Det sur-søde politiliv

Har du også fået mere end nok af julens kvalmesøde hygge-nygge-film? Så er den franske “Polisse” måske svaret på dine bønner. Her følger man en specialeenhed i det parisiske politi, der tager sig af sager om især sexmisbrugte børn og buster pædofile på stribe. Glædelig jul. Det er selvsagt hård kost at sidde igennem, men heldigvis både sobert og balanceret formidlet af instruktøren Maïwenn.

Første scene: En lille 4-5-årig pige afhøres af en kvindelig politibetjent. Tålmodigt, men bestemt spørger hun ind til, hvad der sker om natten, når faderen kommer på besøg. ”Han klør mig på rumpen,” fortæller pigen. ”Uden på strømpebukserne eller inden under?” Uskyldigt, men hjerteskærende, svarer pigen: ”Inden under”. Det er den barske hverdag for en sammentømret gruppe, der arbejder i politiets afdeling for beskyttelse af mindreårige.

Der er Fred (rapperen Joeystarr), der ligger i skilsmisse og savner sin lille datter. Makkerparret Nadine (Karin Viard) og Iris (Marina Foïs), der henholdsvis tumler med skilsmisse og bulimi. Fotografen Melissa (spillet af instruktøren selv), der er nyansat for at dokumentere enhedens daglige arbejde, men forelsker sig i Fred undervejs. Chefen, der kæmper en umulig kamp mod ledelsen, der hellere vil bruge ressourcerne i narkoafdelingen. Og så de frygtelige sager, der bare bliver ved at lande på deres borde.

Ensemblefilmen “Polisse” er en følelsesmæssig mavepuster af rang. Lige til sidste scene, der pumper én dødsstødet lige i solar plexus. De første, rodede 20-30 minutter går med at finde fodfæste og hitte rundt i navne og ansigter i brogede grupper af politibetjente. Her søger man især mod Karin Viard (senest set herhjemme i Francois Ozons kulørte 70’er-brag “Potiche”) og Marina Foïs, der som bitch’ende venindepar og arbejdskammerater tilbyder lidt umiddelbar comic relief midt i al elendigheden. Men når man har fundet sig til rette, tør man nærmest ikke blinke – af frygt for at gå glip af bare den mindste detalje. Instruktør og skuespiller Maïwenn har umådelig godt fat i sine karakterer. Hun sætter overbevisende gruppens dynamik i scene og tegner et nuanceret portræt af, hvorledes man selv til halsen i den mest trøstesløse elendighedssuppe er nødt til at få hverdagen til at hænge sammen med alle dens trivialiteter, fjollede jokes og småforelskelser.

Fortællingen er episodisk opbygget, så man sidder med ved mange af de brutale afhøringer af både pædofile og deres ofre. Udfaldet af sagerne får man aldrig indsigt i – ikke ulig virkelighedens politibetjente, der sjældent har tid til at følge op. Klogt set af Maïwenn. Det forstås, at Marina, Iris, Fred, Melissa og alle de andre på stationen besidder et job ligesom alle andre. De har også brug for at gå ud til en fyraftensbajer og danse bekymringerne væk i natten. Umiddelbart bliver man lidt harm, når scener skifter mellem et stakkels, misbrugt barn til betjente på grillbar, der mundhugges over ligegyldigheder. Men det understreger på den anden side også instruktørens pointe om, at hverdagen til hver en tid er sur-sød, selv for betjente i sædelighedspolitiet.