Et fælles fjendskab bliver et smukt venskab

England kan bare noget med socialrealisme. Og ikke kun den blodfattige slags, hvor livstrætte alenemødre med blege kinder stirrer håbløst ned i køkkenvasken. De formår faktisk også at skabe sjove, varme og opløftende fortællinger ud af de hårde vilkår, den engelske arbejderklasse er underkastet. Tænk på de blegfede chippendales i “Det’ bare mænd” eller på “Billy Elliot”, kulminearbejderens søn, der bare ville danse ballet. “Pride” fortsætter denne sympatiske tradition med den sande fortælling om minearbejdere og homoseksuelles fælles kamp imod Thatcher i midtfirsernes Storbritannien.

Der lægges ikke fingre imellem. Scenen sættes med arkivbilleder, hvor engelsk politi slår hårdt ned på en gruppe strejkende minearbejdere. På lydsiden brager en fagforeningshymne om solidaritet og fællesskab. Så er sympatierne i hvert fald lagt frem, og eventuelle Thatcher-tilhængere er advaret – den her er ikke til jer, konservative fjolser! På den vis ligger “Pride” også i forlængelse af en instruktør som Ken Loach, hvis utilslørede socialisme og optimistiske humanisme gennemsyrer “Pride” fra ende til anden. Omend i en mere letbenet udgave.

Kampen for rettigheder giver kun mening, hvis man kæmper for alles rettigheder – og ikke kun for sine egne. Det er det grundlæggende budskab, og det er samtidig den erkendelse, der driver homoseksuelle Mark til at starte en indsamling for de strejkende minearbejdere under Londons Gay Pride-parade i 1984. Det er et kontroversielt tiltag, for hvis der er nogen, som har ry for at være homofobiske, så er det minearbejderne. Mange bøsser og lesbiske er flyttet til London fra de små minebyer netop for at undgå vold og diskrimination. Så hvorfor dog hjælpe dem?

Vil minearbejderne overhovedet tage imod penge fra en flok homoseksuelle? Nej, det er et forkert signal at sende, mener mange. Et svaghedstegn. Men efterhånden som de to grupper lærer hinanden at kende, falder fordommene langsomt fra hinanden. Da de yngre minearbejdere ser den fremragende Dominic West begå sig på dansegulvet med alle byens smukkeste piger, indser de, at de måske kan lære en ting eller to af de flamboyante støtter. Det er en klassisk feel good-fortælling. Og nu og da bliver den gode stemning smurt meget tykt på.

Når Mark holder en brandtale for minearbejderne i deres forsamlingshus, og en ung kvinde spontant bryder ud i højstemt sang, er det tæt på at være for meget. Når resten af salen – og lydsidens strygere – slutter op, så bliver det decideret klægt. Den slags overspillede øjeblikke er heldigvis i undertal. “Pride” formår også at være rørende uden at være manipulerende. Især Bill Nighy fortjener ros for sin rolle som minearbejderen Cliff, der gemmer på en stor hemmelighed. Den scene, hvor han endelig letter sit hjerte, er så underspillet og nøgen, at den går rent ind. Uden hjælp fra hulkende strygere. Og sådanne øjeblikke er der mange af. Ofte fulgt op med en varm og bred humor. Det er gamle damer, der fyrer den af på Londons bøssebarer, ser på bøsseporno og brokker sig over, at alle lesbiske åbenbart er vegetarer. Og det er rent faktisk rigtig sjovt.