Barden Bellas bliver voksne

“Pitch Perfect”-universets største styrke er den absurde præmis, at a cappella-sangere er feterede superstjerner på de amerikanske colleges. Det ville være oplagt at fremstille dem som nørder og outsidere, men i stedet nyder de en status, som plejer at være forbeholdt sportsstjerner og cheerleaders i amerikanske ungdomsfilm. I “Pitch Perfect 2” er a cappella pludselig et verdensomspændende fænomen, der kan samle tusinder af mennesker til et verdensmesterskab i selveste København – og det er nok at strække det tossede udgangspunkt længere, end det kan holde til.

Den første “Pitch Perfect” var sjov som en slags vrangudgave af den klichétunge amerikanske ungdomsfilm, hvor en gruppe cheerleaders/footballspillere/andre af den amerikanske ungdoms sociale vindere tager kampen op imod en ydre trussel – og vinder til sidst. “Pitch Perfect” fulgte den samme skabelon, men fordi skabelonen var udfyldt med noget så obskurt som a cappella-sang, virkede det friskt og opfindsomt. Det var herligt at se et ungdomsunivers, hvor stjernerne ikke var the usual suspects, men en flok flamboyant nørdede og skæve personligheder som i de fleste andre ungdomsfilm ville være fortrængt til en tilværelse i skyggen. Og sandsynligvis overdænget med tæsk ved enhver given lejlighed. Karaktergalleriet spillede kækt på teenfilmens stereotyper, og lod dem boltre sig i filmens særegne sociale hierarki.

Men under Anna Kendricks ledelse nåede koret ‘The Barden Bellas’ jo allerede toppen af den amerikanske a cappella-verden i den første film – hvordan tager man så historien videre? Tja, man sørger for, at de mister noget af deres anerkendelse ved at lade Fat Amys bukser sprække, så hun blotter understellet foran selveste Barack Obama og derved kaster skam over koret. Dernæst opfinder man endnu en etape på vejen mod toppen af a cappella-branchen – et verdensmesterskab i København, hvor tyske ‘Das Sound Machine’ er klar til at knuse de amerikanske Bellas. Med en frygtindgydende Birgitte Hjort Sørensen som iskold frontfigur i øvrigt.

Verdensmesterskabet flytter idéen om a cappella-superstjerner ud af den sammenhæng, hvor den fungerer bedst, og det er ærgerligt. Selv om tyske ‘Das Sound Machine’ er sjove som et studie i amerikanske fordomme om tyskere med deres Kraftwerk-inspirerede fremtoning og militante arrangementer. Sideløbende med ræset mod verdenstoppen kæmper damerne med tanken om, at livet efter college lurer lige om hjørnet. Og dermed også et liv uden ‘The Barden Bellas’. Det er et skræmmende perspektiv, som tvinger pigerne til at tænke på andet end a cappella-sang.

Selv om den fjollede grundidé fungerede bedst i den første film, hvor den udfoldede sig inden for mere traditionelle teenfilm-rammer, så er der stadig en del gode grin at hente i “Pitch Perfect 2”. Humoren er grovere, end det oftest er tilfældet i denne type film. Især de racistiske, kvindefjendske og decideret ondskabsfulde a cappella-kommentatorer er garant for et par solide punchlines med kant. De musikalske indslag har fået et ekstra spark, og er langt mere teatralske og bombastiske end i den første film, hvor det ellers var de mere afdæmpede og nedbarberede musikalske øjeblikke, der stod tilbage som de mest mindeværdige.