Troværdigheden er på mange måder på spil i Ole Christian Madsens østeuropæiske kærlighedskarrussel, hvor Christoffer (Mads Mikkelsen) kæmper for kærligheden til Maja (Stine Stengade), og tilskueren blot kæmper for at holde sig vågen.

Som udgangspunkt er det nu ikke fordi, der øjensynligt er noget korporligt galt med “Prag”. Alt er gjort lige efter bogen, og måske netop derfor udvander filmen sig selv og når aldrig de højder, som instruktørens tidligere film trods alt har ramt. Umiddelbart er der dømt æstetisk legestue, og, indrømmet, de markante – og stilistiske – farvevalg kombineret med Prags brostensbelagte gader tager sig nu engang ganske prangende ud.

Men, men, men. Der skal nu engang mere til at skabe en god og medrivende film. Således er skuespillet – formentligt takket være dårlig instruktion og et uigennemtænkt manuskript – fødselshjælper for, at et par af dansk films mest velrenommerede notabiliteter næppe er set ringere. Mads Mikkelsen er både stivnakket, kluntet og helt uden fornyende glans, mens Stine Stengade virker fraværende og uengageret.

Det lugter igen af dansk film par excellence – parforhold på glatis. Og det er nu heller ikke helt ved siden af. Christoffers far er død, hustruen ved at forlade ham på grund af en affære, og sammen tager de så, guderne må vide hvorfor, til Prag for at samle op på Christoffers faderkomplekser til sin egen far – og for så vidt også til sin søn – og for at samle stumperne i det forlisende ægteskab. Men kønt er det unægteligt ikke.

Måske skyldes miseren i virkeligheden et manuskript, der mildest talt er utroværdigt. Det er så umådeligt svært bare at tro et eneste sekund på, at Christoffer og Maja har et fjorten år gammelt ægteskab bag sig – heller ikke selv om pointen udmales af deres teenagesøn, som de jævnligt har korrespondance med via den medbragte bærbare. Bedre bliver det imidlertid ikke af de tjekkiske advokater og bedemænd, der af en eller anden grund skal spille den formynderiske rolle og moralisere over for Christoffer, der i øvrigt aldrig har haft noget stærkt forhold til sin far.

Godt er det i hvert fald ikke. Og det bliver ikke bedre undervejs, når faderens hemmeligheder kommer op til overfladen, alt imens forholdet til hustruen bliver stadig mere anspændt. “Prag” er en af den slags film, der formodentligt skal vække empatiske følelser for de to hovedaktørers kamp for at holde fast i den svindende kærlighed. Det er bare umådeligt svært at engagere sig det mindste, Mads Mikkelsens vattede karakter taget i betragtning.

“Prag” kommer i forlængelse af en alenlang række danske filmproduktioner, der behandler samme emne med væsentligt større bid, relevans og indlevethed. Og så kunne det måske være, at filmens få humoristiske indslag – eller forsøg på samme – måske skulle have været igennem en mere realistisk vridemaskine. Nu ender de – ligesom filmen – blot som en pinagtig notits indenfor det danske kærlighedsdrama.

VideoOptagelserne til “Prag” er derimod anderledes veltilrettelagte og vellykkede. Filmen er leveret i et 2.35:1 anamorphic widescreen format, der sammen med den gennembearbejdede stilistik og ditto farvevalg gør filmen – teknisk set – til lidt af en oplevelse. Farverne er varme og animerende, og billederne står generelt flotte og skarpe. Eneste umiddelbare anke er, at der er enkelte tilfælde af edge enhancement. Men som helhed et glimrende transfer.

AudioOgså lydsiden gebærder sig fornuftigt. Om ikke samme høje niveau som billedsiden, så i hvert fald næsten. Lyden kommer igennem alle kanaler med et Dolby Digital 5.1 lydspor, hvilket især kommer underlægningsmusikken til undsætning. Mens replikkerne primært er et anliggende for fronthøjtalerne – men ikke kun – flyder musikken gennem alle højtalere og lægger sig som en tung dyne over filmens tunge alvorsdrama.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse er ikke prangende, men dog af en acceptabel beskaffenhed. Der er trailers for de nye danske film “Ledsaget udgang”, “Den sorte madonna”, “Direktøren for det hele” og “Hvordan vi slipper af med de andre”. Derudover går den halv time lange “Filmen om filmen” bag om optagelserne på “Prag” garneret med interviews med de medvirkende. Endeligt suppleres filmen med et kommentarspor med instruktør Ole Christian Madsen. Det er som sagt ikke imponerende, men er dog af en rimelig kvantitet og kvalitet.

