Trofæhustru på barrikaderne

Den franske instruktør Francois Ozon driver beundringsværdig, (ægteskabs)undergravende filmvirksomhed som en af de bedste på sit felt. Siden debuten i 1998, “Sitcom”, har han svunget pendulet mellem florlette, intelligente komedier såsom “8 kvinder – og et mord” og alvorstunge dramaer med “Under sandet” og senest “Le refuge” som højdepunkter. Med “Potiche” sætter Frankrigs enfant terrible igen enden på komedie med en herlig pastiche-sag om kvindefrigørelse i slut-70’ernes bæ-brune forstæder med ikonet Catherine Deneuve i hovedrollen som forsmået trofæhustru (une potiche).

Deneuve spiller husmoderen Suzanne Pujol, hvis mand Robert (Fabrice Luchini) har meget mere travlt med at nappe sekretærer i bagdelen end at køre den paraplyfabrik, som Suzanne arvede fra sin far. Under en strejke på fabrikken stejler den hidsige Robert over et par ganske rimelige krav og kidnappes! Tilskyndet af sin gamle flamme, byens kommunistiske borgmester, Maurice (Gérard Depardieu), træder Suzanne i karakter og overtager Roberts magelige lænestol på chefkontoret. Under Suzannes kyndige ledelse stiger omsætningen, og kreativiteten spirer på den gamle fabrik – men Robert, der oven på et hjerteanfald har set sig nødsaget til at restituere under varmere himmelstrøg, har ikke sådan lige tænkt sig at opgive sin position.

På overfladen ligner “Potiche” nok en letbenet ægteskabskomedie med et par af fransk films mest slagkraftige navne som trækplaster, men lige under al 70’er-farveladen, det høje, lakkede hår og de uklædelige kassebukser ligger den kønspolitiske indignation og giver næring og stof til eftertanke. For nok trives Francois Ozon bedst i favntag med pastichen og i evig filmdialog med instruktører som Rainer Werner Fassbinder og den store melodramatiker Douglas Sirk, men der stikker unægtelig noget under. Noget queer.

I “Potiche” spiller Ozon bold op ad 30’erne og 40’ernes screwball-komedier, hvor den speedsnakkende Katherine Hepburn nok så kontrært bar bukser, men ikke helt så ofte viste sig at have dem på, desværre. Men hos Ozon, hvor dialogen leveres med samme, skræmmende hastighed og præcision, er det virkelig Deneuves Suzanne (og resten af filmens stærke kvinder og latent homoseksuelle mænd), der viser sig at have bukserne på. Mændene, altså de kedelige, heteroseksuelle af dem, er derimod nogle pjok, der udelukkende er drevet af drifter syd for bæltestedet.

“Potiche” sprudler af komisk overskud og læsker komedie-connaisseurens gane som kølig, lyserød champagne. Fortælleglæden er indlysende, genrelegen frydefuld, og når samtlige replikker leveres med et glimt i øjet og et kærligt vink til fordums tider og ikke mindst film, kan man ikke andet end at overgive sig til Ozons legestue. De metatekstuelle referencer er allestedsnærværende – aldrig fortænkte, bare kærlige i deres åbenlyse nostalgi. Især spilles der på Catherine Deneuves ikoniske status og karrierens mange roller. Således er det alt andet end tilfældigt, at Suzanne Pujol er arvtager til en paraplyfabrik, i og med at Deneuves karriereskabende rolle var i Jacques Demys pastelfarvede musical “Pigen med paraplyerne” fra 1963. Og havde Deneuve og Gérard Depardieu ikke allerede gjort udenomsægteskabelige tilnærmelser til hinanden i Truffauts sene mesterværk “Den sidste metro” i 1980, havde gensynet med de to aldrende turtelduer i “Potiche” ikke vakt samme, glade minder. Og sådan kan man fortsætte.