more sig over deres films anstrengende fandenivoldskhed. De voldsomme slålyde er sjove, de første par gange lussinger uddeles, men de bliver hurtigt lige så uvelkomne som den rædsomme musik, der næsten udelukkende gør brug af enerverende synthesizertrompeter og pludselige trommehvirvler.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Udtværinger figurerer i flere scener, og nattescener byder på en del støj. Edge-enhancement optræder dog meget sjældent, og billedet er sædvanligvis skarpt. Farverne er gjort meget mætte, hvilket fungerer godt, og farvetemperaturen svinger aldrig unaturligt. Kontrasten er også ganske god – godt nok optræder der lidt støj i dunkle sekvenser, men detaljer synes aldrig at drukne i mørket. Der er dog flere tegn på, at billedet er blevet de-interlaced. Enkelte linier i billedet vibrerer lidt, og da der i få sekunder optræder undertekster, virker de pixelerede.

AudioDer er ingen mærkbar forskel på udgivelsens Dolby Digital 5.1-lydspor og DTS 5.1-mix, som synes at råde over et dynamikområde af samme størrelse. Filmens lyddesign er ikke særlig spændende, og det er disse lydspor heller ikke. Lyden er som regel klar og tydelig, og støj optræder sjældent og kun, når upoleret reallyd benyttes. Replikkerne kan til tider være en smule utydelige, men det skyldes snarere skuespillernes mumlen end kvaliteten af lydsporene. Høje toner lyder fint, mens subwooferen en sjælden gang imellem producerer en smule tilfredsstillende rumlen. Kun én panorering bed undertegnede mærke i. Atmosfærelyde er fåtallige, og baghøjtalerne bruges forholdsvis sjældent, hvorfor den auditive atmosfære ikke overraskende virker mangelfuld. Der fastholdes en fin balancegang mellem lydsidens elementer.

EkstramaterialeInstruktør Shaky González og produceren Jacob Ditlev har indtalt et gemytligt kommentarspor. Det er især sjovt at høre González ytre sig – manden er meget lavmælt og tilbagelænet, hvilket man ikke umiddelbart skulle tro, når man ser hans film eller eksotiske navn. De to mænd virker meget oprigtige, og selvom de bruger en del tid på at rose filmens skuespillere, plot og udseende, så bliver der også tid til en del interessante små fortællinger og anekdoter, der især berører skuespillerne, det beskedne budget og den stramme tidsplan.

“Making of Pistoleros” (10 min.) indeholder desværre blot et par interviews med skuespillerne Daniell Edwards og Erik Holmey og meget få klip fra optagelserne. To minutters delvist morsomme fraklip, syv minutters overflødige slettede scener og filmens trailer er også inkluderet, mens et medfølgende billedgalleri udelukkende mønstrer billeder fra filmen.