Forliste forhold på fremmed grundByen Prag har ofte givet associationer til den tjekkiske forfatteren Franz Kafka og hans absurde og surrealistiske værker. Det er en by, der emmer af mystik og fordums middelalderlige gotik, i hvert fald hvis man er turist. Ole Christian Madsens nye film har ganske vist navn efter den sælsomme by og er også sat i scene blandt dens labyrintiske stræder og gamle kirketårne, men historien er nu langt mere jordnær: En svanesang for et forlist parforhold, og to menneskers sidste forsøg på at gøre op med fortiden, sig selv og hinanden.

Vi følger Christoffer og Maja på deres rejse til Prag, hvor Christoffer skal hente sin døde far, som han ikke har set i 25 år, og bringe ham hjem til familiegravstedet i Danmark. Maja og Christoffer har selv en søn, men det mærkes fra start, at deres parforhold for længe siden er kørt af sporet. De har svært ved at nærme sig hinanden, og Christoffer må yderligere kæmpe med sit forhold til den far, han aldrig rigtig har kendt, og som forlod ham som ganske lille uden forklaring. Det er en rejse, der trækker store veksler på dem begge, og lige så langsomt kommer det frem, at der ikke blot er ting som Christoffer aldrig har vidst om sin far, men at Maja også har holdt visse ting skjult for sin mand. De to fremmede i den gådefulde by må smerteligt erkende, at de i lige så høj grad er fremmed overfor hinanden, og at afgrunden mellem dem måske er blevet for stor til at kunne forceres.

Instruktør Ole Christian Madsen har på overfladen lavet endnu et hverdagsdrama om forliste danske parforhold anno årtusindskiftet, som vi kender det fra f.eks. “Elsker dig for evigt”, “Efter brylluppet” og hans egen dogme-film “En kærlighedshistorie”. Ganske vist hensat til Prag, hvor byens mytologiske status giver ham anledning til at forsøge sig med lidt absurde bipersoner og en noget påtaget understrøm af kafkask mystik, som når byen animeres i hver indstilling som en gotisk labyrint. De skæve interiører og de ofte mærkelige reaktioner som de tjekkiske biroller kommer med skurrer en lille smule, sat i modsætning til det gravalvorlige og dybdeemotionelle drama, som udspiller sig mellem Christoffer og Maja.

Men hvad der til gengæld hæver “Prag” over tidligere skabeloner omhandlende dette noget fortærskede emne er viljen til at være kompromisløs og sige tingene som de er, selv når de smerter mest. Den menneskelige tragedie, som let kunne være blevet søgt eller for dramaturgisk pæn, serveres uden skrupler og med hjerteblod, der pumpes ud i ansigtet på tilskueren som fra en åben pulsåre. Her formår instruktøren at styre klar af de ujævnheder og lettere prætentiøse indfald som ellers pletter starten af filmen. Men den, der bærer læsset og redder troværdigheden i land er uden tvivl Mads Mikkelsen, som endnu engang beviser sit stortalent som skuespiller. Som den knugede træmand Christoffer, der må kæmpe med både sin fars spøgelse og sit forvitrede kærlighedsliv skaber Mikkelsen et emotionelt centrum for tilskueren, der er både ambivalent og gribende. Stine Stengade får også hevet sin karakter op af dyndet, efter i starten af filmen at være plaget af en noget stiv dialog og en lidt for utroværdig levering. Men når dramaet først kommer i gang, og smerten lag efter lag afsløres, så supplerer de to hinanden godt.

Den altoverskyggende fremmedgørelse, der ligger som en iståge mellem Christoffer og Maja, kommenteres indimellem ganske fint af Prags andethed, og sporer fortvivlelsen, ensomheden og vildfarelsen hos de to. Med til at skabe denne knugende stemning er også Jonas Strucks sarte musik, der passer godt til byen og dramaets følelse af vemod og afmagt. Til tider ledes tankerne hen på Angelo Badalamenti eller den melankolske stemning som Thomas Vinterbergs “It’s All About Love” fangede så rørende.