Coen-brødrene møder David Lynch

Ost, mord og Marilyn Monroe. Ingredienserne i franske Gérald Hustache-Mathieus humoristiske noir-afart “Poupoupidou” er bestemt utraditionelle, men resultatet absolut seværdigt. Det er Coen-brødrene, der møder David Lynch – dog uden helt den samme mængde depravationer og bredskyggede hatte. Til gengæld med masser af fransk tricolorit.

Vi befinder os i iskolde og snedækkede Mouthe – Frankrigs efter sigende koldeste by ved grænsen til Schweiz og Jura-bjergene. Her ruller krimiforfatteren David Rousseau (karismatiske Jean-Paul Rouve) intetanende direkte ind i favnen på et vaskeægte mordmysterie, der endelig løser op for hans langvarige skriveblokade: Byens lokale skønhed, Candice Lecoeur (Sophie Quinton), findes død i sneen. Politimesteren afskriver det med det vuns som selvmord, men Rousseau finder hele sagen noget ulden. Hvorfor skulle den skønne Candice, hvis berømmelse beror på noget så obskurt som ganske letpåklædt at pryde indpakningen på den lokale ost, tage sit eget liv? Dækker den bryske politimester over noget? Og hvilken forbindelse er der mellem Candice og alle tiders absolut største sexikon, Marilyn Monroe?

Med en udtalt beundring for den hårdkogte, amerikanske krimiforfatter James Ellroy, hvis videredigtning på det bestialske Sorte Dahlia-mord i 1940’ernes Los Angeles stadig slår gnister ved genlæsning, involverer filmens Rousseau sig lidt for personligt i Candice-sagen. Hvis man ikke kan drive rundt i mytiske Los Angeles, bestikke ligsynsmænd og nedlægge femme fatales, synes det isolerede Mouthe med særlig fransk ostefetich på en eller anden måde som det næstbedste bud. Den stillestående by og det forfrosne landskab agerer i hvert fald stemningsfuldt bagtæppe for Rousseaus detektivarbejde. Et værdigt let på hatten til Coen-brødrenes kulsorte snekrimi “Fargo” – uden dog på noget tidspunkt at nå samme, himmelske filmstratosfære.

I det hele taget står de filmiske referencer stuvet sammen som salte sild i en tønde i Hustache-Mathieus lidt skæve fortælling. Mest åbenlys – og måske knap så elegant – er koblingen Candice Lecoeur-Marilyn Monroe. Candices liv er i vid udstrækning modeleret over den blonde brystbombes samme. Lige fra opvækstens trange kår, tvivlsom karrierestart involverende pikant-erotiske fotos, navneforandring (Candice Lecoeurs mere gråmusagtige navn viser sig at være Martine Langevin, hvor Marilyns var noget så ærkeamerikansk som Norma Jean Baker), en yderst besnærende effekt på mænd, pillemisbrug og dybe, psykologiske konflikter. Og så mysteriet omkring Candice/Marilyns død.

Filmens øvrige persongalleri spejler noget pligtopfyldende og lidt kedeligt i længden virkelighedens, og således er Candices mandlige bekendtskaber meget firkantet skåret efter Marilyns: Baseball-legenden Joe DiMaggio, det litterære koryfæ Arthur Miller og endda Mr. President, John F. Kennedy. Alle dog i mindre Mouthe-målestok, hvilket bidrager til noget af den lidt absurde charme, som ikke fornægter sig i “Poupoupidou”. Men Hustache-Mathieu ender alligevel med at brænde nallerne på det meget insisterende og søgte lighedstegn, der til syvende og sidst synes som en spændetrøje for fortællingen.